VINPRODUCENT
Weingut Emmerich Knoll
Knoll holder til i den lille by Unterloiben i Wachau distriktet et halvt hundrede kilometer vest for Wien. Det er en af de smukkeste strækninger på Donau flodens løb gennem Østrig, og dermed også et af de herligste vinområder overhovedet.
Familien Knoll har holdt til i Unterloiben i generationer og i dag driver familien den dejlige restaurant Loibnerhof og så en af Østrigs allermest respekterede vingårde. Det er Emmerich senior og Emmerich junior, som deles om ansvaret i kælderen, og ud fra en meget konservativ, nogle ville sige gammeldags filosofi, har de i mere end 30 år hvert år produceret nogle af Østrigs allermest forrygende Grüner Veltliner og Riesling vine.
Resultat nås i princippet med enkle midler hvor en sen høst, og herefter så lidt indblanding som mulig er de to vigtigste elementer. Først når de fleste andre er ved at være færdige, går høsten i gang, og de fleste år fortsætter den til langt ind i november måned hvor en betragtelig del af druerne er angrebet af ædelt råd, og hvor perioder med let nattefrost er en del af høstens orden.
Udbyttet er ikke specielt lavt. Især Grüner Veltliner modner ifølge Knoll senior ved kraftig beskæring for tidligt, og når derfor ikke at opleve de temperatursvingninger mellem nat og dag, som i det sene efterår beriger druerne med kompleksitet.
Knoll junior har rejst verden rundt og set al den ny teknologi, som findes. Alligevel er alt ved det gamle hjemme i kælderen under Unterloiben 10. Hver parcel i vinmarken har nu som før sit eget ege- eller akaciefad og størrelsen er tilpasset det forventede udbytte fra vinmarken! Nogen år er der ikke nok vin til fadet, og så forbliver vinen på stål med interessante årgangsvariationer til følge, og på samme måde skifter de enkelte vine karakter, når det er blevet tid til at forny deres fad.
Weingut Knoll ejer 14 ha. og producerer omkring 120.000 flasker fordelt på 25 forskellige vine. Nogle få frigives i tidlige forår efter høsten, men de fleste først i løbet af september måned, og på forunderlig vis lykkes det hvert eneste år at fremtrylle Wachau's mest imponerende vine, som byder på store oplevelser fra dag et, og som efter 10 år stadig er så friske og vitale, at man gerne tiltror dem yderligere 10 år i en god kælder.
Vinene fra Weingut Knoll tilhører verdens mest efterspurgte og mængderne er stærkt begrænsede. Løgismose's allokering er på 900-1.200 flasker om året afhængig af årgangen, og en række af vinene vil derfor være udsolgt i kortere eller længere perioder.
Emmerich Knoll har været en del af Løgismose familien siden 2008.