ANSVARLIGHED
EMBALLAGE MED OMTANKE
Et lille skridt i en bæredygtig retning med mejeri, der har smidt plastskruelåget, og som tappes på brune kartoner mærket med både ISCC- og FSC-mærket.
ET LILLE SKRIDT I EN BÆREDYGTIG RETNING
Klimabelastningen fra emballage fylder generelt lidt i det samlede klimaregnskab, men lidt har også ret.
Derfor fjernede vi i 2020 skruelåget fra alle vores mejerikartoner. Næste skridt på rejsen blev at få produceret vores kartoner af FSC-certificeret træmasse fra de nordiske skove. Det er nemlig sådan, at FSC-certificeringen sikrer, at når et træ fældes, plantes mindst tre nye. På den måde fældes der ikke mere træ, end skoven kan nå at reproducere, og dyr og planteliv beskyttes.
Vi startede omstillingen med de syrnede mælkeprodukter, inden turen gik videre til vores koldskål og slutteligt hele vores mælkeserie, som blev konverteret til de nye brune kartoner i foråret 2021.
I 2022 besluttede vi desuden, at emballagen til vores færdigretter skulle produceres af genanvendte flasker og bakker, og således består emballagen til vores færdigretter i dag af min. 65% genanvendt plast og er derfor en del af en cirkulær emballageløsning.
ISCC-MÆRKET
ISCC-mærket sikrer bl.a., at plastmembranen udvindes af nordisk fyrretræsolie, et restprodukt fra papirproduktion, og at der ikke anvendes landbrugsarealer til fremstilling af emballagen.
FSC-MÆRKET
FSC-mærket sikrer, at der ikke fældes mere træ til emballagen, end skoven kan nå at reproducere, og at dyr og planteliv beskyttes. Faktisk plantes der minimum tre nye træer, når ét træ fældes.
AFFALDSSORTERING
På alle vores mælkeprodukter har vi fjernet skruelåget for at undgå unødvendig brug af plast. På mælkekartonerne står trykt, at de sorteres som restaffald. Budskabet blev dog sat på emballagen, før de mere specifikke retningslinjer for affaldssortering kom. Således må vores mælkekartoner gerne sorteres som mad- og drikkekartoner og inden længe vil du også finde det korrekte affaldssorteringslogo på emballagen.
CIRKULÆR EMBALLAGELØSNING
Løgismose færdigretter er en del af en cirkulær emballageløsning. De fremstilles af genanvendte flasker og bakker og består af min. 65% genanvendt plast, hvorfor produktet varierer i naturlige farvenuancer. Bakkerne kaldes Evolve og er fra danske Faerch, der i 2020 vandt plastprisen.