Fakta
- 6 stk. 19.125,-
Champagne Blanc de Noirs Extra Brut - Jeroboam 3L
- 6 stk. 19.125,-
3.750,-
1.250,- pr. l.
6 stk.
19.125,-
3.187,50 pr stk.
Spar 3.375,-
Anbefalinger
Robert Parker - The Wine Advocate
93
the 2014 Extra Brut Blanc de Noirs is lovely, unwinding in the glass with scents of crisp yellow apples, white flowers and honey mingled with hints of wheat toast and smoke. Medium to full-bodied, chiseled and intense, it's more incisive than the richer, more muscular 2012, with tangy acids and a chalky finish. William Kelley - Marts 2021
Beskrivelse
Philipponnats Blanc de Noirs blev første gang produceret på frugt fra 2008-høsten, hvor man fjernede den sidste sjat Chardonnay fra den hidtidige Réserve Millésimée, som dermed udgik af sortimentet. Og siden har det været en fornøjelse at følge, hvorledes denne Blanc de Noirs for hver ny årgang er blevet en lille smule mere præcis, angiveligt fordi Charles Philipponnat og hans kældermester Thierry Garnier i stadig højere grad er blevet klart over hvor vigtigt det er at arbejde med et superbt druemateriale, når man insisterer på den lave dosage og Extra Brut. Denne 2014, der blot er den 5. i rækken (fordi vinen ikke blev produceret i 2010 og 2013) er således en ny triumf for det sammentømrede makkerpar.
Hemmeligheden er, at man udelukkende arbejder med frugt fra vinmarker med Premier og Grand Cru status på Montagne-de-Reims og Mareuil-sur-Ay, og at man derpå udelukkende anvender mosten fra det første pres. For at få større fokus og friskhed begrænses den malolaktiske gæring i ståltankene, og for den (lille) del, som gærer i fade, undgås den malolaktisk gæring fuldstændig. Resultatet er at man råder over basisvine af høj, høj klasse når den endelige cuvée sammenstikkes, tilsættes sukker og opformeret naturgær i foråret. Vinen får herefter lov til at modne med gærresterne i 5 år frem til marts 2020 hvor de første flasker er degorgeret til Extra brut med en dosage på bare 4,25 g./l.
Resultatet er en let gylden Champagne, som skænkes med et generøst cremet skum og små fine perler. Pinot Noir druerne fornemmes fornemt i form noter af kirsebær og ribs, som sammen med mirabeller, fersken og et lille ekko fra den del af vinen, som er fadlagret, skaber en fest i glasset. Derpå fyldig og moden i munden hvor mere fersken, mango og mynte holder festen i gang frem mod den friske mineralske finale.
Som det forstås, er der skruet pænt op for volumen, så det er en Champagne, som fortjener at komme med til bords, og her kan man godt springe både fiskene og skaldyrene over. Prøv den i stedet til fuglevildt, til retter med and og gås eller sammen med den forbudte fedtlever.
Producent
Champagnehuset Philipponnat ligger i Mareuil-sur-Ay nærmest i skæringspunktet mellem de tre førende produktionszoner, Côte des Blancs, Vallée de la Marne og Montagne de Reims og fra husets egne 20 ha. - alle klassificeret som Premier Cru og Grand Cru – samt fra frugt fra en række betroede og trofaste vinbønder producerer man i dag i omegnen af 700.000 flasker fordelt på foreløbig 13 forskellige cuvéer, herunder to årgangsvine, mærket Cuvée 1522 (til ære for familiens ankomst til Champagne), tre enkeltmarks cuvéer og signatur cuvée Clos des Goisses.
Familien Philipponnat stammer oprindeligt fra Tyskland, men de kan dokumentere at de har været aktive i Champagne distriktet i hvert fald siden 1522 hvor gamle optegnelser dokumentere at Apvril de Philipponnat erhvervede nogle parceller i en lieu-dit, der hed og stadig hedder "Le Léon". Op gennem generationerne har familien beskæftiget sig med landbrug, vin avl og har endda været leverandør til Ludvig XIV's kongelige hof, men alligevel var det først i 1910 at Pierre Philipponnat tog skridtet fuldt ud og etablerede Champagnehuset Maison Philipponnat, så når man i 2022 fejrer de første 500 så er det familiens tilstedeværelse i Champagne og ikke produktionen, det gælder.
