Fakta
- 6 stk. 1.269,90
2025 Jurançon Doux Lou Mansengou ØKO
- 6 stk. 1.269,90
249,-
332,- pr. l.
6 stk.
1.269,90
211,65 pr stk.
Spar 224,10
Beskrivelse
Lou Mansengou er en sød og koncentreret Jurançon på 100% Petit Manseng, hvor moden frugt får et friskt modspil af druens naturlige syre. Duften åbner med ananas, abrikos og kandiseret citrus, fulgt af honning, hvide blomster og diskrete toner af vanilje og krydderi fra lagringen på egetræ.
Druerne høstes ved overmodenhed, hvor de små, tykskallede bær har opnået stor koncentration. Det giver en fyldig og cremet vin med smag af eksotisk frugt, tørret abrikos og kandiseret appelsinskal. Sødmen er tydelig, men vinen bevarer friskhed og spændstighed, så udtrykket ikke bliver tungt. Fadet tilfører rundhed og et let ristet præg uden at skygge for frugten.
En klassisk Jurançon Doux med både sødme, friskhed og aromatisk intensitet. Den kan nydes ung for sin frodige frugt, men vil med flaskelagring udvikle mere honning, voks og tørret frugt.
Madmatch
Lou Mansengou er oplagt til foie gras og andre retter med andelever, hvor vinens sødme og syre balancerer fedmen. Den passer også til blåskimmelost, modne oste fra Pyrenæerne samt desserter med abrikos, ananas, citrus eller karamel. Vinen kan desuden serveres alene som et lille glas efter middagen.
Terroir
Domaine Larroudé ligger på de sydvendte skråninger ved Lucq de Béarn i den vestlige del af Jurançon. Jorden består af ler og silt med konglomerater af afrundede sten, som sikrer god dræning. Det milde, fugtige atlanterhavsklima møder varme føhnvinde fra Pyrenæerne, som tørrer og koncentrerer druerne sent på sæsonen. Det giver Petit Manseng både intens sødme og bevaret friskhed.
Producent
I området lige syd for Pau, inden Pyrenæerne for alvor bliver stejle, ligger Jurançon ufatteligt smukt. Små bitte veje snor sig af sted i Pyrenæernes bløde, grønne forbjerge, og umiddelbart ligner det ikke et vindistrikt. Når man prøver at finde vej, ser man næsten ingen vinmarker. Vingårdene ligger spredt og ofte gemmer vinstokkene sig for enden af de små veje, som udelukkende er anlagt for at de små traktorer kan nå frem til de bedste og stejleste skråninger.
Her ovenfor Lucq de Béarn og nedenfor en bakketop i en lille tidslomme finder vi Domaine Larroudé, der i det nye millennium ud fra mottoet ” Du beau, du bon, du bio…” (smuk, god, bio…) stile og roligt er begyndt at rivalisere Domaine Cauhapé og Henri Ramonteu, der ellers er blevet kaldt den ukronede konge af Jurançon.
Det er Christiane og Julien Estoueigt, der (nu også sammen med deres søn Jeremy) siden sidst i 1980'erne har været i gang med af forvandle familiens frugthaver og vinmarker. For som Julien, der er god for mange one liners, udtrykker det: "Alt det der skete, da maskinparkerne flyttede ind i laderne, og sprøjtemidlerne flyttede ud i vinmarkerne, ender med at været en parentes, når vi engang skal fortælle den helt store historie". Så de vinmarker, som rykkede ned, for at maskinerne kunne komme til er nu blevet opgivet, og på de fleste skråninger har Julien plantet forfra med vinstokke "som ikke var blevet dovne af at vente på den næste tåge af sprøjtemidler".
I starten var målet "blot" en omlægning til økologi, men undervejs flyttede målet sig således at Domaine Larroudé efter en lang rejse i 2014 endelig kunne flage med biodynamikken og de formelle stempler i papirerne fra Ecocert.
Som Julien formulerede det, så blev det "plus qu’un métier, une passion!" (mere end et job, en passion!), og i dag kalder han det sit "vocation paysanne" (bondekald) "at leve i harmoni med jorden og vinstokkene og først observere, røre, lugte, smage og lytte til moder natur og siden frydes, over at vinstokkene kvitterer med at vise deres fulde potentiale, når vi lader jorden at ånde."
Domaine Larroudé disponerer over 43 ha. hvoraf de godt 10 ha. fordelt på 26 parceller er tilplantet med vinstokke. Der er overvejende tale om Petit og Gros Manseng, der er de 2 grønne signaturdruer i denne del af det sydvestlige Frankrig, men der er også enkelte rækker med den næsten forsvundne grønne Camaralet, og til rødvinene og roséen dyrkes Tannat og en lille smule Marselan, der er et interessant kryds mellem Cabernet Sauvignon, Grenache og Manseng Noir.
Til sammen resulterer dette i omegnen af 35.000 årlige flasker fordelt på 8 forskellige vine, hvor Løgismose har valgt udelukkende at fokusere på de hvide. Domaine Larroudé blev en del at Løgismose familien i 2010 og du kan læse mere om de vine vi aktuelt tilbyder her
“La pénicilline guéri les humains, le vin les rend heureux…”
(Penicillin helbreder mennesker, vin gør dem glade...)
Julien Estoueigt
Oprindelse
Region
Sud-Ouest dækker over et stort landområde med spredte appellationer i Frankrigs sydvestlige hjørne. Af transportmæssige årsager er mange af områderne placeret omkring floder, der gjorde det nemmere at fragte vin før i tiden. De mest vestlige områder er stærkt påvirket af Atalanterhavet, mens områderne længere fra kysten har mere udpræget fastlandsklima. Blandt de mest profilerede områder i Sud-Oust kan nævnes Madiran og Cahors, der står for kraftige rødvine på Malbec og Tannat og Jurancon, kendt for søde vine på Petit Manseng og Gros Manseng. Nærheden til Bordeaux giver endvidere genlyd i en række druesorter, der bruges særligt i Bergerac såsom Sauvignon Blanc, Semillon, Cabernet Sauvignon og Merlot.Distrikt
Jurancon ligger i Sydvestfrankrig for foden af Pyrenæerne ca 80 km fra den spanske grænse. Appellationen inkluderer kun hvidvin, og de lokale sorter, Petit Manseng og Gros Manseng er de mest udbredte med en smule Courbu, Camaralet og Lauzet. Jurancon Sec er den tørre version, Jurancon Doux er sød og Jurancon Tardive er meget sød. Der høstes over en lang periode, fra august og nogle år helt frem til januar. De varme vinde sydfra er med til at tørre druerne i løbet af efteråret, og de skrumper mere og mere som rosiner (passerillage). Trods der kun er knap 100 km til Atlanterhavskysten, er råd ikke det store problem, og druerne er derfor ikke påvirket af ædelråd. De søde udgaver er kendt for deres eksotiske smag af ananas, passionsfrugt og banan.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter