Weingut Paulinshof
7 resultater
Type
Land
Region
Distrikt
Drue
Årgang
Pris
Anmeldelser
Produktionsmetode
Passer godt til
Forhandler
Weingut Paulinshof
Navnet Paulinshof kan føres helt tilbage til 936, og er knyttet til Saint Pauls kirken i Trier, der dengang ejede enorme områder langs Mosel-floden. Springer vi godt 1.000 år frem i tiden, knyttes navnet til Klaus og Christa Jungling, som overtog Weingut Paulinshof i 1969. Efter et langt og sejt træk tilhører de i dag flokken af producenter, som kappes om at blive talt med blandt de bedste i Mosel.
Og det bedste er at Klaus og Christas søn Oliver, som nu har været på banen i nogle år, har vist sig at være et naturtalent, som uden at udstille faderen formår at tilføre vinene en ekstra spændstighed og dynamik, som har fået både Falstaff, Eichelmann og Der Feinschmecker til at gribe fat i superlativerne. For eksempel skrev Falstaff i november 2022 at ”Oliver Jüngling weiß das formidable Lagenpotential in dichte und mineralisch geprägte Rieslinge umzusetzen, denen es auch nicht an Würze und Eleganz fehlt und die hervorragend reifen können.”
Fra en start med bare 2 ha. er det med tiden lykkedes for Klaus og Christa at købe nogle af de bedst beliggende vinmarker i det centrale Mosel. Heriblandt parceller på Kestener Paulinshofberger, Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og ikke mindst Brauneberger Kammer, som i dag er i familiens fornemme ”Alleinbesitz”. Således er der efterhånden tale om næsten 8 ha. på stejle kalkrige skråninger, hvor udbyttet aldrig er gavmildt, og dertil et par mindre prominente, men mere gavmilde ha., som leverer broderparten af frugten til familiens Gutsweine.
Klaus Jungling kaldes i dag for en pioner, som satsede på og lykkedes med at producere tørre vine, da den globale opvarmning ramte Mosel og sænkede det ellers tårnhøje syreindhold i Riesling druerne. Klaus Junglings genistreg var, at han fortolkede begrebet Trocken, så vinene ikke nødvendigvis skulle være tørre i fransk forstand, det vil sige med 1-2g. restsukker, men derimod gerne måtte komme med 4-8g. restsukker. Blot der var tilstrækkeligt med syre til stede, således at oplevelsen forblev tør, velafbalanceret og aldrig snerpende.
Weingut Paulinshof producerer således i dag en meget tilfredsstillende serie af Riesling vine funderet på det halvtørre og især det helt tørre udtryk. Ca. 75.000 flasker bliver det til fordelt på op til 25 forskellige vine, når høståret tillader produktionen af de ædelt søde vine. Og over hele linjen er der tale om friske fint balancerede vine, som alle rummer fortællingen om deres terroir og den elegance og finesse, som god Riesling gerne skulle handle om.
Weingut Paulinshof leverede de første tørre tyske vine til Løgismoses sortiment. Klaus og Christa Jungling har således været en del af Løgismose familien siden efteråret 2006. Du finder det aktuelle sortiment her.