Denne velafstemte Ribera del Duero scorede et gyldent Berliner Wine Trophy i foråret 2022 og senere fulgte Platin og svimlende 97-point ved sommerens Decanter World Wine Awards. Begge dele ret så usædvanligt, hvis man lige tager prispunktet med ind i ligningen.
Vinen er produceret på Bodegas Portia der er en af de mange nye spillere Ribera del Duero der på 15 år er accelereret fra 0 til 160 ha. med vinstokke og et imponerende prisvindende vinifikations- og oplevelsescenter designet af den berømte britiske arkitekt Norman Foster. Der er tale om både manuel og maskinel høst fra vinstokke der står på 26 forskellige parceller omkring Róa, Gumiel de Izán, Villanueva og Gumiel del Mercado i Ribera del Dueros såkaldte "gyldne triangel".
Druerne ankommer på den vej, der er anlagt på taget af vineriet og derfra lander de efter alle stilke er fjernet ved hjælp af tyngdekraften i nogle af de 46 ens thermoregulerede 30.000 liters rustfri ståltanke, der ligner udsnit af pyramider. Den endelige cuvée sammenstikkes, når også den malolaktiske gæring er veloverstået, og derpå følger 4 måneders modning i fadkælderen hvor rødt lys nedlagt i betondækket skaber en helt særlig stemning. Der er tale om modning i brugte udelukkende franske fade og i forbindelse med aftapningen på flaske foretages en let filtrering.
Resultatet er en vin hvor de søde krydderier fra relativt korte fadlagring allerførst tydeligt fornemmes. Med lidt luft, eller hvis den bare får en slyngtur i glasset, pibler de mere frugtige elementer med blandt andet friske jordbær og solbærsyltetøj frem. Fyldig og aromatisk i munden med en fin balance mellem frugten og den lille antydning af eg, som høfligt forbliver i baggrunden.
Et fint match til snart sagt alle pastaserveringer, til alle former for grillet kød, og i Spanien ville de helt sikkert også skænke vinen til tun og deres mange forskellige retter med frisk og/eller saltet torsk.