Fakta
- 6 stk. 6.624,90
Chambolle-Musigny Aux Beaux Bruns 1. Cru - ØKO
- 6 stk. 6.624,90
1.299,-
1.732,- pr. l.
6 stk.
6.624,90
1.104,15 pr stk.
Spar 1.169,10
Beskrivelse
Thierry Mortets Aux Beaux Bruns 2024 er Chambolle-Musigny i 1er Cru-format. Det er en parfumeret, præcis og elegant vin, men med mere dybde og struktur end de omkringliggende village-vine. Frugten kommer fra en lille, stenet parcel, hvor Pinot Noir får aromatisk finesse og en kølig mineralitet. Duften har kirsebær, hindbær, jordbær, viol og rosenblade, fulgt af diskrete strejf af mørkere bær, søde krydderier og fint egetræ. Smagen er tør, frisk og silkeblød med klar rød frugt, levende syre og tanniner, der er fine snarere end massive. 2024-årgangen giver vinen et køligt, klassisk udtryk, hvor elegance, længde og præcision fylder mere end kraft. En seriøs 1er Cru til kælderen, men også en vin, der med luft kan vise sin fine Chambolle-charme relativt tidligt.
Madmatch
Server den til retter, hvor vinens finesse ikke overdøves: andebryst, fasan, perlehøne, kylling med svampe, kalv, gris med urter, charcuteri og faste oste. Med nogle års flaskelagring vil den udvikle mere skovbund, krydderi og dybde, og her bliver fjervildt, svampe, trøffel, rådyr og retter med vin- eller fondbaserede saucer endnu mere oplagte.
Terroir
Aux Beaux Bruns ligger i Chambolle-Musigny, en kommune kendt for nogle af Côte de Nuits’ mest elegante og parfumerede Pinot Noir-vine. Hos Thierry Mortet kommer vinen fra en lille parcel på 0,22 ha med meget stenet og lav ler-kalkjord. Den stenede jord giver dræning, spændstighed og en mere præcis struktur, mens Chambolles fine ler-kalkprofil bidrager med rød frugt, blomsterduft og silkeblød tannin. Resultatet er 1er Cru-Bourgogne med både finesse, dybde og lang, aromatisk afslutning.
Producent
Thierry Mortet er bror til den berømte nu afdøde Denis Mortet. De arbejdede i en årrække sammen med deres far Charles Mortet, og da han trak sig tilbage 1991 lå det lige for, at sønnerne sammen skulle drive vingården videre.
Sådan blev det imidlertid ikke. Denis og Thierry havde hver sin idé om, hvordan druerne skulle forvandles til vin, og da de heller ikke var enige om, hvorledes vinstokkene skulle passes og plejes, så var der ingen anden udvej end at dele familiens forskellige parceller. Brødrene og faderen blev enige om fordelingen, og endnu engang betød et generationsskifte i Bourgogne, at vi fik flere vine at vælge i mellem, og færre flasker af hver enkelt vin.
Thierry Mortet fik 4 ha. og har siden erhvervet knap 4,5 ha., således at han i dag har 8,5 ha. hvilket er tilstrækkeligt til at producere i omegnen af 40.000 flasker om året fordelt på 11 vine. De omkring 50 (!) parceller omfatter følgende appellationer:
- Gevrey Chambertin: 3,97 ha. (heraf 0,14 ha. 1er Cru “Clos Prieur 1. Cru”)
- Chambolle-Musigny: 0,44 ha. (heraf 0,22 ha. 1er Cru “Beaux Bruns 1. Cru”)
- Bourgogne Rouge: 2,25 ha.
- Marsannay: 0,22 ha.
- Bourgogne Aligoté: 0,25 ha.
- Bourgogne Blanc: 0,83 ha.
- Burgundy Passetoutgrain: 0,44 ha.
Thierry er traditionelt funderet. Han køber sine fade hos Rousseau og Toutan og ved blandt andet fortsat at fjerne hovedparten af stilkene fra druerne forud for gæringen og ved efterfølgende holde igen med fadlagringen efterstræber han frugten og finessen frem for kraft og styrke.
Han blev tidligt optaget af en naturlige cyklus og biodiversiteten og i årevis, mens hans kollegaer lystigt forsatte med at sprøjte løs, har han praktiseret økologisk landbrug. Vi skal dog frem til 2007 før Thierry fandt det nødvendigt at få papir på sine arbejdsmetoder. Herefter var vinene økologisk indtil 2016 hvor vanskeligt vejrlig tvang ham til at sprøjte 2 gange med traditionelle bekæmpelsesmidler fordi han simpelthen ikke havde timer nok i døgnet og folk nok på lønningslisten til at modstå sygdomspresset (råd og meldug) ude blandt vinstokkene, hvorefter vinene formelt var konventionelle i 2016, 2017 og 2018. Siden har vejrguderne været mere nådige og fra 2019-årgangen og frem har vinene igen været certificeret økologiske.
Senest er next generation kommet på plads i skikkelse af datteren Lise Mortet, som i juli 2020 valgte at vende hjem til gården efter 9 år som Brand manager for Campari Group i México og inden da jobs for Tequila industrien i Guadalajara, Hotel Arts i Barcelona og La Maison du Chocolat i New York.
Løgismose importerede allerede vinene inden vingården blev delt, og i mere end 40 år har først Domaine Mortet Charles & Fils og siden Domaine Thierry Mortet og Domaine Denis Mortet været centrale i Løgismoses sortiment og centrale for de oplevelser, som gæsterne på Falsled Kro og i Kong Hans Kælder fik, når de ønskede sig Bourgogne i glassene.
Du finder vores aktuelle vine fra Thierry Mortet her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Distrikt
Chambolle-Musigny er en lille kommune appellation på Cote de Nuits i den nordlige del af Cote d'Or på ca 150 ha. Navnet er en kombination af bynavnet Chambolle og marknavnet Musigny, der referer til en af kommunens bedste marker. Appellationen ligger mellem Morey-St-Denis og Vougeot og indenfor kommunegrænsen findes 2 Grand Cru marker og 24 Premier Cru marker, alle placeret midt på Cote d'Or skråningen. Pinot Noir er stort set eneste dyrkede druesort med en enkelt undtagelse i form af Chardonnay plantet i begrænset omfang i Le Musigny marken. Vinene er kendt for at være blandt de fineste af de røde Bourgogne vine og sidestilles kvalitetsmæssigt ofte med Vosne-Romanee og Gevrey-Chambertin omend udtrykket sædvanligvis er mere elegant og parfumeret end de to andre.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter