Fakta
- 6 stk. 5.604,90
Puligny-Montrachet ØKO
- 6 stk. 5.604,90
1.099,-
1.465,33 pr. l.
6 stk.
5.604,90
934,15 pr stk.
Spar 989,10
Anbefalinger
Jasper Morris Inside Burgundy
88-90
Jasper Morris - Oktober 2025
Beskrivelse
Nicolas Mestre har nu taget helt over efter faderen Jean-Francois og sætter for alvor sit præg på vinene fra Domaine Michelot, som er fint på vej i en friskere retning og ikke længere ”blot” er bæredygtigt producerede, men også certificeret økologiske af franske Ecocert.
Her er det familiens Puligny-Montrachet funderet på frugt fra et lille parcel lige nedenfor Premier Cru marken Les Perrières og frugt fra et lidt større parcel med gamle vinstokke helt ind til Premier Cru marken Les Clavoillons, som Domaine Leflaive har gjort verdensberømt. Til sammen bare 0,37 ha. med 45-65 år gamle vinstokke, hvor der bliver plantet græs mellem rækkerne for at tvinge rødderne til at søge længere nedad efter næring og mineralitet, og lige så vigtigt bliver der spare på anvendelsen af herbicider, insekticider og fungicider.
Høsten var manuel med en soignering af drueklaserne i vinmarken inden de blev transporteret ned til vingården i specialdesignede stål kar. Her blev klaserne gennemgået nok engang inden de røg i den pneumatiske presse, hvor der langsomt blev presset til bare omkring 60% for kun at få et touch af bitterstofferne fra stilke, kerner og skaller med i mosten.
Mosten fik lov til at bundfælde inden den blev fyldt i Bourgognefade og det voksende batteri af amforaer og store glasballoner, som Nicolas Mestre - Inspireret af blandt andre ikonet Fabien Duperray - har investeret i, for at reducere mikrooxyderingen og for at fremme frugten, friskheden og fornemmelsen af terroir. Mosten blev forvandlet til vin med tilsætning af lidt opformerede gærstammer til sidst for at ramme det helt tørre udtryk, og efter 12 måneder i de forskellige beholdere blev den endelige cuvée sammenstukket i en lille ståltank, hvor den modnede videre frem mod aftapningen på flaske i foråret 2026.
En dejlig Puligny-Montrachet som åbner med jasmin, hvide ferskner, fennikel, mynte og moden citrus som danser rundt om elegante noter af vanilje og hasselnød såvel i duften som smagen. Tæt på fyldig med en generøs cremet tekstur, der bliver perspektiveret af læskende salt mineralitet til sidst.
En fornem ledsager til en lang række klassiske serveringer med fisk og skaldyr. Prøv den for eksempel sammen med en råstegt hummer med sølvbeder, sådan som den er blevet serveret på den legendariske restaurant Tiger Lee på Old Brompton Road i London i en menneskealder.
“In 2024 the chardonnay is okay – maybe with around 40 hl/ha but the pinot is only 20 hl/ha. I put that down to coulure due to the bad weather at flowering – I’m sure that this was the biggest problem…”. Nicolas Mestre – Oktober 2024
Producent
Dette er en af hjørnestene i Løgismoses sortiment. Domaine Michelot har været med næsten lige fra starten og blev med årerne indbegrebet af familien Grønlykke ’s store passion for Bourgogne.
Samarbejdet startede for årtier siden dengang den unge, visionære Bernard Michelot lige var kommet til, og havde sat sig for at løfte 4 generationers arbejde til et hidtil uset niveau.
I 1993 blev det hans svigersøn, Jean-Francois Mestres tur til at overtage ansvaret i kælderen, og på god gammeldags manér er det nu Jean-Francois og hustruen Chantal Michelot ’s søn, Nicolas Mestre, som har fået overrakt dirigentstokken i kælderen.
Vi har på vores rejser i Bourgogne tit været forbi den fine gamle kælder i Meursault, og hver gang er vi efter smagningen af de friske årgange blevet beværtet med ældre flasker fra familiens private kælder. Ofte har der været tale om vine, der både havde 10 og 15 år på bagen og hver gang er vi blevet imponerede over, hvor friske og vitale selv de ældste flasker vedblev med at være.
Michelots stil har altid været og er fortsat ultraklassisk, og håndteringen af fadene er intet mindre end mesterlig. Vinene bliver omhyggeligt beskyttet mod ilt gennem hele vinificeringsprocessen, og de elegante aromaer i druerne fra de lavtydende vinstokke har aldrig fået lov til at gemme sig helt væk bag ved træet, sådan som det sker hos mange af de andre vinbønder i Meursault.
Med årene har den næsten virtuos jonglering med fadene i kælderen ført til færre nye fade og kortere modningstid, og i dag overstiger andelen af nye fade sjældent de 20% ligesom fadlagringen konsekvent afsluttes efter allerhøjest 12 måneder hvorefter vinene får lov til at modne videre frem mod aftapningen i cement, rustfrit stål og nu også et mindre batteri af amphoraer.
Data & fakta:
- Druesorter: Overvejende Chardonnay, men nu også Pinot Noir
- Praksis: Stadig konventionel i vinmarken med anvendelse af moderne bekæmpelsesmidler, når de klimatiske udfordringer begynder at tårne sig op. Bortset fra chaptalisering lav interventionen i kælderen uden brug fremmede gærstammer og med kun moderat svovlbehandling
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber og svovl
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: 19 ha. og udelukkende frugt fra egne marker
- Årlig produktion: Omkring 120.000 flasker fordelt på 18 forskellige vine heriblandt 4 Premier Cru og 7 Lieux-Dits alle i Meursault
- Certifikater: Ingen
- Relation: En skattet del af Løgismose familien siden 1979
Du finder vores aktuelle udvalg af vine fra Domaine Michelot her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Distrikt
Puligny-Montrachet ligger mellem kommunerne Meursault og Chassagne-Montrachet på Cote de Beaune i Bourgogne. Puligny refererer til byen og Montrachet til "det skallede bjerg" eller rettere en af de fineste hvidvinsmarker i hele Bourgogne "Le Montrachet". Appellationen dækker både rødvin på Pinot Noir og hvidvin på Chardonnay, men kun en fraktal af produktionen udgøres af rødvin. Lidt over 200 ha er beplantet og kommunen har 4 Grand Cru marker hvoraf 2 er delt med Chassagne-Montrachet. 17 marker har Premier Cru status. Vinene er indbegrebet af hvid, fadlagret Bourgogne af høj kvalitet. Sammenlignet med de to nabokommuner er Puligny-Montrachet kendt for at være mere mineralsk og fast end de lettere tilgængelige vine fra Chassagne-Montrachet og mere parfumerede end vinene fra Meursault.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter