Mit første krebsegilde står stadig forbavsende tydeligt for mig, selv om jeg skal være ærlig at indrømme, at det også er indhyllet i tåger fra kold snaps.
Signe Wulff 1. september 2021 Magasin nr. 7 2021
Jeg var i starten af 20’erne og var blevet veninde med en ung kvinde med svenske rødder. Vi havde vel kendt hinanden et par år, da det gik op for hende, at jeg aldrig havde deltaget i et krebsegilde. Hun følte, det var hendes pligt at lave om på det og inviterede mig og en hel flok venner over på sine forældres gård i Sverige en aften i sensommeren til ægte svensk kräftkalas. Min veninde er en virtuos værtinde, så alt var lige efter bogen med langbord i laden, vilde blomster i vaser og knaldrøde krebs på store fade. Kold snaps var der også, og vi sang med af hjertens lyst på drikkevisen Helan går. Hvis nogle læsere ikke skulle kende den, går den i al sin enkelthed ud på at bunde sit snapseglas og ikke lade noget stå. When in Sweden … Man kunne jo ikke sidde der og spytte i glasset. Især når nu sådan en kold O.P. Anderson smager så jävla godt. Vi fik med andre ord rigeligt med både krebs og snaps inden for vesten, og det blev en virkelig munter aften. Og en morgendag med følelsen af, at nogen havde placeret en meget stram hat på mit hoved.
Det var jo noget af en ilddåb ud i disciplinen krebsegilder, og jeg må sige, jeg blev fan og stadig er det. Nu små 20 år senere har jeg lært en fyr at kende, som fanger krebs, og hver sensommer henter jeg spandevis af levende krebse - dyr og bringer dem hjem til mit køkken. Det er signalkrebs, han fanger. Og da den er en invasiv art, udsat ved en fejl i den danske natur, forsøges bestanden fjernet igen. Det er sin sag, men man kan jo gøre sit for naturplejen ved at holde nogle gevaldige krebsegilder.
De store læs med krebs er en sand fornøjelse. Alle børnene – også de store – flokkes om spandene og stikker prøvende fingrene ned til dyrene for at indfange dem og komme dem i gryden. Det gælder om at tage dem i skjoldet og ikke komme i karambolage med klosaksene, som krebsene ikke er sene til at bruge. Det er flotte dyr. Skjoldene changerer i mørkebrune, blågrønne og sorte toner, og signalkrebsene har to lysende pletter ved kløerne. Det er sådan, man kan kende dem fra den europæiske flodkrebs i øvrigt, hvis man selv skulle vove sig ud på krebsefangst.
Vi sætter alle vores største gryder på gasblussene og koger vandet op med dildbundter, dildfrø og salt. Krebsene kommes levende i vandet, ligesom hummere, og de takker af med det samme i mødet med det spilkogende vand. De skal koges ret kort tid – et sted mellem 3 og 5 minutter alt efter størrelse – og kommes så i nogle store skåle eller fade, hvor de køler af i kogevandet.
Jeg serverer altid to slags mayonnaise til – én, som er rørt med store mængder dild (køb hos en grønthandler, dem fra supermarkedet smager ikke lige så intenst) og én med citronskal og finthakkede citronverbena-blade. En grøn salat og friskbagt surdejsbrød på bordet, og så synger englene. Ikke nødvendigvis Helan går, for jeg kan faktisk også godt lide et glas hvidvin eller rosé til mine krebs. Aftenen bliver også lidt længere for mit vedkommende, når der ikke er snaps involveret.
Sådan et krebsegilde er et syndigt, vidunderligt rod ved bordet med tomme skaller og klør i stakke, skylleskåle og servietter ud over det hele. De entusiastiske bider i kløerne og suger al saft og kraft af både hoved og hale, og den slags krebsespisere forstår jo virkelig at udrydde den invasive signalkrebs. Og nyde livet ikke mindst.
ROSÉVIN TIL KREBS
Hvis ikke man går snapse-vejen under krebsegildet, så er det oplagt at servere kold hvidvin eller rosé.
Rosé er flot, for så får de lyserøde krebs en makker, som ikke alene matcher farven, men også kan spille op imod krebsenes sødme med en behagelig frugtighed. Og ikke mindst lidt syre til at tøjle det hele med.
Det er højsæson for krebsegilder, og selvom der er noget utrolig frydefuldt over servere de store, postkasserøde krebs hele og selv pille dem, er disse serveringer en herlig måde at nyde krebs og andre skaldyr, når man gerne vil kunne læne sig tilbage og nyde middagen uden større hurlumhej.
HELAN GÅR
Det fortælles, at da det svenske landshold vandt verdensmesterskabet i ishockey i Moskva i 1957, havde ingen forestillet sig, at kampen ville falde ud til svenskernes fordel. Derfor havde spillerne ikke øvet teksten og russerne ikke indspillet melodien til den svenske nationalhymne Du gamla, du fria. En svensk spiller med sans for øjeblikket fandt derfor på, at holdet i stedet kunne synge Helan går som sejrsmelodi. Den kunne alle teksten til.
Den lyder som følger:
Helan går
Sjung hopp faderallan lallan lej
Helan går
Sjung hopp faderallan lej
Och den som inte helan tar*
Han heller inte halvan får
Helan går
(Her holder man pause og drikker sin snaps)
Sjung hopp faderallan le
OPSKRIFT
HJEMMELAVET HINDBÆRSNAPS
Det er sjovt, hyggeligt og nemt at lave sin egen personlige snaps og så endda med sin yndlingssmag.
Vores tidligere kok Magnus Sonne sender med opskriften her kærlige tanker til sin sylte-veninde Anne Grethe fra Bornholm.