Fakta
- 6 stk. 14.025,-
Champagne Cuvée 1522 Extra Brut L.V.
- 6 stk. 14.025,-
2.750,-
3.666,67 pr. l.
6 stk.
14.025,-
2.337,50 pr stk.
Spar 2.475,-
Beskrivelse
Dette er en særlig sent degorgeret, og tør vi godt sige, festligt fejret udgave af den hvide Champagne Cuvée 1522, der delvis er funderet på frugten fra de første vinmarker, som den schweiziske kaptajn Apvril Le Philipponnat erhvervede, da han slog sig ned i Ay for 500 år siden.
Det var derfor indlysende at dette var vinen, der skulle få gallamiddagen i forbindelse med Philipponnat’s 500-års jubilæum til at kulminere. Og sådan blev. Til en underlægning af blide toner fra en strygersekstet blev den skænket i overdådige omgivelser på Collège des Bernardins i Paris den 27. juni 2022, og fra et par gæsterne ved vi, at vinen (undskyld vores franske) fuldstændig tog røven på selskabet, da den nærmest sprang ud af glasset med en smuk præcis mousse, masser af velkonserveret frugt og livgivende syre.
Cuvée 1522 blev første gang lanceret i 2000-årgangen som Charles Philipponnat’s første trumf i revitaliseringen af Champagnehuset Philipponnat, og denne 2002’er blot den anden udgave af vinen. Den blev degorgeret første gang i 2009, men her er der tale om nogle få hundreder flasker, som har været gemt væk sammen med gærresterne i 18 år og først er degorgeret til Extra Brut med en dosage på 4,5 g. i oktober 2021.
"L.V." eller rettere "Long Vieillissement" kalder Philipponnat de særlige udgaver af de forskellige Champagner, som har ligget og udviklet ekstra kompleksitet i ekstra mange år. Det startede med Clos des Goisses, som dukkede op i glimt, når Charles Philipponnat fandt anledning til at gå i kælderen og degorgere nogle af de mange 1.000 flasker, som i årenes løb er blevet "sparet", og nu har det så spredt sig først til den ellers udgåede Réserve Millésimée og i anledning af 500-års jubilæet til denne Cuvée 1522.
"L.V." Champagnerne fra Philipponnat kan ses som paralleller til Bollinger R.D. og Dom Pérignon Plénitude 3 eller Oenothèque, som den hed tilbage i 1990'erne.
Producent
Champagnehuset Philipponnat ligger i Mareuil-sur-Ay nærmest i skæringspunktet mellem de tre førende produktionszoner, Côte des Blancs, Vallée de la Marne og Montagne de Reims og fra husets egne 20 ha. - alle klassificeret som Premier Cru og Grand Cru – samt fra frugt fra en række betroede og trofaste vinbønder producerer man i dag i omegnen af 700.000 flasker fordelt på foreløbig 13 forskellige cuvéer, herunder to årgangsvine, mærket Cuvée 1522 (til ære for familiens ankomst til Champagne), tre enkeltmarks cuvéer og signatur cuvée Clos des Goisses.
Familien Philipponnat stammer oprindeligt fra Tyskland, men de kan dokumentere at de har været aktive i Champagne distriktet i hvert fald siden 1522 hvor gamle optegnelser dokumentere at Apvril de Philipponnat erhvervede nogle parceller i en lieu-dit, der hed og stadig hedder "Le Léon". Op gennem generationerne har familien beskæftiget sig med landbrug, vin avl og har endda været leverandør til Ludvig XIV's kongelige hof, men alligevel var det først i 1910 at Pierre Philipponnat tog skridtet fuldt ud og etablerede Champagnehuset Maison Philipponnat, så når man i 2022 fejrer de første 500 så er det familiens tilstedeværelse i Champagne og ikke produktionen, det gælder.
Juvelen hos Philipponnat er Clos des Goisses, der rejser sig dramatisk over Marne-kanalen i en vinkel på mellem 30° og 45°. 5,5 ha. (3,5 ha. Pinot Noir og 2 ha. Chardonnay) med en fuldstændig sydlig eksponering som sammen med eksponeringen betyder at middeltemperaturen ligger mere end 1,5°C over gennemsnittet for regionen. Det betyder at Philipponnat hvert eneste år siden 1935 har kunnet høste exceptionelt modne druer og forvandle dem til en af de mest ikoniske Champagner. En årgangs Champagne som indtil Krug lancerede Clos des Mesnil i 1979, var den eneste enkeltmarks Champagne og dermed i et halvt århundrede den eneste terroir drevne Champagne på markedet.
Den respekterede amerikanske Champagneskribent Peter Liem kalder Clos des Goisses "helt uden tvivl den bedste vinmark i hele Champagne.", og den britiske British Champagneekspert Tom Stevenson er i synk, når han skriver at "der ikke kan herske nogen tvivl om, at Clos des Goisses kan prale af det mest distinkte mikroklima og mest udtryksfulde naturlige terroir i Champagne”.
I 1997 blev huset en del af Lanson- Boizel Chanoine Champagne Group (Champagne Lanson, Chanoine Frères, De Venoge, Boizel, osv.), da René Philipponnat (chef de cave gennem 3 årtier for Moët & Chandon) vurderede at der skulle en kapitalindsprøjtning til hvis Champagne Philipponnat skulle forbindes med andet og mere end Clos des Goisses, og da Lanson-BCC efterfølgende valgte at lade Renés søn Charles Philipponnat drive virksomheden videre blev det ligesom i familien.
Charles Philipponnat er 16. generation i familien og han får nu æren for at Champagne Philipponnat befinder sig i det der er blevet kaldt den 2. guldalder (den første var i perioden 1913-1962, hvor Louis Boland var chef de cave og begavede sin samtid med det der dengang blev kaldt essensen af Pinot Noir fra Montagne de Reims)
Under Charles og kældermesteren Thierry Garnier regime er vinene ikke bare blevet mere intense, de er også friskere blandt andet fordi man nu kun bruger mosten fra det første pres. Samtidig er der kommet mere dybde og kompleksitet til stede fordi årgangsvinene nu modner længere på (næsten neutrale) fade inden tirage og fordi den vigtige ”vin de reserve” til basis cuvéer nu kommer fra et solare-system, som efterhånden rummer vine fra flere end 15 årgange. Og endelig er flaskemodningen sat op således at 3 år er minimum og årgangscuvéerne ofte nyder godt af 5, 7 og nogle gange 10 års modning frem mod disgorgement.
Champagne Philipponnat er således steget helt til tops blandt de såkaldte Grandes Marques et Maisons de Champagne, og vi tør godt hævde at kun få andre Champagne huse kan være med her når det kommer til kvalitet og karakter i de enkelte cuvéer. Og det gælder hele portofølgen fra de ikoniske vine fra Clos des Goisses og frem til den fantastiske trio Royale Réserve Brut, Non-Dosé og Rosé; som skal tælles med blandt de fineste non-vintage champagner på markedet i dag.
Champagne Philipponnat har været en del af Løgismose familien siden 1987
Oprindelse
Region
Champagne regionen ligger øst for Paris og dækker ca 30.000 hektar fordelt på 5 underregioner. Med en lav gennemsnitstemperatur på året, er druemodning vanskelig, og vækstsæsonen er kort med faretruende risiko for frost i blomstringsperioden og regn i høstperioden. Jordbunden er kalkholdig, særlig hvor markerne er placeret på skråninger. Både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay bruges til Champagne ofte i en blanding. Druerne gæres indledningsvis til en tør hvidvin, der inden salg gøres mousserende ved hjælp af Methode Champenoise. Champagne kan både være blandet af flere årgange (Non Vintage) eller være fra en enkelt årgang (Vintage) og vin fra Champagne har en unik status indenfor mousserende vin.Distrikt
Vallée de la Marne udgør sammen med Montagne de Reims og Cote de Blancs den centrale del af dyrkningsområdet for druer til Champagne. Vinmarkerne ligger på begge sider af Marne floden og dækker et areal på ca 8000 ha. Længst mod øst i dalen tættest på Montagne de Reims er Pinot Noir dominerende, mens Pinot Meunier dominerer beplantningerne i resten af dalen. Jordbunden er generelt præget af Micraster kalk samt mergel, og Vallée de la Marne rummer to Grand Cru kommuner, Ay og Tours-sur-Marne (sidstnævnte kun for Pinot Noir).