Domaine Cailbourdin
2 resultater
Type
Land
Region
Distrikt
Drue
Årgang
Pris
Anmeldelser
Produktionsmetode
Passer godt til
Forhandler
Domaine Cailbourdin
Domaine Cailbourdin blev etableret af Alain Cailbourdin. Han kom til Pouilly-Fumé for at hjælpe til under høsten, mens han gik på universitetet, og så var der hende der den lokale pige med det dejligste smil og det helt rigtige glimt i øjet. Alain slap aldrig væk igen, men arbejdede i stedet for en række forskellige producenter, og i 1980 producerede han i et hjørne af sin arbejdsgivers kælder for første gang sin egen vin fra 2 ha., som han havde fået råd til at købe året før.
I dag råder Domaine Cailbourdin over knap 18 hektar fordelt på 35 små veleksponerede parceller spredt ud over hele Pouilly-Fumé appellation. Omkring halvdelen er gamle vinstokke plantet i 1960'erne eller tidligere og den anden halvdel er yngre vinstokke fra udvalgte kloner, som Alain Cailbourdin selv har stukket i jorden.
Alain tilhører den yngre generation af vinmagere, som er dedikeret til kvalitet, og ikke bare store mængder af vin. Udbytterne er lave, metoderne er traditionelle og så er Alain en "terroirist", der tror på, at arbejdes skal gøres i marken, og at vinene siden skal fremstilles med et minimum af manipulation, så de får lov til at udtrykke netop de unikke karakteristika, som årgangen, mikroklimaet og især jordbunden bidrager med.
I de franske medier har vinene fra Domaine Cailbourdin været placeret blandt de bedste i Pouilly-Fumé i mere end 30 år, og også de engelsktalende guider blev tidligt venligt stemte. For eksempel noterede en ung Robert Parker, dengang han stadig selv dækkede Loire, at Alain Cailbourdin var "One of Pouilly-Fumé's Best Producers ****", og Wine Enthusiast har slet og ret klassificeret Alain Cailbourdin som en "Great Loire Producer", lige siden de pippede med flaget for ham første gang omkring årtusindeskiftet.
I de sidste 10 år har Alain haft den glæde at opleve at hans søn Lïoc har valgt at gribe stafetten, og i dag er det i stadig højere grad ham, der sætter dagsordenen og i takt med tiden trækker Domaine Cailbourdin i en stadig mere bæredygtig retning. Således har man i dag taget det adskillige skridt videre end dem der foreskrives i den franske Terra Vitis doktrin om at velsmagen altid skal være funderet på respekt for naturen og de mennesker som er involveret i produktionen. Således er det længe siden vinstokkene har været udsat for herbicider og pesticider. For flertallet af parcellernes vedkommende får høstmaskinen lov til at blive stående i garagen til fordel for den manuelle plukning af druerne, og når først høsten er i hus bliver familiens fåreflok sluppet løs blandt vikstokkene helt frem til knopspring i foråret.
Alain og Lïoc Cailbourdin producerer 4 forskellige vine, og selvom udstyret har fået en makeover i 2020 og en af vinene har taget navneforandring så er der i bund og grund tale om de samme terroirdrevne vine som vi i sin tid faldt for in introducerede i Danmark i Løgismoses Vinklub. Det vil sige 3 vine, der er Sauvignon Blanc klassik fra forskellige jordbundstyper, som gærer i stål uden fremmede gærstammer og modner længe på bærmen, og så en 4. vin, der alle årene har været Alain Cailbourdin's stolthed. En vin hvori han prøver at forene Sauvignon Blanc frugt, jordens mineralitet og fadets krydderi i et udtryk, der på én gang er kompleks, koncentreret og harmonisk.
Du finder de vine vi aktuelt har i sortiment fra Domaine Cailbourdin her