Der findes vel næppe en Champagne der er mere "Pling Pling" end denne Armand de Brignac, der efter en kort optræden tilbage i 2006 i Jay-Z videoen "Show Me What You Got" blev den mest trendy vin på planeten og en uventet kommerciel succes for Cattier-familien, der godt nok havde rakt ud efter stjernerne i deres gamle kælder i landsbyen Chigny-les-Roses. Men de havde aldrig forestillet sig at det skib de havde sat i søen skulle blive forvandlet til et kuglelyn.
Jay-Z flirtede allerede dengang med Beyoncé og i videoen, der blandt andet er filmet på Kasinoet i Monaco siger de pænt nej tak til en flaske Cristal hvorefter de bliver tilbudt den allerførste flaske (må vi forstå) af en Champagne der meget passende for et kasino prydes af den stærkeste trumf, et Spar Es, på etiketten. Sekvensen fylder mindre end 10 sekunder i videoen, men allerede inden der var gået en uge var alle hylder i USA støvsuget for Armand de Brignac.
Her plejer man at sige at resten er historie, men sådan er det ikke helt her. Hvad der startede med en produktion af 6.000 flasker af en enkelt vin, er nu blevet til 6 forskellige og familien Cattier er godt på vej op imod en samlet produktion på 300.000 flasker, som skulle være det maksimum, som de nuværende fysiske rammer sætter, og for Jay-Z og Beyoncé er det blevet mere end en flirt både på det personlige plan og med hensyn til Champagnen. I november 2014 erhvervede de for et uoplyst millionbeløb rettighederne til Armand de Brignac i USA fra Sovereign Brands og senest har de i marts 2022 i et jointventure med gigantiske Moët-Hennessy erhvervet 50% af selve Champagnehuset.
Man kan vælge at være forarget over historien og forarget over prisen, og hvis man smager vinen med surmulen på, så er her bestemt intet opmuntrende i flasken, og det er ganske vist, at der er 100-vis af Champagner, som kan det samme til en brøkdel af prisen. Men man kan også vælge at parkere sine fordomme og købe præmissen. Visse dele af verden er for længst gået fra forstanden, og i glasset er dette en absolut vellavet og ordentlig Champagne, der tilmed kommer med en fin kommerciel dosage på omkring 9 g., der gør den meget bredt appellerende og yderst behagelig uden anden ledsagelse end det gode selskab.
Gold er den første Armand de Brignac, og Champagnen der skabte al balladen. Et blend af frugt fra 3 forskellige årgange (med et uoplyst forhold mellem de 3 år) som fadlagres i 12 måneder inden tirage og derpå modner mindst 42 måneder i flasken inden degorgement.