Fakta
- 6 stk. 33.150,-
NV Champagne Les Enfers Blanc de Blanc Extra-Brut
- 6 stk. 33.150,-
6.500,-
8.666,67 pr. l.
6 stk.
33.150,-
5.525,- pr stk.
Spar 5.850,-
Beskrivelse
En dyb og struktureret Blanc de Blancs med citrusolie, gul pære og moden stenfrugt i duften, fulgt af mandel, bivoks, friskbagt brød og et diskret røget præg. Smagen er fyldig og lagdelt med en cremet mousse, levende syre og en lang, salt og præcis afslutning.
Les Enfers viser Chardonnay i et udpræget vinøst format. Gæringen i træ, reservevinene og den meget lange modning på gærresterne tilfører kompleksitet og bredde, men vinen bevarer en fast mineralsk kerne. Den åbner sig gradvist i glasset og bør behandles som en stor hvidvin snarere end som en enkel aperitifchampagne.
Madmatch
Server den til stegt hummer, kammuslinger, pighvar eller fjerkræ med svampe og lys sauce. Kombinationen af fylde, syre og salt mineralitet fungerer også til kalv, risotto og faste oste. Server ved 11–13 °C i rummelige hvidvinsglas.
Terrroir
Les Enfers er en blot 0,62 hektar stor østvendt parcel i Congy, umiddelbart ved siden af Les Roises. De cirka 40 år gamle Chardonnay-stokke vokser i ler og flint over en kalkholdig undergrund. Den østlige eksponering giver en langsom og jævn modning, mens kombinationen af ler og kalk skaber både fylde, tekstur og mineralsk spænding.
Producent
Ulysse Collin er på få årtier blevet et af de mest efterspurgte navne blandt Champagnes små, selvstændige producenter. Historien begynder dog langt tidligere. Familien Collin har dyrket vin omkring Congy i Coteaux du Petit Morin siden 1812, men i 1987 blev familiens marker og kælder bundet til et stort champagnehus gennem en længerevarende lejeaftale. Dermed ophørte den selvstændige produktion, og druerne forsvandt igen ind i regionens store blandinger.
Olivier Collin valgte en usædvanlig vej tilbage. Han begyndte at studere jura med en voksende ambition om at genvinde kontrollen over familiens jord. Interessen for vin var i mellemtiden blevet skærpet af Bourgognes enkeltmarker og siden af et kort, men betydningsfuldt ophold hos Anselme Selosse. I 2003 lykkedes det at få de første 4,5 hektar tilbage. Det ekstreme høstår blev solgt fra, men i 2004 vinificerede Olivier Chardonnay fra Les Pierrières og skabte den første champagne under navnet Ulysse Collin – opkaldt efter en af familiens forfædre.
Den burgundiske inspiration mærkes fortsat, men vinene har fundet deres egen tydelige identitet. Hver champagne tager udgangspunkt i en enkelt parcel, og forskellene mellem markerne får lov til at definere sortimentet. Les Pierrières er Chardonnay fra et tyndt jordlag over kalk med sort flint og giver husets mest ranke og stenede udtryk. Les Maillons kommer fra Pinot Noir på jernholdigt ler i Côte de Sézanne og er både mere kraftfuld og krydret; parcellen danner også grundlag for husets Rosé de Saignée. De nærliggende Chardonnay-marker Les Roises og Les Enfers ligger i Congy, men forskellige eksponeringer giver vinene hver deres balance mellem modenhed, spændstighed og åbenhed. Le Jardin d’Ulysse kommer fra den blandede parcel med Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier umiddelbart bag familiens hjem.
I kælderen gæres grundvinene i træ og gennemgår malolaktisk gæring. En del af hver høst gemmes som reservevin i store fade, opdelt efter parcel, så flere årgange kan sammensættes uden at udviske markens karakter. Vinene klares eller filtreres ikke inden andengæringen på flaske. Herefter følger en usædvanlig lang modning på gærresterne – typisk mellem fire og seks år – inden degorgering og en lav, nøje afstemt dosage.
Markarbejdet bygger på pløjning, organisk kompost og fravalg af herbicider, men domænet er ikke økologisk certificeret. Olivier Collin arbejder pragmatisk og forbeholder sig muligheden for at gribe ind ved alvorligt sygdomspres. Målet er ikke at følge en bestemt skole, men at bevare jordens liv og bringe de enkelte markers forskelle så klart som muligt frem i glasset.
Ulysse Collin ejer 8,7 hektar, men kun omkring 5,3 hektar vinificeres under eget navn. Resten sælges fra, når druer eller most ikke passer ind i den ønskede kvalitet og stil. Produktionen er derfor begrænset til omkring 50.000 flasker årligt. Resultatet er ikke Champagne skabt efter en fast husstil, men en samling dybt vinøse, lagringsdygtige enkeltmarksvine, hvor boblerne er en del af strukturen, og hvor oprindelsen altid står i centrum.
Oprindelse
Region
Champagne regionen ligger øst for Paris og dækker ca 30.000 hektar fordelt på 5 underregioner. Med en lav gennemsnitstemperatur på året, er druemodning vanskelig, og vækstsæsonen er kort med faretruende risiko for frost i blomstringsperioden og regn i høstperioden. Jordbunden er kalkholdig, særlig hvor markerne er placeret på skråninger. Både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay bruges til Champagne ofte i en blanding. Druerne gæres indledningsvis til en tør hvidvin, der inden salg gøres mousserende ved hjælp af Methode Champenoise. Champagne kan både være blandet af flere årgange (Non Vintage) eller være fra en enkelt årgang (Vintage) og vin fra Champagne har en unik status indenfor mousserende vin.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter