Fakta
- 6 stk. 963,90
2019 - Domaine Gavoty - 0,75l
Côtes de Provence Rosé Cuvée Clarendon ØKO
- 6 stk. 963,90
189,-
252,- pr. l.
6 stk.
963,90
160,65 pr stk.
Spar 170,10
Beskrivelse
For Roselyne Gavoty er Provence rosé ikke bare en sommerflirt, men en forelskelse der holder ved i de 4-5 år, som hun altid insisterer på, at vi skal følge hver årgang af hendes top vin Cuvée Clarendon. Og der er noget om snakken: Denne cuvée smager vidunderligt når den kommer i sommeren efter høsten, lige så godt året efter og derefter er det i yderligere et par år tankevækkende hvor fin og subtil den er.
Domaine Gavoty var et af de første huse i Provence, som skruede helt ned for den tid, vinen gærer sammen med drueskallerne, og også i år er udtrykket helt sart og lyst i en nuance, som vi - dengang den vilde laks fra Østersøen stadig var en hyppig gæst i vores køkkener - kaldte laksefarvet. Vinen har i en lille menneskealder været Løgismoses visitkort, når det kom til Provence rosé af høj klasse, men allivel importerede vi ikke 2018-årgangen. For første gang var det som om Roselyne Gavoty og hendes team ikke havde ”ramt den lige bagi”, men nu er vinen tilbage i absolut næsten prangende topform, og Roselyne er da også selv temmelig begejstret for årets vin, fordi alting forekom lidt nemmere ovenpå nogle år med alt for mange "d’aléas climatiques" (klimatiske udfordringer).
Roselyne beretter om en meget varm og tør sommer, men også om en høst som 3 gange blev afbrudt af regn hvor der faldt 70 mm., og det førte til den længste høst, der nogen sinde er registreret på Domaine Gavoty. Således sluttede høsten først den 12. oktober, selvom de første druer blev plukket allerede den 9. september. Men kvaliteten fejlede ikke noget. Druerne var både sunde og smukt modne og Roselyne vurderede at balancen (læs frugten) i Cinsault-druerne var så fin, at hun nu efter eksperimenter med højt indhold af Grenache nu igen turde binde an med at lade Cinsault spille hovedrollen.
Stilkene bliver fjernet og druerne knust således at der kan ske en saignée (blødning) af den frit løbende most, som samtidig langsomt tager farve fra skallerne. Efter 3-6 timer presses det der er tilbage og blandes med den frit løbende most med henblik på mere struktur og finesse. Herefter gærer og modner vinen ved 16-18° C frem til januar måned hvor Cuvée Clarendon sammenstikkes fra de bedste cuvéer.
En utrolig elegant vin som lokker med det skønneste farvespil samt en smagsdybde og koncentration, som er ud over det sædvanlige. Saftig og smagsrig med toner af røde appelsiner, modne jordbær og læskende citrus med indslag af vandmelon og krydderurter, søde tomater og gule hindbær. En blændende rosé ikke bare fra Provence, men fra denne verden.
Nyd den af rummelige glas sammen med f.eks. grillet makrel med tomatsalat og gedeost, havtaske med sauteret blomkål, chorizo og salvie eller prøv den sammen med asiatisk inspireret kylling i rød karry.
Producent
Løgismose har samarbejdet med den charmerende Roselyne Gavoty i mere end 30 år, og vinene fra Domaine Gavoty har indvarslet utallige somre for os.
I starten var Roselyne en ganske ung kvinde, og hendes forældre sad stadig ved roret på denne typiske og charmerende provencalske vingård, der ligger i behagelig afstand fra de hurtige biler, der sidder fast i trafikpropperne sammen med jetsætterne nede på den provencalske Riviera.
Siden 1985 er det imidlertid Roselyne Gavoty, der har tegnet stedet først som vinmager og fra 2001 også som manager, og med sikker hånd har hun sammen med sin mand Hervé udviklet domænets arbejde i vinmarkerne, og forfinet det druemateriale, der høstes, således at husets vine aldrig har smagt bedre end nu.
Roseline er en af de varmeste fortalere for de "elegante roséer", og derfor kræver hun med egne ord, at hendes vine har "finesse og personlighed samt en god balance mellem syre og alkohol, således at smagen på en gang opleves blid, rund og livlig, og således at aromaerne bliver hængende i munden".
Det er ambitiøst, men Roselyne Gavoty har noget at have ambitionerne i, og som Christian Grønlykke skrev for nogle år siden så ”bringer hendes vine glade minder frem om alle de gode ture, solen, lyset og lavendlerne, således at man pludselig forstår hvorfor 75 % af al vin fra Provence naturligvis skal være rosé!”
Domaine Gavoty kan dateres tilbage til 1806 hvor Philémon Gavoty købte ejendommen og Roselyne Gavoty er dermed i lige linje den 8. generation som holder fanen højt, og det er noget af en sjældenhed i det 21. århundrede.
Oprindelse