Fakta
- 6 stk. 2.952,90
2015 Piemonte Moscato Passito Oro - 50cl
- 6 stk. 2.952,90
579,-
1.158,- pr. l.
6 stk.
2.952,90
492,15 pr stk.
Spar 521,10
Anbefalinger
Robert Parker - The Wine Advocate
tidligere
2013: 94 point | Monica Larner - August 2022
2011: 94 point | Monica Larner - Juli 2020
Beskrivelse
Egentlig har det ligget lige til højrebenet, at Moscato d’Asti ‘ens mester Giorgio Rivetti skulle begave os med en Passito (en stråvin, som typen engang blev kaldt), og derfor var det vel lidt underligt, at vi skulle helt frem til 2007, før de første flasker af denne vin blev sluppet løs. Det var 1998-årgangen, som Giorgio Rivetti og hans team havde passet og plejet i samfulde 8 år før de fandt, at den var klar til at møde verden. Der var tale om bare 1.200 flasker, og da de blev revet væk, var vinen de første år nærmest mytisk. Det var Spinettas søde vin, som mange talte om, men få havde smagt.
Produktionen er stadig beskeden, sjældent over 3.000 flasker og som regel langt færre. Dette er derfor den eneste af Spinettas vine, som distribueres efter en allokeringsliste, og vi har først fået vinen tilbudt efter, vi i 2020 blev Spinettas såkaldte ”preferred Partner” i Danmark. Der er tale om frugt fra omkring 40 år gamle vinstokkene på skråningerne op imod Bricco-Quaglia, hvor hele eventyret for La Spinetta startede. Nærmere bestemt et par parceller som bliver sprunget over, når druerne til Spinettas berømte Moscato d'Asti plukkes. Vinmarken genbesøges et par uger senere, og her soigneres klaserne inden de lægges i plastkasser og transporteres til Spinettas særlige lokale, hvor der er installeret et par store ventilatorer, som kan hjælpe tørringsprocessen på vej i de fugtige efterårsmåneder.
Druerne presses i december, og efter mosten har fået lov til at sætte sig, fyldes den på nye franske fade, hvor den i de kolde vintermåneder uden yderligere intervention langsomt forvandles til vin med i omegnen af 11% alkohol og en hel del restsødme. Vinen modner 24 måneder i fadene inden den endelige cuvée sammenstikkes i en lille rustfri ståltank, hvor den får lov til at udvikle sin aromatiske kompleksitet i samfulde 72 måneder inden den til sidst tappes på flasker uden klaring eller filtrering.
Når den skænkes, er det ikke så svært at forstå, hvorfor Giorgio Rivetti syntes, vinen slet og ret skulle hedde "Oro". Det ravgyldne udtryk kan sagtens give associationer til flydende guld, og nuancen lægger fint op til de aromatiske sensationer, som venter. Meget intens, ja nærmest insisterende med honning, pære, kandiseret citrus, kaprifolium, ingefær, aromatiske urter og vanilje, som på lykkelig vis netop ikke kammer over takket være et ekstra lag af modne citroner og bitter grape. Omfavnende, generøs og sød, men også så tilpas syrlig, at man nemt kommer til at skænke et ekstra lille glas. Med andre ord en af de store oplevelser, som alle, der værdsætter sødmens sensationer, bør unde sig at opleve.
Bestemt en meditationsvin, men også i topform når desserterne både er søde og rige. Fræk til mange velmodnede oste og – tro os - et forbløffende vellykket match til den svære caviar!
Producent
Giorgio Rivettis nærmest magiske trylleri først med Moscato, siden med Barbera og nu også med Nebbiolo og Sangiovese har taget verden med storm.
Giorgio producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinetta's røde topvine.
Det er næsten for godt til at være sandt, men anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, og det er ganske vist: La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien.
Rejsen mod tinderne begyndte i 1977 da Giuseppe og Lidia Rivetti producere de første 7.000 flasker Moscato d'Asti fra vinmarkerne på toppen af bakken La Spinetta. Vinen som i dag hedder Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte.
- I 1985 så markedet de første røde Barbera vine fra Asti.
- I 1989 fulgte Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.
- I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt.
- I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante ha. i Barolo.
- I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 ha. med vinstokke og olivenlunde i Toscana.
- I 2011 blev det interessante Piemonte baserede Vermouth, Liquori og ikke mindst Spumantehus Contratto indlemmet i familien.
- 2018 blev nogle hektar erhvervet i bakkerne nede omkring Tortona i det allersydligste Piemonte med den unikke genopstandne druen Timorasso.
I de senere år har Spinetta ved at tilbageholde en del af Barolo og Barbaresco-produktionen, ved at tappe særlige Riserva udgaver på magnum flasker og ved at tilbyde pakning i særlige OWC-trækasser (Original Wood Casas) formået at bevæge sig ind i det såkaldte Fine Wine-univers, der oprindeligt var et fransk fænomen centeret omkring Bordeaux og Bourgogne.
La Spinetta spurtede således fantastiske 194 pladser frem på Liv-Ex listen i 2021, og tronede pludselig som nr. 8 i Italien og nr. 40 i det hele taget på listen over denne verdens mest interessante og efterspurgte vinhuse. En position som de ikke helt kunne forsvare i 2022, men alligevel…
Alt i alt er La Spinetta historien om en helt fantastisk rejse frem mod flere end 150 ha. med egne vinmarker, produktion af en bred vifte af appellerende vine fra 4 forskellige platforme, som nu til sammen begaver markedet med mere end 700.000 bæredygtigt og/eller økologisk producerede flasker om året.
I Løgismose lagde vi fra land med de mousserende vine fra Contratto i efteråret 2011. Siden fulgte først de øvrige vine fra Piemonte og til sidst også vinene fra Toscana, og i dag bestræber vi os på at føre et af de bredeste og dybeste udvalg af vine fra La Spinetta. Se det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Piemonte ligger i Nordvestitalien og er en af landets mest prestigefyldte vinregioner. Vinmarkerne ligger mellem Alperne i nordvest og Apenninerne i sydøst, og regionen udmærker sig ved at være domineret af lokale sorter som f.eks. Nebbiolo, Barbera, Dolcetto, Arneis og Cortese. Klimaet er gennemgående kontinentalt men præget af nærheden til bjerge, som begrænser nedbørsmængden. Stilmæssigt produceres en bred vifte af typer fra de tanninrige og længelevende vine fra Barolo, de saftige og friske Barbera vine, de lette hvidvine på Arneis og Cortese samt de søde, mousserende fra Asti på Moscato. En stor del af vinene i regionen produceres indenfor DOC og DOCG reglerne.Næringsdeklaration
Indeholder ikke sulfitter