Fakta
- 6 stk. 2.269,50
Santenay La Comme 1. Cru
- 6 stk. 2.269,50
445,-
593,33 pr. l.
6 stk.
2.269,50
378,25 pr stk.
Spar 400,50
Beskrivelse
2020 blev et begivenhedsrigt år for Jessiaume og i særdeleshed for vinmageren William Waterkeyn, der ved årets udgang kunne se sig forfremmet til at stå alene i spidsen for sit team, da hans chef og makker, den amerikanske Megan McClune, forlod posten kort tid efter, det var kommet frem, at Sir David Murray havde solgt Domaine Jessiaume til den parisiske læge Jean-François Le Bigot, der havde gjort karriere i den farmaceutisk forskning og netop havde solgt sit livsværk - den internationale BIO koncern CiToxLAB - for at koncentrere sig om sin livslange passion for ægte, autentisk Bourgogne.
Midt i al turbulensen har William Waterkeyn formået at forblive fuldt fokuseret, og de anmeldelser, der nu er på vej i Domaine Jessiaumes retning, bekræfter det, vi længe har vidst. Dette er en af de mest interessante adresser i Côte-de-Beaune, og så gør det jo ikke noget, at den nye ejer har besluttet, at det skal være slut med at frasælge en del af frugten, således at der nu er lidt mere vin i fadene.
Den i Beaune bosatte Bourgogne ekspert Bill Nanson der i 20 år har stået bag den meget sobre Burgundy Report var da også ganske klar i mælet efter sit besøg i oktober 2021: "What a great set of reds here – you could certainly blind-buy the red wines of this domaine and be happy whatever you got – the quality of the vintage shines through these wines – only the Bourgogne, whilst still tasty, is a step behind! The whites are also very good – and one is great – a Hospices wine – but that might be quite expensive…"
Her er det Domaine Jessiaumes fine Santenay fra 0,18 sydøstligt eksponerede ha. med omkring 35 år gamle vinstokke på Premier Cru marken La Comme. Druerne er høstet på en formiddag den 3. september, med en sortering såvel oppe i vinmarken som nede foran vingården. Alle stilke er fjernet, hvorefter druerne uden knusning er anbragt i rustfrit stål hvor William har ladet druerne og den most, som tyngdekraften bringer, koldmacerere i 5 dage inden den egentlige gæring har fået lov til at gå i gang uden tilføjelse af fremmede gærstammer. Vinen er efterfølgende modnet i 12 måneder i én gang brugte fade inden den endelige cuvée er sammenstukket og tappet på flaske uden forudgående klaring eller filtrering og med meget lav svovlstabilisering den 13. januar 2022.
En generøs til den moderne side med en dejlig saftighed og modne hindbær, saftige kirsebær, forårsblomster og diskrete fadtoner. En flot vin, som understreger, at man kan finde Pinot Noir-vine på Côte de Beaune, som mere end bider Côte de Nuits i hælene til (målt i Bourgogne valuta) attraktive priser!
Producent
Det er ikke den sædvanlige Bourgogne-fortælling, der præger Domaine Jessiaume. Jo, frem til 2006 var der tale om overlevering fra generation til generation siden domainet blev grundlagt tilbage i 1850, men så tog driften af dette lille domaine i Santenay, som betegnes som en af appellationens fineste, en drejning, og i 2020 fulgte endnu en.
Familien solgte til den skotske forretningsmand og ejer af Glasgows Rangers Football Club David Murray mod, at brødrene Marc og Pascal Jessiaume fik lov til at drive vinproduktionen videre, mens David Murray funderede over hvad fremtiden skulle bringe. Disse overvejelser sluttede efter høsten i 2013 hvor David Murray meddelte, at han ønskede at sætte et helt nyt hold som skulle revitalisere produktionen og løfte Domaine Jessiaume op blandt de bedste domainer, ikke bare i Santenay, men i hele Côtes de Beaune. Dermed blev sidste kapitel skrevet i familiens Jessiaume mere end 160 år lange historie i Santenay.
Til manges overraskelse ansatte David Murray en amerikansk kvinde, Megan McClune, som direktør, og hun havde fra start meget klare visioner for domainet og kunne se, at der skulle gøres noget med kvaliteten ovenpå de svære og skuffende årgange 2011, 2012 og 2013. Hun ansatte den unge franskmand, William Waterkyn som ny vinmager og indikerede dermed kraftigt, at hun ønskede en helt ny dagsorden. Han var blevet færdig som ønolog blot et år inden ansættelsen på Jessiaume, og hans ambitiøse, men samtidig frie sind tiltalte McClune og passede til hendes mission om at skrive ny historie på Domaine Jessiaume.
