Fakta
- 6 stk. 864,-
Fleurie Château des Déduits 2024
- 6 stk. 864,-
180,-
240,- pr. l.
6 stk.
864,-
144,- pr stk.
Spar 216,-
Beskrivelse
Nogen kalder Fleurie for Dronningen af Beaujolais, og vinen er da også uden sammenligning den kendteste og mest efterspurgte af de 10 cru vine i det skønne vinområde. Det er derfor ikke så underligt at Georges Duboeuf ud over Fleurie Sélection og Fleurie Prestige giver os hele 5 forskellige vine at vælge i mellem i den såkaldte domaine-serie. Heriblandt denne Château des Déduits, som vi næsten hvert år oplever som den mest helstøbte og charmerende af de vine, som Duboeuf tilbyder.
Château des Déduits tager sit navn fra den samling af huse "Les Déduits", der ligger centralt i Fleurie. De nuværende ejere, Monsieur og Madame De Seyssel, arvede slottet tilbage i 1967 fra Monsieur de La Perriere hvis familie havde dyrket druer på stedet i flere århundreder.
Seyssellerne er imidlertid ikke længere selv involveret i produktionen, men har forpagtet de 7 sammenhængende ha. tilplantet med Gamay bort til den unge Jean-Marc Bourdon, som passer vinstokkene og fremstiller vinen i samarbejde med Duboeufs team af professionelle vinmagere.
De håndhøstede druer afstilkes og pumpes op i de rustfri gæringstanke uden at blive knust. Denne specielle teknik kaldet "Maceration carbonique" betyder der samtidig med den traditionelle alkohol gæring, sker en naturlig kulsyreudblødning. En fremstillingsmåde som giver frugtige saftige og bløde vine. For Fleurie varer udblødningen og macerationen op til 14 dage. Herefter sammenstikkes den frit løbende most fra gæringstankene til den færdige vin som modner 10 måneder på rustfri ståltanke forud for aftapningen på flaske.
Som altid en smukt blomstrende vin som i næsen leverer små fine noter af iris ved siden af masser af friske ribs og saftige skovbær. Derpå aromatisk, blød og harmonisk i munden, hvor den indsmigrende frugt får fint modspil fra en underliggende syre, som balancerer udtrykket på fornemste vis.
Vinen er velegnet til stort set alt og stortrives sammen med mere elegante serveringer. Og lige som det er tilfældet med ung Pinot Noir, kan man sagtens invitere den med til bords, når der er fisk på menuen.
Bonusinfo:
Høsten i Beaujolais endte med at være alt andet end generøs, og 2024 er blevet kaldt den vanskeligste årgang i mands minde. Balladen startede allerede tidligt på året med lange perioder med kulde og regn, som bremsede vinstokkens vegetative cyklus. Og med 10 til 15 ekstra dage med regn i forhold til gennemsnittet blev foråret det fugtigske siden 1959.
Det ledte til udbredte udbrud af meldug og råd, som vinbønderne måtte bruge alle deres vågne timer på at bekæmpe. Herefter blev blomstringen mange steder brat bragt til ophør, da voldsomme haglbyger ramte mange vinmarker den 19. juni, og derpå gik det slag i slag med alt for mange dage med regnbyger og tunge skyer. Først i august begyndte det varmende solskin at få overtaget, og her afslørede ture i vinmarkerne al balladen: Smukke drueklaser i uskøn forening med udtørrede og nogle steder haglbeskadigede drueklaser.
Derfor har det i høj grad handlet om det franskmændene kalder ”tirage”. Om at soignere, sortere og smide væk, og i den sidste ende blev der tale om et af de laveste høstudbytter, der er registeret i Beaujolais de seneste 100 år.
Producent
Les Vins du Georges Duboeuf er det største og ubetinget mest betydningsfulde navn i Beaujolais. Og med en produktion der i dag har rundet 30 mio. flasker er det en kendsgerning at mange, hvis ikke de fleste, har fået deres første oplevelser med druen Gamay og vinene fra Beaujolais via flasker fra Georges Duboeuf.
- Georges Duboeuf har funderet sin forretning på tre ting:
Samarbejde med flere end 300 vinbønder og druedyrkere. - Maceration carbonique. Gæring af de hele drueklaser, hvorved Beaujolais fik en frugt og umiddelbarhed, som ikke var set tidligere.
