Fakta
- 1 stk. 4.670,75
Clos de Vougeot Grand Cru
- 1 stk. 4.670,75
5.495,-
7.326,67 pr. l.
1 stk.
4.670,75
Spar 824,25
Anbefalinger
Jasper Morris Inside Burgundy
96-98 5 Star Wine
Jasper Morris - December 2021
Allen Meadows - Burghound
91-94
Allen Meadows - Januar 2022
Vinous by Antonio Galloni
94-96
Neal Martin - December 2021
Robert Parker - The Wine Advocate
93-95
William Kelley - Januar 2022
La Revue du Vin de France
18
Guide vert 2023
Beskrivelse
Arnaud Mortet brillerer i sin 15. høst efter faderens tragiske selvmord nok engang med en kollektion, der i ubesværet og virtuos stil demonstrerer, at stor ungdommelig charme og drinkability i de bedste hænder sagtens kan kombineres med et udviklingspotentiale, der for de større vines vedkommende rækker både 10, 15 og måske 20 år ud i fremtiden.
Vi er således med denne Clos de Vougeot igen oppe på den helt store klinge. En vidunderlig vin hvor alle de små nuancer skiftevis holder igen og fører sig frem, som om de blev dirigeret af Il Maestro Zubin Mehta. Arnaud Mortet har 0,32 ha. med omkring 50 år gamle vinstokke midt på skråningen lige nedenfor den berømte parcel, som tilhører Château de la Tour. Der er plantet til en tæthed på 10.000 vinstokke pr. ha., hvilket i de mest gavmilde år giver op mod 1.500 flasker at gøre godt med. Andre gange blot det halve!
Den lille parcel passes efter økologiske principper og høsten er manuel og klaserne transporteres ned til vingården i små plastikkasser. Her bliver en del af stilkene nænsomt fjernet hvorefter der bliver foretaget en sortering drue for drue inden de blev fyldt på en rustfri gæringstank hvor de smukkeste hele drueklaser allerede venter. Gæringen starter køligt (ved 13 til 14 grader) i de første 4-5 dage, hvorefter temperaturen hæves og vinen gærer færdig i yderligere 10-12 dage med både omrøringer og overpumpninger. Herefter følger 18 måneder på fade (70% nye og 30% én gang brugte) alle fra velansete François Frères frem mod sammenstikningen af den endelige cuvée og aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering.
Det er den 4. årgang fra Arnaud Mortets nye/totalrenoverede kælder og helt sikkert en af de bedste vine der er produceret på Clos de Vougeot i 2020. Allerede en meget generøs vin som efter bare få minutter i glasset leverer et kalejdoskopisk fyrværkeri af moden røde bær, der svømmer væk i krudt og tobak fra fadene for til sidst at lande i et udtryk, som nærmest har en sødmefyldt midte inden smeltende bløde tanniner og næsten salt mineralitet vil det anderledes.
Arnaud Mortet er også selv glad for sine vine fra 2020, og da den berømte kritiker Allen Meadows var forbi i januar 2022 for at smage vinene udtalte han blandt andet:
"The growing season wasn't too difficult to manage as it was so hot and dry that there really wasn't much disease pressure. There was a bit of hydric stress but overall, all the work we have done in the vines over the years really pays off in vintages like 2020 as the root systems are sufficiently developed such that the vines can find enough nourishment and water. I chose to begin picking on the 25th of August and brought in all 16 ha in only seven days. The bad news was that despite the fruit being essentially as clean as could be, there wasn't much of it as there was just no juice in the berries. So even though there was basically no sorting necessary, yields averaged only 25 hl/ha. Potential alcohols were perfectly good but not high as they averaged right at 13%, which is lower than the 13.2 to 13.8% in obtained in 2019. I used between 50 and 70% whole clusters while again vinifying softly as the skins were very thick. I like the style of the 2020s quite a bit because even though they're riper than normal, they're also really fresh, energetic and concentrated."
