HISTORIEN OM LØGISMOSE
Løgismose Gods
Godsets historie daterer sig tilbage til 1300-tallet. Læs om stedets historie og om hvordan blandt andre Peder Oxe har sat sit præg på det.
Godset ligger på Sydfyn, mellem Fåborg og Assens. Jorderne er sandede, og det kræver en vis snilde at lokke et udbytte af dem. Stedet har rødder helt tilbage til 1300-tallet, hvor det omtales som "Løuitz mosze", hvilket betyder noget i retning af skoven med løg. I 1965 flyttede Lene og Sven Grønlykke ind, og siden da har Løgismose Gods været ejet af familien.
NÆRMEST ET MIRAKEL
I tiden mellem middelalder og atomalder ligger et stykke dramatisk Danmarkshistorie. På Løgismose stred forskellige ejere mod forandringens vinde. Få forstod, hvad fremtiden bragte, og mange gik til grunde undervejs. Som arkitekturhistorikeren Vilhelm Lorenzen lakonisk konstaterer det i Danske Herregårde og Slotte (1965):
"Der er næppe mange danske hovedgårde, der gennem århundreder har været så splittet og delt ved sameje af søskende og af forskellige slægters repræsentanter som Løgismose, og at den ikke ved disse mange delinger i parter og lodder, der kunne strække sig over generationer, er gået fuldkommen til grunde og blev opdelt i almindelige bøndergårde, må nærmest kaldes et mirakel."
SAMLING OG KAMP OM STUMPERNE
Landsdommer Jens Pedersen Panter, en anset rigmand, var den første, der samlede Løgismoses mange lodder på en hånd. I året 1390. Da han døde i 1417, blev gården atter splittet op mellem børn, børnebørn og enken. En svigerdatter til familien endte med at overleve alle andre og sad i slutningen af 1400-tallet alene tilbage med ejendommen. Hun kæmpede en brav kamp for at holde sammen på stumperne.
Løgismose fik en kort rolig periode, da en af rigets mægtigste mænd, Mogens Gjøe, giftede sig ind i familien. Men han havde i forvejen så meget ejendom, at gården ikke for alvor optog ham. Han ejede dog en part helt frem til 1536.
PEDER OXES NYE BYGNINGER
Løgismose blev igen delt op i en masse små parter, og end ikke rigshofmesteren, den navnkundige Peder Oxe, der giftede sig til et af lodderne, kunne få styr på stedet. Peder Oxe foretog dog en række vigtige bygningsarbejder, og hans portfløj står stadig i dag. Det var også Peder Oxe, der anbragte sin inskription over porten:
"Anno 1575 lod erlig velbyrdig Mand, Peder Oxe til Gisselfeld ... og hans Frue Mette Rosenkrantz ... bygge dette Hus her paa Løgismosse. Gud unde dem saa at bygge oc boe, at de maa faa den evige Ro."
At udrede samejeforholdene på Løgismose på det tidspunkt er nærmest uoverskueligt. Men det er værd at dvæle lidt ved økonomien omkring datidens adelskab og herregårde. For det var faktisk ikke selve jorden, man levede af, men derimod de tilhørende fæstegårde. Tvangsarbejdere, der måtte aflevere enten udbytte eller arbejdskraft til herremanden.
BILLES RENÆSSANCEPRÆG
På Løgismose var der omkring 50 fæstegårde i 1624, da rigsmarsken Anders Bille arvede det. Han var en handlekraftig mand, ikke kun i forhold til drift og opkøb af jord, men også i sit syn på det arkitektoniske. Han samlede godsets jorder, forskønnede selve hovedhuset med en sydøstfløj og det spirdækkede tårn og gav Løgismose sit umiskendelige renæssancepræg.
Sønnen, Anders Bille den Yngre, overtog driften i 1670 og måtte kæmpe hårdt mod misvækst og følgerne af svenskerkrigen. Man han var en human mand, der havde øje for bøndernes hårde kår.
Anders Bille den Yngre opførte den første skole i Hårby, men døde kun 39 år gammel, og Løgismose overgik til en række andre i Billeslægten. På det tidspunkt begyndte det at blive svært for den gamle danske adel at få driften af deres godser til at hænge sammen. Det gjaldt også på Løgismose, og i 1694 købte den pommerske adelsmand Adam Frederik Trampe gården.
