Fakta
- 6 stk. 759,90
Ribero del Duero Roselito de Antídoto
- 6 stk. 759,90
149,-
198,67 pr. l.
6 stk.
759,90
126,65 pr stk.
Spar 134,10
Anbefalinger
James Suckling
92
Zekun Shuai - Juli 2025
Robert Parker - The Wine Advocate
91-92
Luis Gutiérrez - Juni 2025
Tim Atkin - Master of Wine
tidligere
2023: 91-point |Tim Atkin | November 2024
Vinous by Antonio Galloni
tidligere
2023: 91-point | Joaquín Hidalgo | Juni 2025
Beskrivelse
Den superseriøse fransk spanske vinmager Bertrand Sourdais slog sig tidligt op på, at hans vine skulle opleves en slags Antídoto (modgift) mod tidens manipulerede mainstream, og han har bestemt intet imod at provokere.
Blandt andet har han været efter sine kollegaer i Ribera del Duero, som han mener har hvilet på laurbærrene og længe undladt at forfølge mulighederne for at produceres fremragende rosévine på frugterne fra sletterne langs Douro floden. Og kigger man ned over Tim Atkins årlige ultimative liste over de bedste producenter i Ribera del Duero må man give ham ret. Kun få af hans udvalgte har også rosévine på programmet, og på den måde er Bertrand Sourdais med sin 10. udgave af denne Roselito de Antídoto forunderligt nok stadig på majestætisk forkant med sine kollegaer.
Bertrand Sourdais introducerede i 2014 en rosé, som han med vanlig selvtillid bare kaldte for "Le Rosé", og bare på prisen kunne vi se, at han mente det seriøst. Ja nogen kaldte prisen for chili pebret med høj vindstyrke, men vinen var uovertruffen, og nu hvor den har været på markedet i et årti er der blandt kritikerne bred enighed om, at Bertrand ganske enkelt begaver os med den bedste rosévin, der produceres i Spanien.
Denne Roselito rosé fulgte i 2015 som en slags ekstrabonus eller lillebror om man vil. Den er skabt på det samme basismateriale af Tempranillo og en hel del af den grønne Albillo, som "Le Rosé" også er rundet af, bare med den forskel at fadlagringen her er udeladt.
Vinstokkene står 900-1000 meters højde nær Duerofloden og oppe på skråningerne bag den søvnige landsby San Esteban de Gormaz midt imellem Valladolid og Zaragosa, og der er til dels tale om gamle vinstokke, som var blevet opgivet indtil Bertrand Sourdais, kom forbi og startede sit revitaliseringsprojekt sammen med makkeren David Hernando.
Høsten er manuel og frugten fra Tempranillo og Albillo vinstokkene plukkes samtidigt. De hele drueklaser presses sammen, og den frit løbende most får lov til at sætte sig i op til 48 timer inden gæringen går i gang uden fremmede gærstammer. Vinen tappes allerede i januar eller tidligt i februar, så den kan nå at samle sig og fremstå fristende inden foråret banker på og rosésalget igen eksploderer.
Herlig diskret duft af jordbær, vandmelon og med et bitter note fra pink grape. Mild og aromatisk med en god gennemgående syre og spændende strejf af aromatiske urter, der ligger på lur. En stringent rosé herligt fri for den restsødme, som mange andre producenter bliver ved med at efterlade i deres lyserøde vine.
Producent
Bodegas Antídoto y Dominio de Es er navnet på den franske vinmager Bertrand Sourdais første egen vingård, som han kunne slå dørene op til i sensommeren 2016 efter et forunderligt jointventure med den spanske agronom David Hernando.
Bertrand blev oprindeligt hentet til Ribera del Duero fra Château Mouton-Rothschild af den spanske vinhandler og investor Miguel Sanchez, der tilbage i 1999 var i fuld færd med at opkøbe og revitaliserede oldgamle vinstokke i den øverste og østligste del af regionen. Et område som endnu ikke var blevet omfavnet af den moderne vinindustri, men da de sammen skabte vinen Domino de Atauta ændrede området status nærmest fra den ene dag til den anden.
Det skete i foråret 2004 da en af Frankrigs mest kendte kritikere Michel Bettane satte sig for sammen med Spanien legendariske vinjournalist, Jose Peñín, at smage de tredive bedste vine fra Frankrig og Spanien blindt plus et enkelt wildcard som gik til netop Dominio de Atauta angiveligt fordi denne vin udtrykte et jointventure mellem Frankrig og Spanien. Og da "Dominio de Atauta" løb med alle roserne foran notabiliteter som Vega Sicilia 1994 og Chateau Latour 2000, blev der skrevet historie.
Desværre blev Miguel Sanchez fanget af den spanske recession og sent i 2009 måtte han opgive at føre Dominio de Atauta videre, og da Bertrand Sourdais ikke kunne blive enige med de nye ejere om det fremadrettede ambitionsniveau valgte han at rejse hjem til forældrenes vingård i Chinon.
Bertrand Sourdais kunne imidlertid ikke slippe fascinationen af de gamle vinstokke i Soria provinsen og lige så snart finansieringen kom på plads drog han tilbage hvor han skabte vinen ”Antídoto” på noget af den frugt, der tidligere endte hos Dominio de Atauta og druer fra nogel parceller, som David Hernando købte ind til projektet.
Vinen modnede i lånte fade i et hjørne af vinkælderen hos nogle af vennerne i Ribera del Duero, og da den straks blev en succes, åbnede den mulighed først for at Bertrand og David kunne investere i og/eller leje flere små spændende parceller med gamle Tempranillo kloner hvoraf flere stadig stod/står på deres oprindelige europæiske rødder, fordi vinlusen aldrig nåede helt op i den øvre Dourodal, og slet ikke ned i den fattige og sandrige klippegrund, og siden altså etableringen af Bodegas Antídoto.
Den første vin har fået følgeskab af en særlig cuvée fra de ældste vinstokke samt en rosé og dertil kommer en overbygning, der har fået navnet Dominio de Es, hvor Bertrand Sourdais kan dyrke sin passion for det ultimative i en stribe mikoproduktioner funderet på frugten fra helt særlige parceller med oldgamle vinstokke. Bertrand Sourdais er således ikke længere bare en vinbonde blandt mange andre. Han er blevet den lokale helt ”El Vigneron de las Tierras de Soria”.
Bertrand Sourdais og det vi nu må kalde Bodegas Antídoto har været en del af Løgismose familien siden januar 2012. Se de aktuelle vine her
Oprindelse
Region
Castilla Y León ligger nordvest for Madrid og er den største af Spaniens 17 regioner. Klimaet er kontinentalt med store udsving i temperaturen mellem dag og nat. Regionen dækker over 9 DO'er her iblandt nogle af Spaniens højst estimerede. Den langt overvejende del af produktionen er rødvin og Tempranillo regerer i Ribera del Duero og Toro, mens Mencia har sin højborg i Bierzo. Mest kendt for hvidvin er Rueda, hvor der dyrkes både Verdejo, Viura og Sauvignon Blanc.Distrikt
Ribera del Duero ligger i regionen Castilla Y Leon i det nordlige Spanien og anses for at være en af landets bedste vindistrikter. Vinmarkerne spreder sig på hver side af Duero floden på et plateau mellem 500 og 900 moh. Klimaet er ekstremt kontinentalt med varme og tørre somre og råkolde vintre. Stort set hele produktionen udgøres af rødvin med hovedvægt på Tempranillo ledsaget af små mængder Albillo og Garnacha samt Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Garnacha bruges også til at lave små mængder rosévin.

Næringsdeklaration
.