Bemærk at vores allokering fra Domaine Denis Mortet er stærkt limiteret, og at vinene trods de bemærkelsesværdige prispunkter er meget efterspurgte.
Producent
La Revue du Vin de France, som de fleste stadig regner for den førende franske vin guide, begavede tidligt Denis Mortet med de maksimale 3 stjerner, og rangerede dermed dette hus på linje med Domaine de la Romanée Conti og Domaine Leroy.
Det skete på trods af, at Dennis Mortet dengang kun rådede over 2 små parceller med Grand Cru status på Chambertin og Clos Vougeot, og da Denis Mortet senere i en alder af 51 i 2006 tog sit eget liv, og overlod det til hustruen Laurence og sønnen Arnaud at videreføre livsværket, rystede folkene bag La Revue du Vin de France heller ikke på hånden. Domaine Mortet beholdt de 3 prestigefyldte stjerner i endnu et årti, indtil der begyndte at komme sprækker i den berømte guides Bourgogne anmelderi.
Arnaud nåede at stå skulder ved skulder med sin far de sidste år, hvor helbredet og psyken begyndte at skrante, og siden han blev alene, er det lykkedes ham at opfylde sin fars drøm om at producere vine, der både er intense OG raffinerede. Vine som både kan drikkes med stor fornøjelse, når de er unge og friske, og samtidig betaler stort tilbage, når vi viser dem tillid og gemmer dem væk i en god kælder.
Set i bagklogskabens klare lys var Denis Mortets vine til den mørke og meget kompakte side, og hans mantra om at behandle al sin frugt som var den af Grand Cru status (hvilket blandt andet betød 100 % ny eg i alle vine), ledte frem til vine, som måske var mere imponerende end charmerende. Denis Mortet havde da også i sine sidste år selv indset, at hans ideer konfliktede med eftersøgningen af den territoriale energi og den største elegance.
Det er derfor helt i faderens ånd, at Arnaud i sine første 15 år gradvist er begyndt at vinificere blidere og har reduceret både andelen af nye fade og den tid, som vinene får lov til at tilbringe i fadede. Samtidig er Arnaud blevet mere og mere optaget af de frugtige elementer og friskheden i vinene, og det har ledt frem til en lidt tidligere høst og stadig større fokus på anvendelsen af hele drueklaser og/eller klynger af druer, der er befriet for hovedstilken.
Arnaud har haft held med sit projekt. Alle kilder beskriver ham som en højt begavet Vigneron, og der er bred enighed om, at vinene i glasset nu, med deres yndefulde parfumerede frugt og raffinerede tanniner, år efter år svæver over det niveau, som hans far sluttede på med sin fantastiske svanesang med vine fra 2005-årgangen.
I dag kultiverer Laurence, Arnaud og lillesøsteren Clémence, der vendte tilbage til familien i 2013, lige i omegnen af 16 ha. fordelt på flere end hundrede små parceller på strækningen mellem Daix oppe på Dijon-plateauet og ned til Vougeot. Og det er noget af en udvikling siden brødrene Denis og Arnoux Mortet i 1992 valgte at dele familiedomænet.
Denis fik dengang 4,5 ha. i Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny og Vougeot med sig, og allerede i 1993 fik Laurence og Denis mulighed for at overtage gode bidder af de 3 lieu dits En Motrot, Au Vellé, En Champs samt Premier Cru marken Lavaux Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin og en luns af Les Longeroies oppe i Marsannay. Det bragte de samlede besiddelser op i nærheden af 10 ha., og siden er det gået slag i slag:
- 1997: Parceller på En Combe du Dessus i Gevrey-Chambertin
- 1999: En parcel på Le Chambertin
- 2000: Flere små parceller bl.a. på En Derée i Gevrey-Chambertin
- 2011: Flere parceller i Fixin og Gevrey-Chambertin
- 2012: En parcel på Bonnes-Mares og en andet på Mazis-Chambertin
- 2016: Overtagelsen af 4 ha. med overvejende gamle vinstokke fra en vinbonde på vej på pension. Bl.a. parceller på de 2 Premier Cru marker Les Perrières og Lavaux Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin samt ikke mindst 2 små parceller på Charmes-Chambertin og Mazoyères-Chambertin.
