KOKKETIPS
SÅDAN UDSKÆRER DU EN KYLLING
Kokkene giver dig inspiration, tips og tricks, anbefalinger om nye produkter og vejledning step for step i særlige metoder, udskæringer eller anretninger – for det meste med udgangspunkt i sæsonens råvarer.
Hos Løgismose har gourmetkyllingen altid stået vores gastronomiske hjerte nær, og vi råder altid til at handle med kvalitet for øje. For nogle kan det
synes grænsende til det uoverskuelige at købe en hel kylling for så at udskære den selv, men faktisk er det såre simpelt.
Der er praktisk talt intet på kyllingen, som ikke kan bruges til velsmagende retter – derfor er den hele kylling også et både billigere og mere velsmagende alternativ til at købe færdige udskæringer.
SÅDAN GØR DU
STEP 1. START MED AT SKÆRE LÅRENE FRI
Læg et snit mellem bryst og lår
Knæk låret ud til siden og skær ned mellem knoglerne
Skær aldrig direkte i knoglen, sørg for altid at skære imellem
STEP 2. DEL UNDERLÅR OG OVERLÅR FRA HINANDEN
Læg et snit i knækket mellem overlårsknoglen og underlårsknoglen, og skær igennem
STEP 3. SKÆR VINGERNE FRA
Skær mellem vingeknoglen og brystbenet. Vær opmærksom på ikke at skære i selve knoglerne.
STEP 4. UDSKÆR KYLLINGEBRYSTET
Der ligger et brystben i midten. Skær langs brystbenet i begge sider, så kniven følger benet. Vær opmærksom på ikke at ramme knoglerne i brystbenet. Så har du det færdigudskårne bryst.
Brug samme fremgangsmåde på den anden side.
STEP 5. KOKKENS FAVORITUDSKÆRING PÅ KYLLINGEN
På ryggen (bunden af skroget) ligger to små udskæringer eller stykker, som med fordel også kan bruges – kokkene siger: ”Det er det bedste på kyllingen!”
Der vil sidde lidt kød tilbage på skroget, som du med fordel kan plukke og bruge i hønsekødssuppe, hønsesalat m.m.
Skroget kan fryses, og når du har 3-4 skrog, kan du koge fond eller suppe på dem.