Fakta
- 6 stk. 6.624,90
Gevrey-Chambertin Clos Prieur 1. Cru - ØKO
- 6 stk. 6.624,90
1.299,-
1.732,- pr. l.
6 stk.
6.624,90
1.104,15 pr stk.
Spar 1.169,10
Beskrivelse
Clos Prieur 2024 er en lille og sjælden 1er Cru fra Gevrey-Chambertin, hvor Thierry Mortet får Pinot Noir fra gamle vinstokke på en meget tynd ler-kalkholdig jord over kalksten. Det giver en vin med mere dybde og struktur end husets village-vine, men stadig i Mortets præcise og elegante stil. Duften har kirsebær, hindbær, skovbær, solbær, viol og diskrete strejf af krydderi, skovbund og fint egetræ. Smagen er tør, frisk og fast med klar frugt, levende syre og tanniner, der allerede føles velbyggede, men som tydeligt peger mod lagring. 2024 er ikke en tung eller overmoden årgang; her handler det om energi, finesse og klassisk Gevrey-struktur. Kun 418 flasker er produceret.
Madmatch
Server den til retter med samme balance mellem kraft og finesse: and, kalv, oksefilet, vildtfugle, svampe, lam, gris med stegeskorpe eller faste oste. I de første år bør den gerne få luft og serveres til mad med lidt fedme og dybde. Med flaskelagring vil den passe endnu bedre til vildt, braiserede retter, svampe og saucer med fond eller vin.
Terroir
Clos Prieur ligger i Gevrey-Chambertin og regnes blandt kommunens 1er Cru-marker. Hos Thierry Mortet kommer vinen fra to små parceller med ca. 70 år gamle vinstokke, plantet på en jordbund med kun 15–20 cm ler-kalk før kalkstenen tager over. Den lave jorddybde begrænser vinstokkenes vækst og giver små mængder vin med koncentration, tannin og mineralsk fasthed. Det er Gevrey i en mere seriøs og struktureret form, men stadig med den røde frugt og aromatiske præcision, der kendetegner Mortets arbejde.
Producent
Thierry Mortet er bror til den berømte nu afdøde Denis Mortet. De arbejdede i en årrække sammen med deres far Charles Mortet, og da han trak sig tilbage 1991 lå det lige for, at sønnerne sammen skulle drive vingården videre.
Sådan blev det imidlertid ikke. Denis og Thierry havde hver sin idé om, hvordan druerne skulle forvandles til vin, og da de heller ikke var enige om, hvorledes vinstokkene skulle passes og plejes, så var der ingen anden udvej end at dele familiens forskellige parceller. Brødrene og faderen blev enige om fordelingen, og endnu engang betød et generationsskifte i Bourgogne, at vi fik flere vine at vælge i mellem, og færre flasker af hver enkelt vin.
Thierry Mortet fik 4 ha. og har siden erhvervet knap 4,5 ha., således at han i dag har 8,5 ha. hvilket er tilstrækkeligt til at producere i omegnen af 40.000 flasker om året fordelt på 11 vine. De omkring 50 (!) parceller omfatter følgende appellationer:
- Gevrey Chambertin: 3,97 ha. (heraf 0,14 ha. 1er Cru “Clos Prieur 1. Cru”)
- Chambolle-Musigny: 0,44 ha. (heraf 0,22 ha. 1er Cru “Beaux Bruns 1. Cru”)
- Bourgogne Rouge: 2,25 ha.
- Marsannay: 0,22 ha.
- Bourgogne Aligoté: 0,25 ha.
- Bourgogne Blanc: 0,83 ha.
- Burgundy Passetoutgrain: 0,44 ha.
Thierry er traditionelt funderet. Han køber sine fade hos Rousseau og Toutan og ved blandt andet fortsat at fjerne hovedparten af stilkene fra druerne forud for gæringen og ved efterfølgende holde igen med fadlagringen efterstræber han frugten og finessen frem for kraft og styrke.
Han blev tidligt optaget af en naturlige cyklus og biodiversiteten og i årevis, mens hans kollegaer lystigt forsatte med at sprøjte løs, har han praktiseret økologisk landbrug. Vi skal dog frem til 2007 før Thierry fandt det nødvendigt at få papir på sine arbejdsmetoder. Herefter var vinene økologisk indtil 2016 hvor vanskeligt vejrlig tvang ham til at sprøjte 2 gange med traditionelle bekæmpelsesmidler fordi han simpelthen ikke havde timer nok i døgnet og folk nok på lønningslisten til at modstå sygdomspresset (råd og meldug) ude blandt vinstokkene, hvorefter vinene formelt var konventionelle i 2016, 2017 og 2018. Siden har vejrguderne været mere nådige og fra 2019-årgangen og frem har vinene igen været certificeret økologiske.
Senest er next generation kommet på plads i skikkelse af datteren Lise Mortet, som i juli 2020 valgte at vende hjem til gården efter 9 år som Brand manager for Campari Group i México og inden da jobs for Tequila industrien i Guadalajara, Hotel Arts i Barcelona og La Maison du Chocolat i New York.
Løgismose importerede allerede vinene inden vingården blev delt, og i mere end 40 år har først Domaine Mortet Charles & Fils og siden Domaine Thierry Mortet og Domaine Denis Mortet været centrale i Løgismoses sortiment og centrale for de oplevelser, som gæsterne på Falsled Kro og i Kong Hans Kælder fik, når de ønskede sig Bourgogne i glassene.
Du finder vores aktuelle vine fra Thierry Mortet her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Distrikt
Gevrey-Chambertin ligger på Cote de Nuits i den nordlige del af Cote d'Or. Gevrey er navnet på den lille by, hvor omkring markerne ligger, og Chambertin er navnet på kommunens fineste mark samt indgår i flere af Grand Cru navnene. Hele 8 (9 hvis Mazoyeres-Chambertin tælles med, det meste vin fra Mazoyeres-Chambertin markedsføres som Charmes-Chambertin) Grand Cru marker findes i Gevrey-Chambertin, hvorfra der produceres nogle af Bourgognes og verdens mest eftertragtede vine. Kommunen dækker ca 435 ha vinmarker og flankeres mod syd af Morey-St-Denis. Kun rødvin må produceres og druesorten er Pinot Noir. Vinene anses generelt for at være blandt de mest strukturerede og maskuline røde Bourgognevine og vil som oftest have et rigtig godt lagringspotentiale.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter