HISTORIEN OM LØGISMOSE
Samarbejdet med Danmarks største discountkæde
I 2009 indgik Løgismose og Danmarks største discountkæde, Netto, et unikt samarbejde. Løgismose ønskede at være der, hvor danskerne var, mens Netto savnede produkter, som kunne levere madoplevelser udover det sædvanlige, der var til at betale.
DE FØRSTE LØGISMOSE-PRODUKTER PÅ HYLDEN I NETTO
Et af de første produkter, som kom på hylden, var Løgismose grøn pesto. Dengang var pesto herhjemme primært kendt fra varianterne på glas med ufattelig lang holdbarhed og mindre genkendeligt indhold. Men pestoen fra Løgismose, der skulle findes frisk på køl, blev hurtigt en fast gæst på de danske middagsborde. Og i dag er den stadig en af Løgismose mest populære varer. Siden kom Løgismose creme fraiche 18%, der med sin flødegule farve og fede konsistens sendte glade tanker til, hvordan mormor syrnede fløde 18% og fik en frisk creme. Mest bemærkelsesværdig var nok indtoget af Løgismose pålægschokolade med dobbelt – eller triple – så tykke skiver som andre varianter på hylden, økologisk, fremstillet af belgiske chokoladehåndværkere og som rent faktisk smager af … chokolade.
For i Løgismose, præcis som da grundlæggerne Lene og Sven Grønlykke startede deres import af ost, chokolade og vin, udvælger vi samarbejdspartnere med passion for deres produkt, nørderne, de stolte håndværkere og innovatørerne. Det samme gælder de fødevarer, vi selv producerer. Her står rigtige, uddannede kokke bag, dem med erfaring fra restauranterne, flere endda fra de Michelin-stjernede.
Derfor finder du i Løgismose brede sortiment først og fremmest madvarer, som er en smagsmæssig oplevelse. Smagen skal afspejle håndværket; oprindelsen og rumme dybde og ægthed, så den aldrig virker fortyndet eller ligegyldig og altid bidrager til en sanseoplevelse, der vækker glæde og opmærksomhed hos den spisende.
Vi vil være der, hvor danskerne er
MED FRANKRIG SOM FORBILLEDE – EN PIONÉR I DANSK DETAILHANDEL
Næste store nyhed på hylden i Netto blev den franske, fritlevende Løgismose kylling. For drømmen om at sælge kyllinger efter fransk forbillede var Jacob Grønlykkes, søn af Svend og Lene, og Løgismoses franske gourmetimportør og tidligere kok på Falsled Kro, Bruno David. De havde begge oplevet, hvordan franskmændene har en lang tradition for, at dyrevelfærd og smagskvalitet hænger tæt sammen. Smagen er franskmændenes kompas, mens sanselighed og kvalitet er grundpræmissen.
Den første Løgismose kylling landede som spotvare i Netto 1. mart 2012 – et halvt år efter var den fastindmeldt. De danske forbrugere kunne nu for første gang finde en kvalitetskylling i køledisken med det franskekvalitetsstempel Label Rouge og med en anbefaling fra Dyrenes Beskyttelse – og danskerne var mere end klar til at prioritere fjerkræ af en højere kvalitet og ikke mindst god dyrevelfærd.
Vores kyllinger er vokset op i fuld frihed i en skov. De vokser og udvikler sig fuldstændigt som de vilde junglehøns, de stammer fra. Det tager tre måneder før kyllingen er slagteklar. Men så har kødet også fået struktur og smag.
MEJERISERIE MED MERE END ØKOLOGI
Nogle år senere i 2016 kom Danmarks første mælk på gaden mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Løgismose Mejeri var et af de første i Danmark, der omlagde til økologi, men denne serie, som lykkedes på baggrund af et tæt samarbejde med fire seje landmænd, blev overlæggeren til økologien. Også mælkens smag var overlegen, for den bestod – og gør det stadig – af 30% jerseymælk. De små, lysebrune køer laver mælk, som indeholder mere fedt og op til 15% mere protein, hvilket afspejler sig i en særligt god smag.