Frugten fra dette patchwork af jordlodder alle udelukkende tilplantet med Pinot Noir veksles til følgende vine:
Grand Cru:
Clos de Vougeot | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,32 ha
Chambertin | vinstokkenes alder: ca. 60 år | areal: 0,15 ha
Bonnes-Mares | vinstokkenes alder: ca. 70 år | areal: 0,35 ha
Mazis-Chambertin | vinstokkenes alder: ca. 70 år | areal: 0,25 ha
Echezeaux | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,25 ha
Premier Cru:
Gevrey-Chambertin | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,25 ha
Gevrey-Chambertin Les Champonnets | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,3 ha
Gevrey-Chambertin Champeaux | vinstokkenes alder: ca. 70 år | areal: 0,45 ha
Gevrey-Chambertin Lavaux-Saint-Jacques | vinstokkenes alder: ca. 60 år | areal: 1,2 ha
Chambolle-Musigny Aux Beaux Bruns | vinstokkenes alder: ca. 40 år | areal: 0,23 ha
Villages:
Gevrey-Chambertin Mes Cinq Terroirs | vinstokkenes alder: ca. 70 år | areal: 6 ha
Fixin Champs Pennebaut | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,35 ha
Fixin Vieilles Vignes | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 0,75 ha
Marsannay Les Longeroies | vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 1,1 ha
Bourgogne Rouge Cuvée de Noble Souche | vinstokkenes alder: ca. 35 år | areal: 1 ha
Selv for et meget succesfuldt domæne som Mortet var overtagelsen af de sidste 4 ha. i 2016 en meget stor mundfuld. Derfor blev der lavet et par kontrakter, hvor man dels leasede vinmarkerne dels efterfølgende købte druerne, og da det kan opfattes som et negociant forhold, har det medført, at vinene fra disse parceller siden 2018 høsten er blevet holdt udenfor Domaine Denis Mortets portofølge.
I stedet tappes og markedsføres de under navnet Domaine Arnaud Mortet:
Charmes-Chambertin Grand Cru | vinstokkenes alder: ca. 90 år | areal: 0,27 ha
Mazoyères-Chambertin Grand Cru | vinstokkenes alder: ca. 70 år | areal: 0,45 ha
Gevrey-Chambertin Les Perrières 1. Cru | vinstokkenes alder: ca. 60 år | areal: 0,38 ha
Gevrey-Chambertin Lavaux-Saint-Jacques 1. Cru | vinstokkenes alder: ca. 60 år | areal: 1,2 ha
Gevrey-Chambertin Villages |vinstokkenes alder: ca. 50 år | areal: 1,7 ha
Løgismose har i mere end 20 år modtaget den allokering, som Domaine Denis Mortet synes, skal sendes i Danmarks retning. Der er hvert år tale om stærkt begrænsede mængder, som ankommer i det sene efterår, og da vinene trods prisernes himmelflugt er særdeles efterspurgte, vil der være vine som vi ikke viser i webshoppen. Hvis du er liebhaver til særlige vine, er du altid velkommen til at sende en forespørgsel til salg@loegismose.dk
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Distrikt
Vougeot ligger i hjertet af Cote de Nuits i Bourgogne mellem de prestigefyldte kommuner Vosne-Romanée og Chambolle-Musigny. Vougeot er hjemsted for Bourgognes største Grand Cru mark, Clos de Vougeot, der dog ikke indgår i selve appellationen Vougeot, eftersom den har sin egen appellation. Vougeot dækker 4 Premier Cru marker på samlet ca 12 ha og er i sig selv en lille appellation på blot 16 ha. I et område domineret af rødvinsproduktion på Pinot Noir, skiller Vougeot sig ud eftersom 1/3 af produktionen er hvidvin på Chardonnay.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter