REJSEGUIDE TIL VIN & MAD
FRANKRIGS HAVE LOIRE
Loire er så forskelligartet, at det er umuligt at sige noget generelt om vinområdet, der strækker sig fra Atlanterhavskysten, følger Loire-flodens bugtning og slutter af ved Sancerre og Pouilly-Fumé i øst. Fra kystklima opvarmet af Golfstrømmen til kontinentalt klima inde i landet.
FRANKRIGS LÆNGSTE FLOD
Loire er den længste flod i Frankrig, og det er et vin- område med stor alsidighed. I virkeligheden kan du få dækket de fleste vin-lyster her. Der produceres nemlig både rødvin, hvidvin, rosé, pétillant og mousserende vine i stil, der varierer fra det knastørre til det intenst sødmefulde.
Ligesom vinene er landskabet varieret, og det er svært at sige noget overordnet om det store område, der har kælenavnet ”Frankrigs have”. Men alligevel kunne man godt sige, at Loire generelt er ophøjet, fornemt, naturskønt og pittoresk slidt. Loire er – ud over de mange smukke vinmarker – småbyer med gamle stenbroer over flodløbet, huse, der er helt grønne af løv, bløde bakker – og slotte. Mange af dem. Det er som om, at der er slotte overalt. Château d’Amboisse, Chambord, Chaumoint og Chenonceau er de mest kendte, men der er så mange andre – de ligger drysset ud på bakkerne, i skovrydninger, langs floden – overalt i landskabet. Loire er et godt sted for drømmere og romantikere.
NANTES
I den ene ende af området ligger Nantes, Frankrigs sjettestørste by og hovedstad i vinområdet Pays Nantais, som er berømt for sine tørre vine på Muscadet-druen. Her kan man på nærmeste hold iagttage et af gastronomiens spændende fænomener – nemlig hvordan lokale råvarer og lokal vin passer sammen som fod i hose. Et glas kold Muscadet-vin og et fad Atlanterhavs-østers, og du tænker, der må være et billede af netop de to ting, hvis du googler udtrykket ”gå op i en højere enhed”.
Nantes er i øvrigt en virkelig charmerende by. Den er sidste stop på Loire-floden, inden den løber ud i havet, og man mærker havets nærhed på en fin måde: Der er selvfølgelig alle skaldyrene på restauranterne, men også butikker med maritimt tøj – trøjer med striber, dobbeltradede frakker med guldknapper og sweatre i mørkeblå uld, der kradser lidt, men til gengæld varmer meget. Byen har en fantastisk smuk arkitektur – der er noget stateligt og graciøst over huse og pladser. På restaurant La Cigale er der mere lækker æstetik, og man betaler uden tvivl ikke bare for maden, men også for rammerne. Indretningen er et studie i Art Nouveau, når det går vildt for sig – minimalister vil muligvis føle sig ilde til mode i det massivt dekorerede lokale. Jeg har til gengæld siddet her en vinteraften i silende regn og følt mig ualmindeligt godt tilpas med et fad østers og en flaske hvidvin i kølespanden. Det første glas hvidvin blev indtaget som nervedæmper efter en hård landing i lufthavnen, der kostede mig mine negle og pilotens blod, sved og tårer, forestiller jeg mig, eftersom han først kom ned i tredje forsøg.
SANCERRE
I den anden ende af Loiredalen er Sancerre et naturligt stop for den vininteresserede rejsende. Det er her, man finder nogle af verdens fineste og mest komplekse hvidvine på Sauvignon Blanc. Sancerre ligger på en lille bakketop, og der er selvfølge- lig mulighed for at slå sig ned på en vinbar og smage på den lokale vin, men man kan også tage en flaske med i tasken sammen med en baguette, snøre de fornuftige sko på og gå sig en dejlig tur gennem vinmarkerne til landsbyen Chavignol, hvor der produceres den berømte AOP-gedeost crottin. Køb lidt forskelligt ind hos en af de små osteproducenter og hiv proppen af din Sauvignon Blanc. Her vil du opleve samme vidunderlige fænomen som i Nantes: Den lokale vin og den lokale ost mødes, og sød musik opstår. Find dig et egnet picnic-sted, smag på ost og vin – og jeg tror, du kan høre musikken.
SAINT-NICOLAS-DE-BOURGUEIL
Omtrent midt imellem Sancerre og Nantes ligger den lille appellation Saint-Nicolas-de-Bourgueil, hvis vine på druen Cabernet Franc er en hemmelig skat, som franskmændene har holdt for sig selv. De er højt estimeret i landet, men kun meget lidt kendt uden for Frankrigs grænser. Har man prøvet at sidde på en bistro i Paris og fået serveret et glas let og læskende rødvin, så kunne det meget vel være en ung rødvin fra området her. De unge vine er præget af friskhed og lethed og drikkes ofte inden for det første år efter de er hældt på flaske og makkerskabet med den lokale mad enestående. Områder er også kendt for sit vanvittigt lækre charcuterie, navnlig rillette, som er perfektioneret gennem århundreder på egnen. Jeg kan ikke finde på meget, der passer bedre sammen, og det er noget, jeg vil anbefale enhver gourmet at prøve. Den livlige, lette vin og den umami-prægede rillette slår benene væk under den, der gør forsøget.
FREMRAGENDE CABERNET FRANC-VINE PÅ VEJ MOD BIODYNAMIK
Når man smager vinene fra Frédéric Mabileau forstår man til fulde den markante udmelding fra vinguruerne Jancis Robinson og Hugh Johnson, der i Den store vinbog skriver, at vinene fra Bourgueil og St.- Nicolas-de-Bourgueil er ”helt absurd undervurderede i forhold til deres kvalitet.” Sammen med sin kone Nathalie står Frédéric bag en af de mest vellykkede omlægninger fra konventionelt landbrug til bæredygtig, økologisk produktion langs hele Loire-floden, og nu er de på vej mod biodynamik med ultralave mængder af svovl. Vinene er dejligt u-forcerede, og man fornemmer, der ikke har været noget hastværk med at få dem gjort klar, og at det bestemt heller ikke haster med at få dem nydt. Det er bare autentisk Cabernet Franc fra Loire på den allerbedste måde.
SAINT NICOLAS DE BOURGUEIL ECLIPSE NO.12 BIO
12 udgave af vinen, som Frédéric kun producerede i de år, hvor han var overbevist om, at frugten fra familiens ældste vinstokke var mørk og intens nok til, at direkte gæring fulgt af 22 måneder modning i nye 600 liters fade ville ende lykkeligt. En af Loires helt store Cabernet Franc vine, som allerede begejstrer, hvis man lader den danse i en karaffel ,og som givet vil imponere, hvis man skulle være så heldig at møde den om 15 eller 20 år.