REJSEGUIDE TIL VIN & MAD
UDTALEGUIDE TIL DET FRANSKE VINKORT OG KØKKEN
Mine første fransktimer tog jeg sammen med min storebror i en kælder i et sommerhus i bjergene i nord for Nice. Vi var på ferie hos vores forældres venner, Simone og Robert, og min storebror og jeg tilbragte mange timer i husets kælder, hvor Robert havde sat et klassisk Bonzini-bordfodboldbord op. Et tungt, flot bord med metalmænd i blå og røde spillerdragter, slidte korkbolde og patinerede paneler i træ. Jeg elskede det.
Her ved Bonzini-bordet fik vi selskab af dels Simone og Roberts børnebørn, men også brødreparret Nicolas og Sébastian, hvis bedsteforældre boede i nabohuset. Og det var så, bøjet over fodboldbordet, at vi fik vores første fransk-lektioner. Dels ud i kulturen: Vi lærte, at det var strengt forbudt at snurre med bordfodboldspillerne, og hvis man ikke scorede et eneste mål, skulle man hen og kysse Fanny – en gipsfigur af en damenumse, som hang på væggen. Men der var også lektioner i det franske sprog, for vi fik opsnappet en del ord nede i kælderen. Det var dog ikke den slags gloser, jeg senere lærte i skolen.
Det var især bandeord råbt i ærgrelse, og jeg skal spare læseren for at udbasunere alle vulgariteterne her. De har dog siden vist sig nyttige i forskellige sammenhæng, og jeg har stadig den refleks, at jeg bander på fransk, når jeg engang imellem spiller bordfodbold.
SPIDS MUNDEN OG GIV LOS
Senere fik jeg bygget et mere reglementeret fransk op, men jeg lærte en meget vigtig ting dengang, hvor vi spillede med de franske børn, og ingen af os kunne et ord engelsk: Man er nødt til at kaste sig ud i det og ikke være bange for at dumme sig. Det gælder for alle sprog, men på fransk er der for os kontrollerede nordboere også en udfordring i at give pokker i hæmningerne, eksempelvis når vi skal lave de svære nasallyde, hvor man til at starte med at synes, man lyder vældig forkølet.
I virkeligheden er fransk et poetisk sprog. Der er musik i ordene, og jeg hørte engang én sige, at han elskede at se franske piger tale, fordi de hele tiden lavede kyssemund. Det er rigtigt. Man kan ikke mumle på fransk – man er nødt til at have gang i al muskulaturen rundt om munden.
FRANSKE UDTALEREGLER
Man skal også vide, at man ikke kan gardere sig på fransk. Selv om der findes udtaleregler, så findes der også en masse afvigelser fra dem. Jeg har rejst i Frankrig hele mit liv og læst fransk på universitetet, men alligevel bliver jeg stadig overrasket over nuancer i sproget, dialektale forskelle og afvigelser fra udtalereglerne. I min bog om fransk fonetik (læren om sprogets lydlige side) står der i forordet: ”Der er ofte to, nogle gange tre eller fire måder at udtale et ord på.” For eksempel er s som regel stumt på fransk, men det gælder langt fra altid i stednavne, så der har man tit en50/50 chance for at sige det rigtigt. Byens indbyggere kan også være uenige – nogle udtaler s’et, mens andre aldrig kunne drømme om det.
Blandt vinbyerne er der blandt andre Gigondas og Vacqueyras – her udtaler man (som regel) s’et, mens man i den nordlige Rhône-by Cornas ikke siger det. Det skal man ikke fortvivle over, men glæde sig over, at man kan dække sig ind under dialektale forskelle, hvis den gængse udtalemåde skulle kikse en dag.
Generelt kan det nævnes, at u udtales som y, og y som i. A må aldrig udtales som et fladt dansk a. Det skal mere være som et a i “bar”. Du skal også lige have styr på nasallydene, og det er ikke så svært endda. Det er den lyd, vi har i ordet ”entré”. Her smelter n’et sammen med e’et i en ny lyd, som hverken er e eller n, men noget helt tredje – lidt henad en eng-lyd, men mere åben.
BOURGOGNES TUNGEKRØLLENDE STEDNAVNE
Det siges, at grunden til at vinene fra Pommard er særligt udbredte er, at det er et af de få områder i Bourgogne, der er nemt at udtale for udlændinge. Selvfølgelig er vinene herfra også lækre, men måske er der noget om snakken, for de andre stednavne er ofte svære at have med at gøre. Indehaveren af en vinbutik i Volnay, som jeg talte med, mente, at vinene fra Auxey-Duresses var nogle af områdets bedste, men at de ikke har fået det samme gode omdømme, fordi ingen ikke-franskmænd kan udtale navnet.
Det bliver der lavet om på nu med den følgende udtaleguide, der udover de mange lumske Bourgogne-appellationer også indeholder andre ord fra gastronomiens verden, der kan drille. Den er ikke udtømmende, men en rettesnor at støtte sig til, når man valser gennem det franske vin- og spisekort.
VOKABULARIUM
Côte Chalonaise [kååt schalånææs] Her skal du trække lyden godt på vokalen i “Côte” og det samme i slutningen af ”Chalonaise”.
Gevrey-Chambertin [schjøvræ schambertæng] Her skal du stemme g’et godt i starten, og bemærk at e bliver til en ø-lyd i første del af ordet og æ-lyd. "Tin" i slutningen er Chambertin er en nasallyd og skal altså ikke helt udtales med ng-lyd tilsidst, men alligevel derhenad.
Vosne-Romanée [våån råmané] Stumt s og o’er, der bliver mere til å’er.
Pommard [påmaar] P’et her skal udtales meget blødt, så det nærmest er som en blanding af b og p. Ar-lyden i ”mard” skal trækkes godt ud.
Puligny-Montrachet [pylinji monrasché] Bemærk at t’et er stumt. Det gælder for alle appellationerne, hvor Montrachet indgår. Jeg har dog også hørt franskmænd udtale t’et, så man skal åbenbart ikke vide sig for sikker.
Nuits Saint Georges [nyi sæng schjårsj] Det her er én af de svære. En af de mest typiske udtalefejl for danskere er ved u’et, der bliver til y. Og når det så er i kombination med i, skal der virkelig laves spids mund. "aint" i Saint giver ikke helt ng-lyd, men er en nasalvokal. Husk at stemme g’et i ”Georges” godt og grundigt.
Clos de Vougeot [klo dø vuscho] Stumt s og t. Chambolle-Musigny [scha(m)bål mysinji] En af dem, der er svær at lydskrive sig ud af. M’et forsvinder lidt ind i a’et i en blød, åben nasallyd.
Meursault [mørsó] Eu giver en ø-lyd, mens au giver en o-lyd. Bemærk at l og t er stumt.
Beaune [båån] Eau efterfulgt af ne giver en lang å-lyd.
Rully [ryllí] U bliver til y, og y bliver til i.
Aloxe-Corton [alos kårtong] Den her er ond. X'et bliver til s hos nogle, men ikke alle. Hvordan skulle man kunne regne det ud? O'et er ikke sådan et o, man laver med rund, spids mund, men mere ovre i en å-lyd i Aloxe. N'et sidst i Corton er ikke helt en ng-lyd, men den der nasallyd igen, som på en måde skal ud igennem næsen.
Tilbage er der vist kun tilbage at citere Storm P.: ”Fransk er meget nemt – Hest hedder cheval, og saadan er det hele vejen igennem!”
ANDRE DRILSKE MAD-ORD
Det var bare Bourgogne. Men der er også andre svære franske ord, man ofte støder på, hvis man er mad- og vinglad. Jeg hører ofte folk sige “fo gra” om den politisk ukorrekte gåselever, men o og i tilsammen giver en lidt “wa”-agtig lyd, så det mere skal udtales “fwar gra” - uden s og med det der bar-a, husker du nok.
Mange udtaler også m’et i comté-osten, men det skal faktisk bare forsvinde ind i o’ets nasallyd. Og så der den sydfranske fiskesuppe fra Marseille – bouillabaisse. Her siger mange ”bullabæs”, men den udtales nærmest “bujabæs”. Navnet kommer i øvrigt af to ord: bouillir + baisser, som betyder henholdsvis koge og skrue ned og hentyder til processen i køkkenet. Ligesom de to ll’er i bouillabaisse bliver til en j-lyd, så gør den det også i rillette, som altså udtales ”rijæt”.
Og så en servicemeddelelse til dem med en sød tand: de små lækre marengskager med fyld hedder ikke macaroon med en engelsk u-lyd som i ”soon”. Nej, her er vi ude i en udtale med nasallyd som i den franske præsidents efternavn, bare med en ekstra stavelse i midten.
I ”entrecôte” skal man huske at udtale t’et i slutningen og o’et som et langt å – ”kååt”.
Og hvis man vil skære sin bøf ud med en god kniv, har man som frankofil jo brug for en Laguiole. Laguiole er også navnet på en by og udtales af nogle som ”lajål” og af andre som ”lagijål”.
I brændevinen marc udtaler man ikke c’et, men siger bare ”mar” med en god lang a-lyd. Undtagen nogle få steder i Sydfrankrig, hvor nogle sprogrebeller siger ”mark”.
