Sydamerikas største vinlande Argentina og Chile kan ikke længere betragtes som helt nye, og det er da også en halv menneskealder siden, de første franske eksperter så muligheder på det store kontinent og ”gik i land”.
En af dem er François Lurton, der repræsenterer fjerde generation i en succesfuld familie, der har produceret vin i Bordeaux i 125 år. Den opbyggede ekspertise har François sammen med sin bror Jacques benyttet til en tålmodig udvælgelse af de helt rigtige vinmarker i Lolol Valley i Colchagua i forbindelse med etableringen af Viña Hacienda Araucano. Det sydamerikanske eventyr har nu stået på i 30 år for Lurton-familien, og vinene er under konstant udvikling med fokus på økologi og bæredygtighed.
Flot eksempel på en vin lavet 100% på Chiles nationaldrue, Carménère, der ligesom Malbec har sit ophav i Bordeaux. Vi befinder os i Lolol Valley umiddelbart syd for Santiago, hvor vinmarkerne ligger på stribe og nyder godt af de tæt på optimale forhold i form af et køligt klima og stort set ingen dårligdomme.
Duften er en fin blanding af mørke bær, blåbær og krydderier som nelliker. Fyldig og rund smag af røde frugter og lidt kaffe og chokolade i eftersmagen, der sammen med relativt fine tanniner gør vinen yderst behagelig og alsidig som ledsager til kylling, gris og retter med rødt kød, så længe der ikke er tale om slagterens største bøffer.