Fakta
- 6 stk. 1.065,90
Macon-Villages Cuvée JP ØKO
- 6 stk. 1.065,90
209,-
278,67 pr. l.
6 stk.
1.065,90
177,65 pr stk.
Spar 188,10
Beskrivelse
Château de Javernand er kendt for at levere arketypiske og legesyge Beaujolais vine på højt niveau, hvor de to venner bag vinene Arthur Fourneau og Pierre Prost med en holistisk tilgang til produktionen omfavner både bæredygtigheden og biodiversiteten. Og så gør det jo ikke noget, at Pierre har trukket en håndfuld små parceller med ind i projektet, så de nu også kan tilbyde en hvid Bourgogne og så denne hvide Mâcon Blanc, der som en lille kærlig hilsen har fået Pierre’s fars initialer på etiketten.
Sammenlagt drejer det sig om 3 ha., som Jacques Prost kultiverede frem til 2013 oppe omkring landsbyen Serrières 20 km. længere nordpå. Der er tale om frugt fra 20 til 50 år gamle vinstokke, der står i en blanding af småsten og leret jord, og efter 6 års konvertering har vinstokkene nu fået det økologiske stempel.
Høsten er manuel med en soignering af klaserne, allerede når de klippes fra vinstokkene, hvorefter druerne køres ned til vingården på bagsmækken af families pickup. Herfra ryger de direkte i den pneumatiske presse, hvor de forsigtigt presses til en most, som får lov til at bundfælde/sætte sig i et par dage inden den uden fremmede gærstammer og uden tilsætning af svovl forvandles til en vin, som efterfølgende med fuld malolaktisk forgæring modner 8 måneder i tanken inden den i maj 2025 blev fyldt på flasker med bare den lille smule svovl, som Arthur og Pierre vurderer nødvendig for at undgå flaskevarians.
En fin, frisk, mild og ligefrem Chardonnay. Diskret blomstrende med associationer til solvarme røde æbler, mirabelle, mandarin og lime, der eksekveres på en smuk bund af lettere saltet mineralitet ikke ulig den, man også kan opleve i Chablis. En dejlig u forceret vin, som man let bliver hooked på.
Da dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi nærmer vi os naturvinsfamilien, taler vi i Løgismose - ligesom mange andre - om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers, har vi valgt at graduere oplevelsen på en skala fra 1 til 4. Her oplever vi
Forvent ingen eller meget begrænsede naturvinskarakteristika
Producent
Hvis det du forbinder med god Beaujolais er frugt frem for fad og finesse frem for power, så behøver du ikke lede længere. Château de Javernand leverer på højt niveau og vinene er på én gang arketypiske og legesyge.
Château de Javernand, der ret beset mere ligner en smuk villa frem for et slot, blev erhvervet Auguste Faye tilbage i 1917. Han var vinhandler i Mâcon og kom egentlig for at købe høsten, men blev så fortrykket af idyllen og udsigten, der på klare dage også inkluderede Alperne i horisonten, at han endte med at købe hele ejendommen.
I dag er det så hans oldebarn i skikkelse af Arthur Fourneau, der sammen med vennen Pierre Prost fører ejendommen videre. De fandt sammen på ingeniørskolen i Lyon og da Pierre efterfølgende blev kæreste (og senere gift) med Arthurs kusine Mathilde Pénicaud lå det ligesom i kortene, at Château de Javernand skulle være deres fælles projekt. Ikke mindst fordi Pierre var vokset op i en familie af vinbønder i Mâcon og fik muligheden for at trække knap 4 veleksponerede ha. fra hjemegnen med ind i projektet.
Arthur fik nøglerne til kælderen af sin far i 2011, og siden har han sammen med Pierre ohg Mathilde på begavet vis formået løfte Château de Javernand helt op i toppen af hierarkiet, hvilket blandt andet har ledt frem til, at Bourgogne Aujourd'hui - det måske mest dedikerede Magasin helliget vinene fra Bourgogne - har medtaget Château de Javernand på deres seneste liste over de 50 mest betydningsfulde vingårde i Beaujolais.
For Arthur og Pierre handler det om meget mere end økologi, og da de sagtens kan sælge deres vine, har de ikke haft travlt med at få fingrede i de økologiske certifikater. I stedet har de fundet tid til at blive medstiftere af "Vigneron.ne.s du Vivant en Beaujolais" (VvB), der i løbet af blot et par år har formået at tiltrække flere end 40 vingårde i et fælles projekt, der handler om at gøre jorden levende igen, at dæmpe virkningen af den globale opvarmning, at give vinstokkene et længere liv, at fremme biodiversitet og ikke mindst om at producere sundere druer, der kan forvandles til endnu bedre vine.
I praksis er VvB blevet et forum for vidensdeling omkring agroøkologi og et indkøbsfællesskab, som formår at presse priserne, når f.eks. 10.000 vinstokke skal rives op for at skabe plads til levende hegn og træer i vinmarkerne. Pierre fortæller, at de er på vej væk fra de traditionelle 10.000 vinstokke pr. ha., og at han i samarbejde med Marceau Bourdarias, der er ekspert i vinstokkenes fysiologi, har regnet sig frem til, at det med 5.000 - 6.000 vinstokke pr. ha. vil være muligt at balancere økonomi og bæredygtighed. Færre vinstokke vil betyde mindre arbejde, og ved at lade vinstokkene vokse i højden vil det være muligt at begrænse udbyttetabet samtidig med, at flagermusene og fuglene vender tilbage, og skaderne fra mange års intensive vinavl med generøse mængder herbicider og pesticider langsomt reduceres.
Pierre, Arthur og Mathilde modtager meget gerne besøg, og inden smagningen af vinene på terrassen eller i kælderen er en tur ud blandt vinstokkene, buskene og træerne et must. Eventuelt med et smut forbi Mathildes atelier, hvor hun smeder dristige skulpturer, borde, lamper og vaser. Eller endnu bedre med et smut op på Col de Burbize, hvor Mathilde i 2023 har fået opstillet en mægtig flaske Chiroubles i smedejern formet af en mosaik af vinmarker og omgivet af en vinbønder, der beskærer vinstokke, plukker druer og skåler i Beaujolais.
Château de Javernand blev en del af Løgismose familien i april 2024, men inden da har en særlig cuvée der var "Séléctionné et mis en bouteille par Georges Duboeuf", med mellemrum fornøjet rigtig mange medlemmer af Løgismoses hedengangne vinklub. Samarbejde med Georges Duboeuf ophørte imidlertid kort efter Pierre og Arthur kom til med ambitionen om selv at aftappe og markedsføre hele produktionen.
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter