REJSEGUIDE TIL VIN & MAD
ET AF MIT LIVS BEDSTE SMAGNINGER
Der er nogen dage, der er bedre end andre, og hvis man er heldig, er der dage, som ender med at blive så fantastiske, at de bliver til et minde for livet. Sådan en dag blev det, da vi sidst i august sidste år besøgte Weingut Emmerich Knoll i den lille vinby Unterloiben an der Donau.
Vi var blevet sat i stævne under æbletræerne i den skyggefulde gårdhave på Loibnerhof, der ligger ved siden af vingården og drives af fætteren, Josef Knoll.
Her vankede der kaffe og nærende cremeschnitte mit frischen erdbeeren, mens vi ventede på Emmerich Knoll Jr., der lige skulle ud af et møde inde i Krems (Alle førstefødte drengebørn og hunde, der ikke er født tæve, hedder Emmerich i den familie).
Emmerich arriverede og ordinerede straks kildevand, så vi kunne få kaffen og kagen på behørig afstand, inden vi skulle have Knoll-vin i glassene, og mens der blev linet op til smagning, fortale Emmerich om 2017-årgangen, som han og farmand slet ikke havde haft den store dus til, fordi det havde været så tørt, at bladene var begyndt at visne på vinstokkene allerede i slutningen af juni. Det havde næsten fået sukkeroptaget i druerne til at gå i stå, men så kom regnen, og efter en lang og kølig sensommer endte familien Knoll med at høste smukke ekstraktrige druer med netop den syre, der skulle til, hvis man er næret af drømmen om at skabe exceptionelle Riesling og Grüner Veltliner-vine.
I mellemtiden var de første vine skænket, og vi var alle- rede godt i gang med en af de der smagningen, hvor det er svært ikke bare at sluge det hele. Nogle vine kom fra friske asker. Andre havde været åbnet både en, to og tre dage, men fra tidligere besøg vidste vi, at dette intet betød. Ja det er endda sådan, at især de unge Riesling-vine tager på i vægt og bliver mere blomstrende, når der bliver lidt mere plads i askerne!
Da Emmerich Knoll først tapper flertallet af sine Smaragd-vine i løbet af september, var det nu blevet tid til en tur i kælderen, eller rettere sagt kældrene, idet familien har fået bygget en ny kælder, som i 2014 blev forbundet med den gamle via en lang underjordisk tunnel. Her fandt Emmerich den lange pipette og wienerstigen frem, og så fulgte vi ellers med, mens Emmerich kravlede rundt på de gamle fade og førte os igennem smagningen af familiens 8 enkeltmarksvine og de 2 legendariske Loibner Smaragd Vinothekfüllung. Det var en eventyrlig forestilling!
Det hedder sig, at vinene fra Weingut Emmerich Knoll er langsomme startere, og at man bliver rigt belønnet, hvis man udviser tålmodighed og venter 5 og 10 år.
Det sidste er muligvis rigtigt, men det første er lodret forkert. Knolls vine er overbevisende og charmerende allerede inden de kommer på aske, og når jeg kigger ned i de noter jeg har taget i løbet af de 12 år som Løgismose har løftet dette agentur, dokumenteres det, at Knoll formår at producere vine, der leverer på et tårnhøjt niveau uanset om de er helt friske eller ude på en spændende rejse frem mod et mere udviklet udtryk. Det er ren verdensklasse!
VINPRODUCENT
WEINGUT EMMERICH KNOLL
Knoll holder til i den lille by Unterloiben i Wachau distriktet et halvt hundrede kilometer vest for Wien. Kodeordene er ifølge Emmerich junior "Elegance og kompleksitet uden den umiddelbare glæde ved vinen i glasset sættes over styr".