Fakta
- 6 stk. 708,90
Côtes de Provence Rosé Cuvée Récital ØKO
- 6 stk. 708,90
139,-
185,33 pr. l.
6 stk.
708,90
118,15 pr stk.
Spar 125,10
Beskrivelse
Denne vanedannende ”Cuvée Récital” kom første gang i sortiment i 2021 i stedet for den mangeårige bestseller ”Melopée de Gavoty”, som Roselyne Gavoty valgte ikke længere at producere.
Melopée var delvis funderet på købt frugt og Roselyne Gavoty forklarede dengang, at hun ikke længere ønskede at være involveret i projekter, hvor hun ikke er i fuld kontrol, men også at den egentlige årsag til, at hun havde valgt at trække stikket var, at nogle af hendes samarbejdspartnere havde antydet, at prispunktet var lige så vigtigt som smagen. Og så havde Roselyne ellers fået talt sig varm (det sker let) og forklarede, at hun ikke ønskede at bidrage til den udbredte degenerering af Provence rosé fra en ”vin”, der kan reflekteres lidt over, til en simpel "boisson", som tankeløst bliver slugt af horder af "consommateurs mouton".
En bombastisk fransk sprogblomst som desværre ikke lige lader sig oversætte til dansk. Hvorom alting er, så har Roselyn produceret denne Cuvée Récital på egne druer i adskillige år, og det var den første af hendes vine, som ankom med det økologiske stempel på flaskerne.
Både manuelt og maskinelt høstede druer som blev befriet for stilkene, efterhånden som de ankom til vingården. "Saignée" (udblødning) i 3-6 timer inden presning og bundfældning. Derpå gæring i rustfrit stål, hvor temperaturen blev holdt på 15-17° for at udtrække så mange og så subtile aromaer som muligt. Herefter blev den endelige cuvée sammenstukket i december og efter en let filtrering fik den lov til at modne videre "sur Lie" frem mod aftapningen på flaske i begyndelsen af marts.
Roselyne kalder selv vinen for "délicieuse" og en hyldest til "det raffinerede i det enkle" og hævder, at den takket være det høje indhold af Cinsault er mere ”resonant” og tankevækkende end så mange andre lyserøde vine fra Provence.
En indbydende næse med røde bær, mirabeller og fersken, som får lidt svung af lavendel. Mere mundfylde og substans end vanligt for typen, men stadig først og fremmest helt tør og frisk godt hjulpet på vej af en fin lille salt mineralitet til sidst, som løfter oplevelsen og gør denne vin til en favorit på terrassen, mens solen er på vej i seng.
Prøv den til alle former for middelhavsmad, for eksempel til grillet fisk hvor den provencalske smag fremelskes af masser af friske hvidløg, duftende basilikum og ny olivenolie.
Bonusinfo: "Récital" et udtryk som benyttes når klassisk (klaver) musik fremføres for en eller ganske få personer og vinen hylder det raffinerede i det enkle, musikkens betydning for familien og ikke mindst Roselynes bedstefar Bernard Gavoty (1906-1980), der var en berømt musikkritiker i Le Figaro.
Producent
Løgismose har samarbejdet med den charmerende Roselyne Gavoty i mere end 30 år, og vinene fra Domaine Gavoty har indvarslet utallige somre for os.
I starten var Roselyne en ganske ung kvinde, og hendes forældre sad stadig ved roret på denne typiske og charmerende provencalske vingård, der ligger i behagelig afstand fra de hurtige biler, der sidder fast i trafikpropperne sammen med jetsætterne nede på den provencalske Riviera.
Siden 1985 er det imidlertid Roselyne Gavoty, der har tegnet stedet først som vinmager og fra 2001 også som manager, og med sikker hånd har hun sammen med sin mand Hervé udviklet domænets arbejde i vinmarkerne, og forfinet det druemateriale, der høstes, således at husets vine aldrig har smagt bedre end nu.
Roseline er en af de varmeste fortalere for de "elegante roséer", og derfor kræver hun med egne ord, at hendes vine har "finesse og personlighed samt en god balance mellem syre og alkohol, således at smagen på en gang opleves blid, rund og livlig, og således at aromaerne bliver hængende i munden".
Det er ambitiøst, men Roselyne Gavoty har noget at have ambitionerne i, og som Christian Grønlykke skrev for nogle år siden så ”bringer hendes vine glade minder frem om alle de gode ture, solen, lyset og lavendlerne, således at man pludselig forstår hvorfor 75 % af al vin fra Provence naturligvis skal være rosé!”
Domaine Gavoty kan dateres tilbage til 1806 hvor Philémon Gavoty købte ejendommen og Roselyne Gavoty er dermed i lige linje den 8. generation som holder fanen højt, og det er noget af en sjældenhed i det 21. århundrede.
Du finder de vine vi aktuelt har i sortiment her
Oprindelse
Region
Provence ligger i det syd-østlige hjørne af Frankrig og ingen af områdets vinmarker ligger mere end 56 km fra Middelhavet. Det lune og tørre klima i kombination med Mistralvinden fra nord giver gode forhold for druemodning uden nævneværdige problemer med råd. Mere end 70% af produktionen udgøres af rosévin, hvoraf det meste kommer fra de to store appellationer, Cotes de Provence og Coteaux d'Aix-en-Provence. Til rosé bruges særligt Grenache, Carignan og Syrah, men også grønne sorter som Vermentino og Grenache Blanc. Provence rummer også en håndfuld mindre appellationer, hvoraf den mest kendte, Bandol, er særlig anerkendt for kraftfulde rødvine på Mouvedre.Distrikt
Cotes de Provence ligger i Frankrigs sydøstlige hjørne i regionen Provence. Med sine godt 20.000 ha er det regionen største appellation, og både rød, hvid og rosévin må produceres. Ca 85% udgøres dog af rosévin lavet på Grenache, Syrah, Mouvedre og Cinsault samt den provencalske sort Tibouren. Rosévinene er typisk meget lyse og lavet med kort udblødning af skallerne, så de får den karakteristiske snert af lyserød, man forbinder med Provence rosé.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter