Legendariske May-Eliane de Lencquesaing valgte i 2007 at sælge Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande til Frederic Rouzaud fra Champagnehuset Roederer og deres investorer, og dermed ophørte en mere end 250 år lang epoke.
Siden har først Sylvie Cazes og fra 2012 Nicolas Glumineau sammen med arkitekterne Philippe Ducos og Alexandre Rougier stået i spidsen for en af de mest ambitiøse og kostbare renoveringer på venstre bred i det nye årtusinde, og man behøver kun at investere i en enkelt flaske for at blive overbevist om, at de nye ejere virkelig mener det.
Selvom vinene under May-Eliane de Lencquesaings regime var ikoniske, så ved vi nu, at hun ikke forløste hele potentialet, og Château Pichon Longueville Lalande de Comtesse udstråler i disse år en charmerende elegance og inciterende sensualitet, som næsten ingen andre vine på venstre bredden matcher.
Slottet har for tiden 76 ha. i produktion med i gennemsnit 35 år gamle vinstokke - heraf 11 ha. som kultiveres dokumenteret økologisk mens resten er i langsom transformation under det bæredygtige regime franskmændene kalder HVE (Haute Valeur Environnementale).
Høsten er manuel og fremme i den nye kælder, der er konstrueret i 3 etager, så næsten al pumpning overflødiggøres, fjernes alle stilke inden druerne først sorteres i et højteknologisk laserstyret anlæg og derefter manuelt.
Gæringen finder sted i en imponerende hal, hvor der er installeret 70 temperaturstyrede rustfri ståltanke i forskellige størrelser tilpasset de forskellige parceller omkring slottet. Kort efter nytår sammenstikkes Le Grand Vin efter omfattende smagninger, og herefter følger 18-19 måneders modning i 65% nye og 35% fade, der har været brugt én gang tidligere frem mod den traditionelle klaring med friske piskede æggehvider og aftapningen på flaske, som inkluderer en let filtrering.
2019 er den midterste af 3 voldsomt imponerende årgange fra Comtessen. Den foreløbige kulmination for Nicolas Glumineau, der ankom til slottet lige efter 2012-høsten.