Den gamle sang om at ”det har vi altid gjort og derfor gør vi det igen” skulle ophøre, og hun var klar til at gå til yderligheder for at revitalisere produktionen. Kælderen blev kraftigt opgraderet med nyt, tidssvarende udstyr og gennemgik, som McClune selv udtrykte det ”a good thorough cleaning”, dog uden ambitioner om at skabe et laboratorium, for som McClune ligeledes har udtrykt det, så ”skaber et sterilt vineri kedelige sterile vine” og det var bestemt ikke intentionen.
Tværtimod handlede det om at accentuere vinenes individualitet, og derfor blev der allerede i forbindelse med 2014 høsten skåret i udbytterne ligesom frugten fra flere parceller med 1. Cru status blev de klassificeret til Domaine Jessiaume mindre vine eller solgt til anden side, og allerede i foråret 2015 tog man de første skridt frem mod en omlægning til økologisk produktion. En omlægning som hvad angår frugten fra egne parceller, var fuldt gennemført inden høsten gik i gang i 2019, hvorefter vinene en efter en fik myndighedernes økologiske stempel selvom vinstokkene ifølge William Waterkyn stadig behøver adskillige ekstra år før sporene fra efterkrigstidens såkaldte konventionelle landbrug er helt borte.
I 2020 forlod Megan McClune posten og det nåede næsten kun lige at komme frem at Sir David Murray havde sat Domaine Jessiaume til salg før det også blev offentliggjort at ejendommen nu tilhørte Jean-François Le Bigot, en læge med speciale i biokemisk farmakologi, der havde gjort karriere i farmaceutisk forskning og netop havde solgt sit livsværk - den internationale BIO koncern CiToxLAB - for at koncentrere sig om Oncovita, en mindre virksomhed, der har specialiseret i vira, der dræber kræftceller, og så nu også hans livslange passion for ægte, autentisk Bourgogne.
Jean-François Le Bigot udtalte i forbindelse med overtagelsen, at han så "en sammenhæng mellem farmaceutisk forskning og vin. Begge dele er langsigtede anliggender. Man skal eksperimentere, og man skal være klar over at der nogle gange går adskillige år før resultaterne begynder at viser sig." Samtidigt bedyrede Jean-François Le Bigot, at han så det som sin fornemste opgave at støtte og forstærke den fine udvikling Domaine Jessiaume allerede var inde i blandt ved at fokusere på vinene skabt på frugt fra egne vinmarker frem for vinene skabt på negociant frugt, og han indikerede at Domaine Jessiaume nu ville få musklerne til at opkøbe interessante parceller efterhånden som de kom til salg, således at produktionen i de kommende år kan vokse via lancering af nye cuvéer uden at der gås på kompromis med kvaliteten. Et projekt som William Waterkyn nu står alene i spidsen for.
Domaine Jessiaume råder over 15 ha. hvoraf knap de 10 er tilplantet med vinstokke og i produktion. Hovedparten ligger i Santenay og tæller nogle af kommunens fineste Premier Cru-marker. Derudover ejes også parceller i Auxey-Duresses, Volnay, Pommard og Beaune, hvoraf nogle af dem er ganske små, og produktionen er derfor er yderst begrænset.
Domaine Jessiaume egne parceller er fordelt som følger:
- Santenay Les Gravières 1. Cru - 3,80 ha.
- Santenay Les Gravières Blanc 1. Cru - 1,25 ha.
- Santenay La Comme 1. Cru - 0,18 ha.
- Santenay Clos Genet (Lieux-dits) - 0,53 ha.
- Auxey-Duresses Les Ecussaux 1. Cru - 0,41 ha.
- Auxey-Duresses Les Ecussaux Blanc 1. Cru - 0,31 ha.
- Auxey-Duresses - 0,25 ha.
- Volnay Les Brouillards 1. Cru - 0,26 ha.
- Volnay - 0,08 ha.
- Pommard La Combotte (Lieux-dits) - 0,18 ha.
- Beaune Les Cents Vignes 1. Cru - 1,16 ha.
Dertil kommer købte druer, som gør det muligt at producere Bourgogne Rouge, Bourgogne Blanc. Volnay, Santenay Blanc og nu også Corton-Charlemagne, og disse 5 vine markedsføres under navnet Maison Jessiaume mens vinene funderet på egen frugt markedsføres under domaine-0navnet
Domaine Jessiaume har været en del af Løgismose familien siden efteråret 2018. Du kan se vores aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.