TRAMPESLÆGTEN OG ET FORBUD MOD REVSELSE
I 1704 faldt Adam Trampe i Ungarn, i kejser Leopold I's tjeneste. Hans enke, Sophie Amalie Trampe, overtog Løgismose, og det var hende, der i 1726 opsatte den smukke sandstensportal, som stadig pryder hovedindgangen.
Ved hendes død i 1734 arvede sønnen Conrad gården, men han døde allerede året efter. De fem efterladte søstre overlod Løgismose til de to ugifte i flokken, Sophie Hedvig og Frederikke Louise, der således i 1736 kunne kalde sig eneejere af Løgismose.
Landbruget havde det hårdt i den periode, men der er mange vidnesbyrd om især Sophie Hedvig Trampes meget humane fremfærd overfor sine fæstere. Hun udstedte blandt andet et lodret forbud mod brug af revselsesret over for bønderne, noget, der dengang var gængs praksis. Og mens fæstebønderne flygtede i hobetal fra de øvrige herregårde, blev der i hendes tid kun registreret en enkelt rømning.
Den sidste Trampe på Løgismose var grev Adam Trampe den Yngre. Han havde en lunefuld karakter, men samtidig et lyst og livligt sind, og var optaget af alt det nye i tiden – også de kunstneriske strømninger. Han støttede blandt andet ivrigt Odense Teater, der lige var blevet oprettet i 1795. Og i 1798-1801 var han dets leder.
I adelskredse blev han betragtet som lidt af en excentriker, måske især fordi han var så glødende en tilhænger af landboreformer. Han var også optaget af skolevæsen og gav noget af sin jord til skolen i Sarup, ligesom han fandt en dygtig lærer, der kunne lede den.
Til sidst blev han dog offer for sin egen rastløshed. Han solgte først alle sine fæstegårde til fæstebønderne selv og i 1800 selve Løgismose hovedgård til kaptajn Hans Frederik Uldall. Med det ophørte Trampeslægtens tilknytning til Løgismose.
FÆSTEVÆSENETS AFVIKLING, FABRIKANTERNES TID
Det nye århundrede varslede ikke kun nye tider for Løgismose, men for alle landets herregårde. Stavnsbåndets tid ebbede ud, og adelen skulle klare sig uden fæstejord og gratis arbejdskraft. Det var begyndelsen på enden.
For Løgismose blev det i særdeleshed en omtumlet tid. I løbet af de næste hundrede år skiftede stedet ejere 12-13 gange. Først da fabrikant Hans Slot Steensen overtog det i 1915, kom der igen styr på driften. Tiden med adelsmænd, rigsmestre, hofmestre og grever var da endegyldigt forbi, og en ny tid kunne begynde. Fabrikanternes tidsalder. De nye penge.
I 1953 blev Løgismose købt af en amerikansk bygmester og opkomling, der ønskede at holde sin datters bryllup på et slot. Så kunne det næsten heller ikke blive mere nyrigt! Førnævnte Vilhelm Lorenzen drager et stille, lille suk i slutningen af sin beskrivelse af Løgismose:
"Herligt beliggende, med fri udsigt over Lillebælt over mod det høje Horne land, med sine røde mure og det knejsende spir, synligt langvejs fra over havens træer, er Løgismose et såre stemningsfuldt sted. Og kender man gårdens historie, glæder man sig dobbelt over, at den er sluppet frelst gennem så mange farer og trængsler, og håber at den nu må gå en roligere fremtid i møde."
Hans forhåbninger viste sig at blive indfriet; få uger efter at hans bog gik i trykken, købte Lene og Sven Grønlykke nemlig Løgismose, og med sønnen Jeppes overtagelse i 1996 har Løgismose været på den samme families hænder i et halvt århundrede.
Samtidig er Løgismose blevet et symbol for det gode liv, når det gælder måltidets mange glæder. Hvem havde regnet med det, da de første sten blev lagt på stedet helt tilbage i middelalderen?
