Domaine Camille & Laurent Schaller
8 resultater
Type
Land
Region
Distrikt
Drue
Årgang
Pris
Anmeldelser
Produktionsmetode
Passer godt til
Forhandler
Domaine Camille & Laurent Schaller
Domaine Schaller er en af de nye spillere i Chablis og allerede en såkaldt “Rising Star”. Bag domainet står far og søn Laurent og Camille Schaller. Laurents far etablerede sig som vinbonde i Chablis, da en af de lokale piger i efterkrigsårene var mere tiltrækkende end hjemegnen Alsace, og det var aldrig til diskussion, at Laurent også skulle være vinbonde.
Siden 1980 har han været en af de loyale leverandører af frugt til det nærliggende verdensberømte kooperativ La Chablisienne, men hans søn ville mere end det, og da Camille i 2009 vendte hjem til gården efter at have studeret ønologi i Dijon, begyndte far og søn at forberede sig på at producere og tappe deres egen vin.
I 2014 beholdt de en del af frugten for sig selv, og de var så heldige, at deres allerførste vin blev spottet af Hachette. Og siden har den berømte guide begavet adskillige af vinene med både stjerner og deres eftertragtede favorit symbol, den såkaldte "Coup de Coeur", hvilket angiveligt er årsagen til, at "La Revue du Vin de France" og senest også "Wine Enthusiast" er kommet på sporet af Domaine Schaller.
Camille og Laurent har for længst fornemmet hvad vej vinden blæser, og de har i årevis praktiseret den såkaldte "lutte raisonnée", hvilket betyder minimering af kemi og fuldstændig udelukkelse herbicider, og i efteråret 2020 fik de papir på deres bæredygtige principper i form af det såkaldte “Haute Valeur Environnementale” certifikat på niveau 3.
Vinificeringen er traditionel, med en meget forsigtig presning af de hele drueklaser og derpå en dekantering i 12 til 24 timer forud for den alkoholiske og malolaktisk gæring i termoregulerende rustfri ståltanke, der sættes i gang med hjælp fra forskellige opformerede gærstammer fordi deres kælder reelt er en renoveret lade som endnu ikke i tilstrækkelig grad kan supportere (holde på) de naturligt forekommende gærceller.
Vinene modner afhængig af cuvée i 8-10 måneder, og da Camille prioriterer frugt, mineralitet og terroir er det kun Vieilles Vignes og de 2 Premier Crus, som nogle år perifert får lov til at kysse fadet. Camille siger selv at han stadig leder efter sin endelige signatur og at han drømmer om at give slip på de fremmede gærstammer. Men han er af gode grunde ikke egentligt utilfreds, og alle vinene indfrier da også på deres respektive niveauer alle de forventninger man kan have til friskhed, finesse og mineralitet i fin Chablis.
Laurent og Camille er stadig ydmyge omkring deres projekt og har ikke travlt med at skalere produktionen. De foretrækker så at sige “at producere til ordre” og det betyder at de endnu kun producerer i omegnen af 20.000 flasker selvom de kultiverer 18 ha. Hovedparten af frugten bliver stadig solgt til La Chablisienne, og når det kommer til Petit Chablis og Chablis kan de skalere. Derimod er mængderne af deres 3 topvine Vieilles Vignes, Vau de Vey 1. Cru og Vaucopin 1. Cru ikke prangende og Camilles lillesøster, der varetager salget har derfor etableret en allokerings liste til de utålmodigt ventende.
Domaine Schaller har været en del af Løgismose familien siden oktober 2021. Se de aktuelle vine her