Fakta
Bag-in-box Rødvin
Forhandles hos
med forbehold for udsolgte varer
Løgismose Netto
Forhandles i Netto i udvalgte uger
Beskrivelse
Løgismose Rødvin – en rund og fyldig rødvin til alle livets gode måltider.
Løgismoses røde bag-in-box er skabt i samarbejde med troldmanden Michel Gassier som fra sit domicil udenfor Costières de Nîmes i Sydfrankrig har så mange fremragende tråde at trække i, at han år ud og år ind kan levere en ensartet høj kvalitet, som vi endog meget gerne lægger navn til.
Vinen kommer som en "Vin de France" hvilket betyder, at Michel Gassier i princippet har frie hænder bare frugten er fransk, men da han er dybt forankret i sin hjemegn i grænselandet mellem Rhône og Languedoc er denne vin det også. Den er godt nok domineret af druen Merlot, men via et tilskud af druerne Grenache og Syrah og fravalget af enhver form for fadlagring fornægter den franske Camargue sig ikke.
En saftig, diskret krydret og letløbende vin med noter af hindbær og mørke kirsebær. Fyldig, men aldrig voldsom og frem for alt ren og lidt mere frisk end flertallet af de røde bag-in-box vine, der findes på det danske marked. Simpelthen en let drikkelig, uhøjtidelig og særdeles alsidig vin både til hverdag og fest.
Vinen smager bedst hvis den serveres en smule kølig, og på en god sommerdag kan den sagtens tappes direkte fra køleskabet. Selvom folieposen inde i boxen samler sig om vinen efterhånden som den tappes mister den langsomt frugt og charme. Vi anbefaler at Løgismoses bag-in-box tømmes indenfor 14 dage.
Vinen landede første gang på Nettos hylder i starten af 2012 og blev kort efter anmeldt af Niels Ehler fra Jyllands-Posten som under overskriften "Papvin for feinschmeckere" gav vinen de maksimale 6 stjerner og skrev: "En vin, der først og fremmest udmærker sig ved en balance, akkuratesse og delikatesse, der er en langt dyrere vin værdig."
(Bemærk at nærværende beskrivelse er funderet på vin tappet i foråret 2018. Da vinen kommer uden årgang og da Michel Gassier sammenstikker vinen flere gange årligt med henblik på at opnå den største velsmag vil drueblanding og alkoholindhold variere en lille smule fra aftapning til aftapning.)
Dette produkt må ikke benyttes til videresalg.
Producent
Lige siden Løgismoses daværende direktør Christian Grønlykke præsenterede den potente Costières de Nîmes fra Château de Nages som et oplagt alternativ til de efterhånden kostbare vine fra Châteauneuf-du-Pape, har vi været begejstrede for Michel Gassier. Så da vi skulle udvikle en rød bag-in-box vin, hvor der stod Løgismose over det hele, faldt det naturligt at spørge Michel Gassier om han kunne hjælpe os med at overlevere i forhold til prisen, og samtidig garantere den kontinuitet, der skal til, hvis man har ambitioner om at etablere sig i den danske detailhandel.
Michel Gassier mente, det måtte komme an på en prøve og inviterede Christian Grønlykke en tur til Sydfrankrig. Christian tog Thilde Maarbjerg, som dengang var sommelier i Kong Hans Kælder, med på turen, og i løbet af et par intense dage i efteråret 2011 smagte og blandede de prøver indtil "kvaliteten pludselig tog et kvantespring", som Thilde senere udtrykte det.
Vinen landede på Nettos hylder i starten af 2012 og blev kort efter anmeldt af Niels Ehler fra Jyllands-Posten, som under overskriften "Papvin for feinschmeckere" gav vinen de maksimale 6 stjerner og skrev: "En vin, der først og fremmest udmærker sig ved en balance, akkuratesse og delikatesse, der er en langt dyrere vin værdig."
Resten er som man siger historie. Rødvinen har fået selskab af både en hvid og en rosé, og alle 3 vine har i mere end 10 år konstant tilhørt de bedst anmeldte bag-in-box på det danske marked.
"Enough can’t be said about the quality coming from Michel Gassier’s own label. Coming from vines primarily in the Costières de Nîmes region, these wines consistently punch well above their price point and I buy my fair share every year. Michel is unquestionably one of the most driven, hardworking and talented vignerons out there, and this shows in his wines."
Jeb Dunnuck | The Wine Advocate #228 | December 2016
Oprindelse
Region
Vin de France er Frankrigs bredeste vinkategori og har grundlæggende det krav, at vinene skal være lavet på druer dyrket i Frankrig. Det kan både være simple dagligvine fra marker, der ligger udenfor appellationerne, men inkluderer også ambitiøse vine lavet udenfor de gældende regler i et givent område. Det kan feks være andre druesorter eller fremstillingsteknikker i forhold til appellationreglerne, og producenten kan så vælge at bruge kategorien "Vin de France" og dermed have friere tøjler og færre regler at overholde.