Beskrivelse
Winemakers Dinner med Bertand Sourdais på Brasserie POST
Den franske stjerne vinmager Bertrand Sourdais, som hvert år i al gemytlighed lægger arm med danske Peter Sisseck om at være den mest ombejlede og anmelderroste personlighed ikke bare i Ribero del Duero, men på hele den iberiske halvø, kommer til København, og i den forbindelse inviterer vi Winemakers Dinner på Brasserie Post på det pulserende Østerbro.
Forvent en unik oplevelse i en afslappet atmosfære med plads og tid til dialog med en dedikeret personlighed, hvor vi, selvom flere af vinene er udsolgte eller stærkt limiterede og alle flyver mod stjernerne med op til 97-point fra anmelderne, forbliver nede på jorden.
7 vine serveret til en menu bestående af snacks, forret, hovedret og oste, som vil blive tilpasset vinenes spanske temperament.
Lidt mere om Bertrand Sourdais:
Bertrand Sourdais er uddannet i Bordeaux og har bl.a. jobbet på Château Mouton-Rothschild. Her møder han spanske Ricardo Pérez Palacios, som introducerer ham for Miguel Sánchez, som fornemmer ildsjælen og ansætter Bertrand som vinmager på Dominio de Atauta. Det bliver til nogle smukke år, indtil Miguel i 2010, i skyggen af finanskrisen, må slippe Dominio de Atauta.
Bertrand kan ikke enes med de nye ejere, så han kvitter jobbet og rejser hjem til forældrenes vingård i Chinon. Men hjertet fulgte ikke med, så allerede i 2011 er han tilbage i Spanien i partnerskab med vennen David Hernando, og det leder til etableringen af først Bodegas Antídoto og siden Dominio de Es. Resten er, som man siger, historie.
Om Brasserie Post:
Post ligger på Trianglen lige ved nedgangen til Metroen og er indrettet i Østerbros gamle ikoniske posthus. De kalder sig selv for ”et formelt og livligt brasserie med fokus på godt værtskab, sæsonens råvarer og smagfulde måltider.”, og Svend Rasmussen, der anmelder restauranter for Gastro og Euroman, er ikke uenig. Lige efter åbningen i december 2023 noterede han: ”Aldrig har et posthus været så rart at være på”