Fakta
- 6 stk. 1.291,20
2023 Grüner Veltliner Pfarrweingarten
- 6 stk. 1.291,20
269,-
358,67 pr. l.
6 stk.
1.291,20
215,20 pr stk.
Spar 322,80
Anbefalinger
Falstaff Magazin
92
Peter Moser - Juni 2024
A La Carte Magazin
92+
A la Carte Wein-Guide 2025
James Suckling
91
September 2024
Beskrivelse
Det er stadig let at blive forelsket i et godt glas Grüner Veltliner, især hvis det kommer fra Weingut Buchegger, som vi i snart 20 år har været så heldige at repræsentere i Danmark.
Dermed ser det ud som om Walter Bucheggers kæreste og (siden 2008) partner Silke Mayr sammen med kældermesteren Michael Nastl fuldt ud indfrier det løfte, de gav hinanden, da de og vi i juni 2017 og alt for tidligt mistede mesteren ud i den østrigske nationaldrue. De lovede os dengang, at de ville fortsætte med at producere vine, der "kan tilfredsstille selv de mest kræsne ganer samtidig med at vinene vedbliver med at være let tilgængelige".
Det løfte har de i den grad indfriet i denne "Pfarrweingärten", som er skabt på frugt fra parceller som Buchegger i årtier har forpagtet fra "Der Diözese", og da de i folkemunde blev kaldt for "Pfarrweingärten", lå vinens navn lige til højrebenet. Der er med andre ord ikke tale om en enkeltmarksvin, men derimod om en vin skabt på frugt fra de såkaldte "sognevinmarker" som den dag i dag tilhører Valfartskirken i Hadersdorf am Kamp og dermed den romersk-katolske kirke i Østrig.
Der er tale om frugt fra 30-70 år gamle vinstokke, der alle står på sydøst vendte terrasser på det berømte mere end 8 km. lange Gobelsberger Plateau, der løber Rohrendorf bei Krems op forbi Gedersdorf og næsten frem til Hadersdorf.
Relativt sent høstede og håndhøstede druer med soignering både i vinmarken og ved ankomsten til vingården. Nænsom presning af de hele drueklaser for at sikre lave tannin- og phenolniveauer og derpå gæring ved 19-20°C i rustfrit stål nogle gange med tilsætning af opformerede gærstammer hen mod afslutningen, for at sikre det tørre udtryk, som i stadig højere grad er blevet del af Bucheggers DNA. Derefter modning sur Lie i små ståltanke frem til aftapningen på flaske i foråret 2024.
Som altid en herlig saftig gulfrugtet Veltliner som charmerer med delikate sprøde æbler, et eksotisk løft fra mango, pirrende parfume fra citusskal og en hel buket af friske urter. Aromatisk, ikke uden fylde, men først og fremmest voldsomt fokuseret takket være den underliggende syre og markante mineralitet. En vin man kan forelske sig i lige så snart den frigives, og også en vin der vil overraske, hvis man prøver at gemme den 4-5 år.
Silke Mayrs mantra er, at ”Denn Buchegger-Weine sollen nicht nur bei Verkostungen punkten, sondern auch viel Trinkspaß bereiten.” (Buchegger-vinene skal ikke kun score point ved smagninger, de skal også være sjove at drikke). Vi kan kun sige ”mission completed”!
Producent
"Vin er sammen med Silke det væsentligste i mit liv, og det at udforske de små forskelle mellem de forskellige parceller, siden raffinere dem, og til sidst få lov til at prøve at udtrykke Kremstal's virkelige potentiale glæder mig hver dag året rundt. Så det at være vinbonde er mit livs lykke, men også en stor udfordring. Jeg prøver at forvalte den natur, som generationer før mig har påvirket, og var det ikke for mine forældre og deres forældre før dem, var vin sikkert ikke blevet min levevej."
Sådan præsenterede Walter Buchegger sig selv i Vinovative, der er en forening, eller måske snarere en legeplads, for de bedste producenter i Kremstal, og det var på én gang en befriende ydmyg og herligt ambitiøs tilgang til jobbet som, nej ikke vinmager, ikke vinproducent, men som han selv formulerede det ”vinbonde”.
Og ja, vi formulerer os i datid, for i sommeren 2018 kunne Walter Buchegger ikke længere modstå den sygdom, som i et par år havde holdt ham fuldt beskæftiget med at sikre vingårdens og familiens fremtid.
Det var i 2006, vi lige så stille valgte at køre Walter Bucheggers vine i stilling på Falsled Kro og i Kong Hans Kælder for at mærke efter om de, som vi, syntes, at vi her havde fået fat i nogle vine, som kunne matche de krav, der stilles, når køkkenet forsøger at bringe det aller ypperste frem på tallerknerne.
Resultatet var en fornøjelse: Masser af glade gæster, mange herlige tilbagemeldinger omkring vinenes rene frugt og sprøde mineralitet, og ikke mindst et personale som elskede at overraske og fornøje gæsterne med vinene fra Walter Buchegger.
Vi er i hjertet af Grüner Veltliner land. Et område langs Donau vest for Wien, hvor Walter Buchegger sammen med en række andre super seriøse producenter målrettet har arbejdet og er lykkedes med at bringe Østrigs nationaldrue tilbage på verdenskortet, og ind på vinkortet på førende restauranter i Europa og endnu længere væk.
Walter Buchegger, som var en årgang 1968, boede i Dross lidt uden for Krems hvor han i 2009 blev færdig med at opføre et nyt vineri sammen med sin kæreste og senere hustru Silke Mayr.
Walter startede med 9 ha. og en gammel kælder i Gedersdorf som faderen Leopold udleverede nøglerne til i 1994. Vinmarkerne, som siden voksede til 23 ha., ligger alle på Ried Holzgasse, Moosburgerin, Pfarrweingarten samt Tiefenthal, som traditionelt er blevet talt med blandt de bedste marker i Kremstal og nu rangeres som Erste Lagen i følge den “Lagenklassifizierung” som “Die Österreichischen Traditionsweingüter” offentliggjorde i 2010 og siden fik lovfæstet.
Walter Buchegger troede på, at vinene blev skabt i marken, og at det efterfølgende arbejde blot handlede om at formidle høsten uden at forvolde alt for megen skade. Og derfor foregik det meste på rustfrit stål hos Walter, som så det som sin fornemste kunst at begrænse pumpning, filtrering og naturligvis svovling til et minimum.
Sådan er det stadigvæk. Walter nåede at få et par år sammen med Michael Nastl, som nu, i et nært samarbejde med Silke Mayr, fører Kremstal’s ukronede konges livsværk videre med uforandret succes.
Som en hyldest til de stadig flere aktive kvinder i den østrigste vinindustri har det østrigske vin og livstilsmagasin Vinaria Magazin de senere år kåret "Die besten Winzerinnen Österreichs" på kvindernes internationale kampdag, og i marts 2023 kunne Silke Mayr glæde sig over at hun for 3. år i streg befandt sig i kategorien "TOP OF THE TOPS": "Silke Mayr har i flere år stået i spidsen for to topvingårde i landsbyen Dross nær Krems: Vorspannhof-Mayr med parceller i blandt andet Krems og Stratzing og Buchegger med parceller omkring Gedersdorf. To vingårde som konstant vinder præmier og podiepladser, inklusive Vinaria-trofæer."
Se vores aktuelle vine fra weingut Buchegger her
Oprindelse
Region
Niederösterreich ligger i den nordøstlige del af Østrig, og regionen står for ca halvdelen af landets vinproduktion. 8 af Østrigs 6 officielle vindistrikter ligger i Niederösterreich og hovedvægten af vinene laves på Grüner Veltliner og Riesling samt Chardonnay, Zweigelt, Pinot Noir og Saint Laurent. Området er påvirket af varme vinde fra Pannonien i Ungarn, og flere steder i Niederösterreich er vinmarkerne placeret tæt ved floder. Af kendte vindistrikter i Niederösterreich kan nævnes Wachau Kremstal og Kamptal.
Distrikt
Kremstal er et lille, vigtigt vindistrikt i regionen Niederösterreich i det nordøstlige hjørne af Østrig. Distriktet ligger ved Donaufloden med de fleste marker på skråninger på nordbredden af Donau. Byen Krems-an-der-Donau har givet navn til distriktet. Både varm luft fra Pannonien mod øst og kølig alpeluft påvirker Kremstal, men ellers nyder Kremstal det typiske indlandsklima med varme somre, kolde vintre og store udsving mellem nat- og dagtemperaturer. Kremstal har DAC status for Grüner Veltliner og Riesling, men også Zweigelt, Chardonnay og Pinot Noir er plantet i distriktet.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter