REJSEGUIDE TIL VIN & MAD
TUREN GÅR TIL GRÆKENLAND
Drøm dig til blå- og hvidternede duge, klippeskrænter og græske sommerminder, når vi drager med Vinskribent Signe Wulff til det græske middelhav.
Der er visse ting, der vanskeligt lader sig transportere eller overføre fra et sted til et andet. For eksempel er det meget svært at finde gode friske figner herhjemme – turen fra Sydeuropa til det danske supermarked tager simpelthen for hårdt på den sarte frugt. Ligesom at andre råvarer indtages bare bedst på stedet, fordi selve stedet er en del af oplevelsen. Visse danske kvinder vil i den forbindelse tænke på den flotte græske mand med små shorts, bar overkrop og krøllet hår, som forsødede sommerferien på Kos, men som ikke lod sig overflytte til et liv i lange bukser i blygrå Danmark langt væk fra det krystalklare Middelhav og måneskinskys i vandkanten. Andre har det sådan med retsinaen – den græske vin med den dominerende harpikssmag, som smagte så spændende på restauranten på den overdækkede terrasse ved klippekysten, men som heller ikke tålte overflyttelse til Ikea-køkkenet hjemme i parcelhuset.
Men hvad angår retsinaen (og måske også de græske mænd?), så handler det selvfølgelig om kvaliteten. Hvis det er en flaske fra turistfælde-supermarkedet, så er det måske ikke så mærkeligt, den ikke står distancen. Men der findes gudskelov så meget mere end det, og selv om man måske er lidt brændt barn, hvad angår retsinaen, så bør man overvinde det og unde sig selv en anderledes og spændende oplevelse med en flaske af god kvalitet.
Gør det lidt græsk derhjemme med hele fisk og blæksprutter på grillen (det er slet ikke så svært), kød på spid, hjemmebagte fladbrød, masser af friske krydderurter som oregano, mynte, dild, persille, timian, fennikel og store, solmodne tomater. Husk også på, at Danmark er kendt for at fremstille noget af den bedste salatost, som godt nok ikke må kaldes feta nede i butikken, men der er jo ingen, der hører det, hvis du gør det derhjemme. Så er der bare tilbage at trække proppen af en god, kølig retsina, lukke øjnene og drømme dig tilbage til det paradisiske græske øhav.