Fakta
- 6 stk. 555,90
Côtes de Gascogne Les Quatre Cépages ØKO
- 6 stk. 555,90
109,-
145,33 pr. l.
6 stk.
555,90
92,65 pr stk.
Spar 98,10
Beskrivelse
Hvis det skal være fransk, hvis det ikke skal være mainstream og hvis prispunktet også gerne må være appellerende er der al mulig grund til at skele til Gascogne. Et smukt og frodigt område sydøst for Bordeaux hvor de fleste druer for ikke så forfærdelig mange år siden blev indvejet på kooperativerne, for at blive forvandlet til vine, der efterfølgende kunne destilleres og modne til Armagnac.
Sådan er det ikke helt længerere. Destilleriernes lagre bugner, og det har her i det nye millennium fået et par håndfulde producenter til at satse på vine der ikke "bare" skal destilleres, og ved at blande områdets traditionelle lokale grønne druer med lidt eller en hel del Sauvignon Blanc er de lykkedes med at skabe nogle forfriskende og appellerende hvidvine med nogle aromatiske profiler, som i de bedste øjeblikke kan forveksles med Sancerre. Så godt hjulpet på vej af prisernes himmelflugt i Sancerre har du fundet sig en lukrativ niche.
En af de vingårde, som virkelig har fanget tidsånden, er Domaine de Pajot som på få år har tredoblet produktionen af denne "Les 4 Cépages", der, som navnet antyder, er sammenstukket af vine fra 4 druesorter. Nærmere bestemt de regionale grønne druer Colombard, Ugni Blanc og Gros Manseng og så den invasive Sauvignon Blanc. Der er tale om frugt fra vinstokke, der kultiveres uden herbicider, kemiske insekticider og syntetisk kvælstofgødning, men i stedet med vekslende alternative afgrøder mellem rækkerne af vinstokke og med får der fouragere, lige fra de sidste druer er plukket i efteråret og frem til vinstokkene atter springer ud i foråret.
Høsten er manuel, og efter en soignering af klaserne presses de til en most, som får lov til at samle sig i et døgn eller mere inden den forvandles til vin i rustfrit stål. De 4 druesorter vinificeres hver for sig, men allerede i november sammenstikkes den endelige cuvée, som derpå modner i yderligere nogle måneder uden malolaktisk forgæring frem mod en let filtrering og aftapningen på flaske.
En livlig næsten insisterende hvidvin som byder sig til med mildt pirrende småeksotiske noter af ananas, melon og pære, som først får kant fra ikke helt modne æblekerner i næsen og derpå endnu mere kant fra den syrlige mineralitet i vinens epicenter.
Sancerre look-a-like eller ej. Prispunktet taget i betragtning er dette imponerende fransk hvidvin.
Producent
Domaine de Pajot ligger i bakkerne øst for den hyggelige provinsby Eauze, der kan bryste sig med titlen som hovedstaden for produktion af Armagnac.
Domænet blev købt af Edmond Barreau i 1973. Han var oprindeligt landmand fra Normandiet, men øjnede muligheden for at få et bedre liv ved at rykke sydpå, plante vinstokke og etablere en egenproduktion af Armagnac, og i de kommende 10 år knoklede han sammen med sine to heste for at realisere drømmen. Hans søn Jean overtog driften af ejendommen i 1984. Jean pensionerede hestene, købte en traktor og satte skub i den udvikling, som har betydet at Domaine de Pajot sammen Château Arton og måske Domaine du Tariquet i dag er den ypperste ambassadør for Côtes de Gascogne appellationen.
Jean blev tidligt opmærksom på de miljømæssige ulemper ved det konventionelle landbrug og sammen med Domaine Séailles begyndte Domaine de Pajot at fokusere på bæredygtigheden flere år før myndighederne fik formaliseret de forskellige certificeringssystemer. Jean rakte i 2015 stafetten videre til sin søn Damien, og han blev den, der stædigt plæderede for, at økologien var blevet en industrinorm, og at det var helt andre tiltag, der skulle til både i vinmarkerne og i kældrene, hvis vi for alvor ville miljøet og de kommende generationer det bedste.
Så da Damien alt for tidlige gik bort i 2023 blev han kærligt mindet som egnens første "désherbeuses" (ukrudtsbonde) i lokalavisen "Le Petit Journal". Og det var ikke uden grund, for ud over at fravælge uden herbicider, kemiske insekticider og syntetisk kvælstofgødning plantede han også vekslende alternative afgrøder (ukrudt) mellem rækkerne af vinstokke og siden 2020 har der også været en flok får der har fået lov til at fouragere i vinmarkerne lige fra de sidste druer er plukket og frem vinstokkene springer ud i foråret.
I dag er det Damiens søn og Edmond Barreaus oldebarn Clément, der i 4. generation driver Domaine de Pajot videre med uformindsket fokus på kvalitet og respekt for miljøet.
Data & fakta:
- Ejerforhold: Familien Barreau
- Vinmager: Clément Barreau
- Etableret: Af Edmond Barreau i 1973
- Druesorter: Overvejende Gros-Manseng, Ugni Blanc, Colombard og Sauvignon Blanc, men også Merlot, Cabernet Sauvignon, Grenache og Pinot Noir
- Tilplantet areal: 60 hektar. Heraf omkring 35 ha. med vinstokke.
- Årlig produktion: Op mod 150.000 flasker fordelt på 6 forskellige vine. Derudover også Armagnac og Floc de Gascogne
- Praksis: Ingen brug af herbicider, kemisk-syntetiske insekticider, syntetisk kvælstofgødning etc. Sekundære afgrøder mellem vinstokkene. Fåreflok til naturpleje udenfor vækstsæsonnen.
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber
- Manuel høst: Ja
- Medlemskaber: Vignerons Indépendants de France
- Certifikater: Økologisk (Agriculture Biologique FR-BIO) siden 2001
- Relation: En del af Løgismosefamilien siden sommeren 2025
Oprindelse
Region
Sud-Ouest dækker over et stort landområde med spredte appellationer i Frankrigs sydvestlige hjørne. Af transportmæssige årsager er mange af områderne placeret omkring floder, der gjorde det nemmere at fragte vin før i tiden. De mest vestlige områder er stærkt påvirket af Atalanterhavet, mens områderne længere fra kysten har mere udpræget fastlandsklima. Blandt de mest profilerede områder i Sud-Oust kan nævnes Madiran og Cahors, der står for kraftige rødvine på Malbec og Tannat og Jurancon, kendt for søde vine på Petit Manseng og Gros Manseng. Nærheden til Bordeaux giver endvidere genlyd i en række druesorter, der bruges særligt i Bergerac såsom Sauvignon Blanc, Semillon, Cabernet Sauvignon og Merlot.Distrikt
Côtes de Gascogne ligger i Gers-departementet samt dele af Landes og Lot-et-Garconne det sydvestlige Frankrig og med omkring 12.000 ha. tilplantet med vinstokke er der tale om det 4. største vindistrikt i Frankrig. Vinmarkerne ligger spredt som små enklaver i maleriske bølgende bakker med maritime fyrretræer og cypresser, og der er tale om et mægtigt område, der strækker sig fra Bordeaux ned langs Atlanterhavskysten mod den spanske grænse og øst over ind i landet helt over mod Toulouse. Selvom der har været dyrket vin siden romertiden blev Côtes de Gascogne først et vindistrikt i 1979, da myndighederne endelig blev enige om fælles retningslinjer for produktionen og de formelle afgrænsninger i forhold til områdets 3 AOC-distrikter Armagnac, Madiran og Saint-Mont.
Vinmarkerne er stadig domineret af de lokale druer Courbu, Gros Manseng og Colombard, men i de sidste 20 år har Chardonnay og i særdeleshed Sauvignon Blanc også fundet vej til Côtes de Gascogne, og samlet tegner hvidvinene sig for 90% af produktionen, mens Tannat, Malbec, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og senest også Grenache leverer frugten til rosé- og rødvinene. På grund af den store geografiske spredning med meget varierede jordbundsforhold, fugtige forår og milde somre ude ved kysten og et mere kontinentalt klima inde i landet med mere varme og mindre nedbør varierer udtrykket i vinene meget, men overordnet efterstræber de fleste producenter de slanke, frugtige, sprøde og helt tørre hvidvine.
Næringsdeklaration
Indeholder ikke sulfitter