Fakta
- 6 stk. 943,50
Toscana Il Rosato di Casanova ØKO
- 6 stk. 943,50
185,-
246,67 pr. l.
6 stk.
943,50
157,25 pr stk.
Spar 166,50
Beskrivelse
Smuk lys laksefarvet rosé skabt af mesteren Giorgio Rivetti, Mirko Bessi og hans toskanske team på lige dele Sangiovese og den noget sjældnere drue Prugnolo Gentile høstet på 20 sydvendte ha. i bakkerne mellem Pisa og Volterra, hvor vinstokkene efterhånden er blevet mere end 20 år gamle.
Der er tale om Sustainable Farming, hvilket vil sige, at de bæredygtige principper med fravalg af såvel herbicider som pesticider er på dagsordenen, og selvom Giorgio Rivetti indtil for nylig hævdede: ”For mig er økologi og bæredygtighed en genvej til bedre vine, men ikke en religion, og mine vine skal begejstre på deres smag uden støtte fra forskellige certifikater”, så dikterer tidsånden noget andet. Alle Spinettas vinmarker i Toscana har derfor været på vej mod økologisk certificering i nogle år og her i 2023-årgangen flages det grønne økologiske logo.
Nu som før er høsten manuel, og når frugten ankommer til vingården, soigneres klaserne inden alle stilke fjernes. Herefter følger presningen og nogle timers udblødning og farveudtræk inden mosten i løbet af 15 dage forvandles til vin i rustfrit stål uden tilsætning af fremmede gærstammer, og siden modner sur Lie i 4 måneder frem mod aftapningen. Den malolaktiske gæring undertrykkes og vinen klares ved naturlig bundfældning.
Her i den 13. udgave er produktionen omkring de 120.000 flasker, og da vinen har fået rigtig mange venner, kunne Spinetta såmænd sagtens sælge endnu flere. Som altid en lys, helt tør og meget appellerende rosé med delikate associationer til roser, hvide ferskner, kaprifolium, granatæbler og moden grapefrugt. Med lidt luft i glasset tager den på i vægt og leverer en elegant kompleksitet, som sammen med den fine stenede mineralitet og friske syre vil begejstre de fleste.
Et oplagt valg når der er raffinerede serveringer på vej fra køkkenet. Prøv den for eksempel sammen med enkle tilberedninger med lyst fjerkræ, fladfisk eller skaldyr omgivet af friske sprøde grøntsager.
Producent
Giorgio Rivettis nærmest magiske trylleri først med Moscato, siden med Barbera og nu også med Nebbiolo og Sangiovese har taget verden med storm.
Giorgio producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinetta's røde topvine.
Det er næsten for godt til at være sandt, men anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, og det er ganske vist: La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien.
Rejsen mod tinderne begyndte i 1977 da Giuseppe og Lidia Rivetti producere de første 7.000 flasker Moscato d'Asti fra vinmarkerne på toppen af bakken La Spinetta. Vinen som i dag hedder Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte.
- I 1985 så markedet de første røde Barbera vine fra Asti.
- I 1989 fulgte Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.
- I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt.
- I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante ha. i Barolo.
- I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 ha. med vinstokke og olivenlunde i Toscana.
- I 2011 blev det interessante Piemonte baserede Vermouth, Liquori og ikke mindst Spumantehus Contratto indlemmet i familien.
- 2018 blev nogle hektar erhvervet i bakkerne nede omkring Tortona i det allersydligste Piemonte med den unikke genopstandne druen Timorasso.
I de senere år har Spinetta ved at tilbageholde en del af Barolo og Barbaresco-produktionen, ved at tappe særlige Riserva udgaver på magnum flasker og ved at tilbyde pakning i særlige OWC-trækasser (Original Wood Casas) formået at bevæge sig ind i det såkaldte Fine Wine-univers, der oprindeligt var et fransk fænomen centeret omkring Bordeaux og Bourgogne.
La Spinetta spurtede således fantastiske 194 pladser frem på Liv-Ex listen i 2021, og tronede pludselig som nr. 8 i Italien og nr. 40 i det hele taget på listen over denne verdens mest interessante og efterspurgte vinhuse. En position som de ikke helt kunne forsvare i 2022, men alligevel…
Alt i alt er La Spinetta historien om en helt fantastisk rejse frem mod flere end 150 ha. med egne vinmarker, produktion af en bred vifte af appellerende vine fra 4 forskellige platforme, som nu til sammen begaver markedet med mere end 700.000 bæredygtigt og/eller økologisk producerede flasker om året.
I Løgismose lagde vi fra land med de mousserende vine fra Contratto i efteråret 2011. Siden fulgte først de øvrige vine fra Piemonte og til sidst også vinene fra Toscana, og i dag bestræber vi os på at føre et af de bredeste og dybeste udvalg af vine fra La Spinetta. Se det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Toscana ligger i den vestlige del af Mellemitalien og flere af landets bedste vine produceres her. De bølgende bakker og pitoreske byer kan mere end at agere kulisse til smukke postkort, og både mad og vin er i højsædet. Det lune Middelhavsklima, regionen nyder, giver optimale forhold for modning af druer. Sangiovese har sin højborg i Toscana, og i distrikter som Brunello di Montalcino og Chianti Classico når den højder, hvis lige ikke findes andre steder i verden. Ved kysten ligger undtagelsen i form af distriktet Bolgheri, der fokuserer på internationale sorter, særligt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vernacchia di San Gimignano er tør hvidvin og den velkendte Vin Santo fremstilles også i betydelige mængder på særligt Trebbiano og Malvasia.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter