OM LØGISMOSE
Løgismose Vin
Hvornår har du sidst nydt et glas vin, der virkelig vækkede alle dine sanser? Et glas, der ikke bare blev en del af øjeblikket, men som fuldendte hele oplevelsen? Det er disse glas vin, som vi husker allerbedst.
Ærlighed, tillid og godt købmandskab
Løgismoses Vin har eksisteret siden 1969 og har medført langvarige og stærke samarbejder med nogle af verdens bedste domainer og negocianter, som går årtier, og i nogle tilfælde generationer, tilbage. Ærlighed, tillid og godt købmandskab gennem alle årene har givet unikke relationer til vinproducenter – relationer, der giver adgang til mange af verdens bedste vine til yderst konkurrencedygtige priser.
Hos Løgismose fortæller hver flaske vin historien om sit oprindelsesland, terroir og håndværk. Som passionerede vinentusiaster med mange års erfaring er vores ambition at dække hele paletten af vine – fra de let drikkelige følgesvende, der serveres til de nære samtaler til de opmærksomhedskrævende og ambitiøse vine, der drager vinnydere dybere ind i vinens verden.
Vi går i dybden med hver enkelt vins unikke karakter og historie og guider dig gennem vores omhyggeligt kuraterede sortiment. Under alle vores vine finder du detaljerede beskrivelser af smag, madmatch, producent og de specielle forhold, der gør netop det vinområde unikt. Hos Løgismose er det kun de bedste vine, der finder vej til sortimentet – hver vin er nøje udvalgt for at sikre højeste kvalitet, smag og autenticitet.
Desuden lægger vi vægt på at tilbyde et bredt udvalg af vine fra producenter, der gør en ekstra indsats for at minimere vinens miljøaftryk – det er vores ønske at tilbyde et stort og differentieret udvalg af økologiske, biodynamiske og vine produceret med lav intervention, samt at udbrede kendskabet til de måder, man arbejder med bæredygtighed i vinproduktion i dag.
En ubegribelig mangfoldighed af vine
Det er menneskets ældgamle kærlighed til vin, der har gjort druer til den mest plantede frugt i verden. Fra begyndelsen har menneskets hånd og naturkræfter sammen skabt en nærmest ubegribelig mangfoldighed af vine, der vidner om kreativitet og tilpasningsevne. Hos Løgismose har vi omhyggeligt samlet et udvalg, der afspejler denne rigdom af farver, aromaer og smagsoplevelser.
- Hvidvin: Fra knivskarp og tør Chablis til de sød og aromatisk Gewürztraminer – vores hvidvine er en hyldest til de mange nuancer, som grønne druer kan udtrykke, alt efter hvor og hvordan de er dyrket og fremstillet.
- Rødvin: Her spænder paletten fra de lyse og frugtdrevne til de kraftige og tanninrige varianter. Oplev alt fra en let Pinot Noir til en fyldig Amarone.
- Rosévin: Rosévine kommer i mange stilarter, hvilket afspejles i vores sortiment. Uanset om du søger en hyggevin til varme sommerdage eller en ledsager til en bestemt ret, kan du finde den rette rosévin hos os.
- Naturvin: Vi har tilføjet naturvin og vin med lav intervention til det eksisterende sortiment, og udvalget bærer præg af innovation, åbenhed, nysgerrighed og en anerkendelse af, at vinverdenen er en af de mest dynamiske på denne jord. Det har samtidig bragt Løgismose til regioner og druesorter, som ikke før har været repræsenteret.
- Mousserende vin: Fra Champagne og Crémant til Prosecco og Cava – vores mousserende vine byder på bobler fra mange forskellige vindyrkende lande.
- Dessertvin: Afslut måltidet på en høj note med en af vores dessertvine. Vælg blandt andet mellem Sauternes, portvin og Riesling. Vores udvalg omfatter selvfølgelig både mindre søde og meget søde varianter.
Fransk vin – Løgismoses ophav
Frankrig er i det store perspektiv selve moderlandet for kvalitetsvin og det største vinland i verden. Derfor har vi – selvom der er sket utallige forskydninger siden Lene Grønlykke første gang svingede ind i gården hos en stolt fransk vinbonde – fastholdt, at fransk vin skal være en af vores kernekompetencer.
Frankrig producerer mere end 6 milliarder flasker vin om året. De franske producenter er blandt nogle af dem i verden, som har de strengeste krav, når det kommer til produktion af vine. Her er betingelserne blandt andet skærpet i forbindelse med produktionsmetoderne, vinstokkenes opbinding, de tilladte druesorter og arbejdsgangen i vinmarkerne. Det gør som tommelfingerregel meget fransk vin til kvalitetsvin.
Vi tilbyder omkring 1.000 nøje udvalgte vine fra hele Frankrig – fra klassiske vinområder som Bordeaux og Bourgogne til små, karakterfulde distrikter i Loire og Languedoc. Vores sortiment repræsenterer mere end 100 anerkendte vinområder og appellationer, udvalgt med fokus på både kvalitet og autenticitet.
Italiensk vin – passion og tradition i hver flaske
Vi tilbyder over 200 nøje udvalgte vine fra hele Italien – fra Piemontes prestigefyldte appellationer som Barolo og Barbaresco til Toscanas ikoniske Chianti, Brunello di Montalcino og nyskabende internationalt inspirerede Super Tuscans. Vores sortiment dækker mere end 30 anerkendte vinområder og appellationer fordelt på alle landets 20 vinregioner.
Oplev Veneto’s alsidige vinperler som Soave, Ripasso della Valpolicella, Amarone della Valpolicella og forfriskende Prosecco, eller lad dig overraske af Valtellinas elegante bjergvine, hvor Nebbiolo-druen udfolder sig med finesse og mineralitet. Italienske producenter mestrer kunsten at balancere respekt for fortiden med innovation, og vores udvalg repræsenterer familietraditioner, der går generationer tilbage.
Cool climate-vine fra Tyskland og Østrig
Tyskland har rykket sig markant i det nye millennium med de knivskarpe tørre Rieslings og stadig mere begavede fortolkninger af Pinot Noir-varianten, Spätburgunder, der udfordrer de bedste producenter i Bourgogne. Tysk vin er flyttet fra supermarkedernes nederste hylder til de øverste hylder i seriøse vinbutikker. Der er tale om et historisk spring fremad og opad, og det smukkeste er, at tyskerne samtidigt formår at fastholde deres eminente greb om de unikke ædelt søde hvidvine.
Når det handler om vine med krystalklare udtryk og raffineret elegance, står Østrig som en af Europas bedst bevarede hemmeligheder i vinverdenen. Med sine spektakulære vinmarker langs Donau og i skyggen af Alperne har vi gjort østrigske vine til en af vores specialiteter. Fra Wachau-dalens stejle terrasser til Burgenlands solbeskinnede bakker bringer vi dig det fineste af østrigsk vinkunst. Hos Løgismose finder du håndplukkede østrigske vine fra Østrigs mest respekterede vindistrikter: Wachau, Kremstal, Kamptal og Niederösterreich, hvor cold climate-forholdene skaber vine med krystalklar renhed, mineralitet og elegant kompleksitet.
Hos Løgismose finder du vine, når det er allerbedst – til hverdag og fest, til underholdning og til at få maden til at søge mod nye niveauer.