Fakta
- 6 stk. 2.304,-
2020 Barbera d'Asti Bionzo
- 6 stk. 2.304,-
480,-
640,- pr. l.
6 stk.
2.304,-
384,- pr stk.
Spar 576,-
Beskrivelse
La Spinetta er (forsigtigt formuleret og på jysk) godt kørende og leverer noget, der ligner ultimative bud på, hvad fadlagret Barbera kan og skal handle om. Og det både i Alba og Asti. Ikke desto mindre er dette måske vinen, der står mesteren Giorgio Rivetti nærmest, fordi druerne her hentes fra knap 5 ha. af de skråninger op imod Bricco Quaglia, hvor hele eventyret for La Spinetta startede, dengang det meste stadig handlede om Moscato.
Parcellerne med Barbera har været der hele tiden og er i dag mellem 65 og 80 år gamle, og op mod 20% af dem står på originale u-podede rødder. De har bare ikke altid tilhørt Spinetta, men er blevet tilkøbt ad flere omgange efterhånden som de kom til salg og efterhånden som Rivetti-brødrene fik lov af banken. Således kom de første parceller ind i familien i 1989, da brødrene skulle bruge kvalitetsfrugt til den vin de kreerede, som en hyldest til deres far Giuseppe Rivetti (som blandt familie og venner blev kaldt PIN) og efter yderligere tilkøb debuterede denne Bionzo på frugt fra 1998-årgangen.
Lige siden Rivetti-brødrene købte sig ind har bæredygtigheden været i fokus. Det vil sige 0 pesticider og 0 herbicider og dermed en tilgang til arbejdet i vinmarken, som ikke ligger fjert fra de økologiske principper. Bare lidt mere holistisk når vejrguderne driller, men altid i den ypperste velsmags tjeneste. Giorgio Rivetti kalder det "Sustainable Farming", og har fået udviklet et særligt logo, hvor bæredygtigheden omfavner Albrecht Dürer's legendariske træsnit af den indiske rhinoceros (næsehornet).
Druerne er håndhøstede med en soignering i vinmarken inden de i små plastkasser køres de små 9 km. over til vingården udenfor Castagnole delle Lanze. Her sker der endnu en sortering inden alle stilke fjernes, og druerne efter en let knusning gærer til vin i roterende rustfri ståltanke. Herefter modner vinen 15 måneder på omkring 30% nye og for resten en gang brugte franske fade inden den endelige cuvée sammenstikkes i rustfri stål og efter yderligere måneders hvile tappes flaske uden forudgående klaring eller filtrering.
Bionzo har alle dage befundet sig i en særlig liga, og det er en vin, som alle Barbera-entusiaster bør have på CV-et. Eller som Monica Larner noterede i The Wine Advocate i august 2018, da hun smagte resultatet fra den vanskelige 2014-årgang: "Barbera enthusiasts should drop whatever they are doing and actively seek this wine".
Der er ikke så meget mere at sige. Vinen modnede tidligere udelukkende på nye fade og længere, men nu giver brødrene Giorgio og Andrea Rivetti og deres assisterende vinmager Stephan Mazetta det fremragende druemateriale lov til at shine. En detalje, som nogle af de mere fadforelskede anmeldere lige skal vænne sig til.
Prøv den for eksempel sammen med en stegt agerhøne med farserede morkler og en rig svampesauce.
Producent
Giorgio Rivettis nærmest magiske trylleri først med Moscato, siden med Barbera og nu også med Nebbiolo og Sangiovese har taget verden med storm.
Giorgio producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinetta's røde topvine.
Det er næsten for godt til at være sandt, men anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, og det er ganske vist: La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien.
Rejsen mod tinderne begyndte i 1977 da Giuseppe og Lidia Rivetti producere de første 7.000 flasker Moscato d'Asti fra vinmarkerne på toppen af bakken La Spinetta. Vinen som i dag hedder Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte.
- I 1985 så markedet de første røde Barbera vine fra Asti.
- I 1989 fulgte Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.
- I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt.
- I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante ha. i Barolo.
- I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 ha. med vinstokke og olivenlunde i Toscana.
- I 2011 blev det interessante Piemonte baserede Vermouth, Liquori og ikke mindst Spumantehus Contratto indlemmet i familien.
- 2018 blev nogle hektar erhvervet i bakkerne nede omkring Tortona i det allersydligste Piemonte med den unikke genopstandne druen Timorasso.
I de senere år har Spinetta ved at tilbageholde en del af Barolo og Barbaresco-produktionen, ved at tappe særlige Riserva udgaver på magnum flasker og ved at tilbyde pakning i særlige OWC-trækasser (Original Wood Casas) formået at bevæge sig ind i det såkaldte Fine Wine-univers, der oprindeligt var et fransk fænomen centeret omkring Bordeaux og Bourgogne.
La Spinetta spurtede således fantastiske 194 pladser frem på Liv-Ex listen i 2021, og tronede pludselig som nr. 8 i Italien og nr. 40 i det hele taget på listen over denne verdens mest interessante og efterspurgte vinhuse. En position som de ikke helt kunne forsvare i 2022, men alligevel…
Alt i alt er La Spinetta historien om en helt fantastisk rejse frem mod flere end 150 ha. med egne vinmarker, produktion af en bred vifte af appellerende vine fra 4 forskellige platforme, som nu til sammen begaver markedet med mere end 700.000 bæredygtigt og/eller økologisk producerede flasker om året.
I Løgismose lagde vi fra land med de mousserende vine fra Contratto i efteråret 2011. Siden fulgte først de øvrige vine fra Piemonte og til sidst også vinene fra Toscana, og i dag bestræber vi os på at føre et af de bredeste og dybeste udvalg af vine fra La Spinetta. Se det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Piemonte ligger i Nordvestitalien og er en af landets mest prestigefyldte vinregioner. Vinmarkerne ligger mellem Alperne i nordvest og Apenninerne i sydøst, og regionen udmærker sig ved at være domineret af lokale sorter som f.eks. Nebbiolo, Barbera, Dolcetto, Arneis og Cortese. Klimaet er gennemgående kontinentalt men præget af nærheden til bjerge, som begrænser nedbørsmængden. Stilmæssigt produceres en bred vifte af typer fra de tanninrige og længelevende vine fra Barolo, de saftige og friske Barbera vine, de lette hvidvine på Arneis og Cortese samt de søde, mousserende fra Asti på Moscato. En stor del af vinene i regionen produceres indenfor DOC og DOCG reglerne.Distrikt
Barbera d'Asti er et vindistrikt i Piemonte i Nordvestitalien. Det dækker området omkring byen Asti og udelukkende vine lavet på min 85% Barbera. Resten kan udgøres af Freisa, Grignolino og Dolcetto. Terrænet er præget af bløde bakker og det meste Barbera dyrkes i 90-300 moh. Barbera er den mest plantede druesort i Piemonte, og trods den ikke nyder samme prestige som Nebbiolo fra Barolo og Barbaresco, kan den frembringe charmerende, saftige vine som, modsat Nebbiolo, er mere tilgængelige og mindre tanniske som unge. I forhold til det andet vigtige distrikt for Barbera, Barbera d'Alba, er Barbera d'Asti kendt for at være mere feminine, parfumerede og frugtige.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter