Det er svært ikke at blive glad når der bliver skænket vin fra Thierry Mortet. Og når det så er "Clos Priuer" vokser glæden til begejstring. Vinstokkene fra Mortet's 2 små parceller er mellem 60 og 70 år gamle, og i den hidtil mest gavmilde årgang siden starten i 1992 producerede Mortet sølle 786 flasker af denne vin.
Arbejdet i marken er traditionelt, og hvert år sker der en kraftig beskæring af de grønne druer for at øge intensiteten i de klaser, som får lov at blive hængende. Høsten er manuel og de mindre smukke klaser bliver efterladt i marken. Efterfølgende sker der yderlige en sortering, inden druerne afstilkes og hældes på den lille rustfri gæringstank. Gæringen starter køligt (ved 13 til 14 grader) i 4 til 5 dage, hvorefter temperaturen hæves og vinen gærer færdig i yderligere 10 til 12 dage. Herefter lagres vine i ca. 16 måneder - det varierer lidt år for år - på 2 fade, et nyt og et, der har været brugt året før.
Dette er den mest magtfulde vin fra Thierry Mortet, men alligevel viser den - ligesom Mortets øvrige vine - allerede i sin ungdom stor generøsitet. En på en gang koncentreret og elegant vin med en dejlig duft af hindbær, brombær og viol og en saftig aromatisk smag af - ja stor Bourgogne!
En perfekt vin til vildt, som ung fjervildt og efterhånden som modenheden og de mere komplekse aromaer pibler frem endnu bedre til rådyr og kronvildt.
Serveres ved 15 til 16 grader, og når alderen kommer efter vinen grad eller to højere.