Juvelen hos Philipponnat er Clos des Goisses, der rejser sig dramatisk over Marne-kanalen i en vinkel på mellem 30° og 45°. 5,5 ha. (3,5 ha. Pinot Noir og 2 ha. Chardonnay) med en fuldstændig sydlig eksponering som sammen med eksponeringen betyder at middeltemperaturen ligger mere end 1,5°C over gennemsnittet for regionen. Det betyder at Philipponnat hvert eneste år siden 1935 har kunnet høste exceptionelt modne druer og forvandle dem til en af de mest ikoniske Champagner. En årgangs Champagne som indtil Krug lancerede Clos des Mesnil i 1979, var den eneste enkeltmarks Champagne og dermed i et halvt århundrede den eneste terroir drevne Champagne på markedet.
Den respekterede amerikanske Champagneskribent Peter Liem kalder Clos des Goisses "helt uden tvivl den bedste vinmark i hele Champagne.", og den britiske British Champagneekspert Tom Stevenson er i synk, når han skriver at "der ikke kan herske nogen tvivl om, at Clos des Goisses kan prale af det mest distinkte mikroklima og mest udtryksfulde naturlige terroir i Champagne”.
I 1997 blev huset en del af Lanson- Boizel Chanoine Champagne Group (Champagne Lanson, Chanoine Frères, De Venoge, Boizel, osv.), da René Philipponnat (chef de cave gennem 3 årtier for Moët & Chandon) vurderede at der skulle en kapitalindsprøjtning til hvis Champagne Philipponnat skulle forbindes med andet og mere end Clos des Goisses, og da Lanson-BCC efterfølgende valgte at lade Renés søn Charles Philipponnat drive virksomheden videre blev det ligesom i familien.
Charles Philipponnat er 16. generation i familien og han får nu æren for at Champagne Philipponnat befinder sig i det der er blevet kaldt den 2. guldalder (den første var i perioden 1913-1962, hvor Louis Boland var chef de cave og begavede sin samtid med det der dengang blev kaldt essensen af Pinot Noir fra Montagne de Reims)
Under Charles og kældermesteren Thierry Garnier regime er vinene ikke bare blevet mere intense, de er også friskere blandt andet fordi man nu kun bruger mosten fra det første pres. Samtidig er der kommet mere dybde og kompleksitet til stede fordi årgangsvinene nu modner længere på (næsten neutrale) fade inden tirage og fordi den vigtige ”vin de reserve” til basis cuvéer nu kommer fra et solare-system, som efterhånden rummer vine fra flere end 15 årgange. Og endelig er flaskemodningen sat op således at 3 år er minimum og årgangscuvéerne ofte nyder godt af 5, 7 og nogle gange 10 års modning frem mod disgorgement.
Champagne Philipponnat er således steget helt til tops blandt de såkaldte Grandes Marques et Maisons de Champagne, og vi tør godt hævde at kun få andre Champagne huse kan være med her når det kommer til kvalitet og karakter i de enkelte cuvéer. Og det gælder hele portofølgen fra de ikoniske vine fra Clos des Goisses og frem til den fantastiske trio Royale Réserve Brut, Non-Dosé og Rosé; som skal tælles med blandt de fineste non-vintage champagner på markedet i dag.
Champagne Philipponnat har været en del af Løgismose familien siden 1987
Oprindelse
Region
Champagne regionen ligger øst for Paris og dækker ca 30.000 hektar fordelt på 5 underregioner. Med en lav gennemsnitstemperatur på året, er druemodning vanskelig, og vækstsæsonen er kort med faretruende risiko for frost i blomstringsperioden og regn i høstperioden. Jordbunden er kalkholdig, særlig hvor markerne er placeret på skråninger. Både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay bruges til Champagne ofte i en blanding. Druerne gæres indledningsvis til en tør hvidvin, der inden salg gøres mousserende ved hjælp af Methode Champenoise. Champagne kan både være blandet af flere årgange (Non Vintage) eller være fra en enkelt årgang (Vintage) og vin fra Champagne har en unik status indenfor mousserende vin.Distrikt
Vallée de la Marne udgør sammen med Montagne de Reims og Cote de Blancs den centrale del af dyrkningsområdet for druer til Champagne. Vinmarkerne ligger på begge sider af Marne floden og dækker et areal på ca 8000 ha. Længst mod øst i dalen tættest på Montagne de Reims er Pinot Noir dominerende, mens Pinot Meunier dominerer beplantningerne i resten af dalen. Jordbunden er generelt præget af Micraster kalk samt mergel, og Vallée de la Marne rummer to Grand Cru kommuner, Ay og Tours-sur-Marne (sidstnævnte kun for Pinot Noir).