- Beaujolais Nouveau, lige fra det første væddemål blandt to journalister om hvem der først kunne nå hjem til London med den nye vin, op forbi 80'ernes hysteriske race om at komme først fem til de forskellige metropoler og frem til i dag hvor 25% af al Beaujolais fortsat forsvinder inden nytår.
Georges Duboeuf er opvokset på en lille vingård i Pouilly-Fuissé. Allerede som 6-årig hjalp han sine forældre med druehøsten. Han kvittede skolen før til og som 18-årig cyklede han rundt og solgte sin storebrors Chardonnay til de lokale restauranter, og da han opdagede, at der manglede noget rødvin i hans cykelsortiment startede de 2 brødre et af de smukkeste eventyr i den franske vins historie.
Først foregik det på cykel fra vingård til vingård for at smage og vælge, hvad der var værd at sælge. Siden er det fortsat under noget mere etablerede former, men besøgene hos vinbønderne og de omfattende smagninger udgør fortsat det egentlige fundament i forretningen.
I 1957 møder Georges Duboeuf Alexis Lichine fra Château Lascombes. De begynder at lave forretninger sammen, og Georges siger selv, at Alexis har en væsentlig aktie i alt det, som der siden skete på det forretningsmæssige område for Les Vins du Georges Duboeuf.
I efteråret 1977 var Lene Grønlykke for første gang forbi Georges Duboeuf. Sammen besøgte de Domaine Tour du Bief i Moulin-à-Vent, og med var også purken Jacob Grønlykke. Han sagde god for Gamay druerne, sådan som de smagte umiddelbart inden høsten, og lidt senere, da druerne var blevet forvandlet til en vin, hilste også de første medlemmer af Løgismose Vinklub Domaine Tour du Bief og dermed Georges Dubeouf velkommen til Danmark.
I de mere end 40 år, som er gået, har Georges Dubeouf og Løgismose haft et nært samarbejde og samtidig med at begge forretninger er vokset. For at sikre den rette eksponering indledte Løgismose derfor et samarbejde med Dansk Supermarked, som markedsfører et lille udvalg af Beaujolais vinene med de berømte blomster etiketter, mens top vinene - de såkaldte domainevine - fra de forskellige cru-kommuner markedsføres i Løgismoses webshop og udvalgte delikatessebutikker.
Selvom Georges Duboeuf i sine senere år påtog sig en rolle, der mest af alt mindede om en ældre statsmands og ikke længere involverede sig meget i forretningen, så var den sirlige slanke mand med det hvide hår og den pastelfarvede cashmere-trøje henslængt over skuldrene en hyppig gæst ved de mange smagninger lige til det sidste.
Men den 4. januar 2020 døde Georges Duboeuf i hjemmet i Romanèche-Thorins i en alder af 86. Hans hjerte ville ikke længere, og frugten fra 2019-høsten blev dermed den sidste, denne gudbenådede vinsmager nåede at være med til at evaluere.
Men eventyret fortsætter. Georges Duboeuf’s søn Franck trådte ind i selskabet i 1983. Da man åbnede forlystelsesparken Le Hameau du Vin i 1993 blev det underledelse af Francks hustru Anne Duboeuf og i 2012 blev det så deres ældste søn - Georges Duboeufs barnebarn - Adrien Duboeuf-Lacombe’s tur til, som chef for salg, marketing og strategi, at profilere familiefirmaet i de mere end 100 lande, som Georges Duboeuf’s vine eksporteres til.
"An excellent wine is always a work of art. It is first and foremost the result of the terroir, then of the care given to the vines, the right choice of harvest date and of course the know-how and talent of the winemaker" Georges Duboeuf (1934-2020)
Georges Duboeuf har så at sige været en del af Løgismose familien altid. Du finder det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Beaujolais ligger i forlængelse af Bourgogne mod syd og hører administrativt til denne region trods den slående nærhed til Rhone dalen. Klimaet er lunt indlandsklima og jordbunden er varieret med tydelige indslag af granit især i nord. Hoveddruen er Gamay, men der er også små beplantninger af Pinot Noir, Chardonnay og Aligoté. Basis niveauet formes af Beaujolais og Beaujolais-Villages, mens topniveauet udgøres af de 10 cru'er, som refererer til selvstændige vinbyer med særligt karakterfulde vine. Beajolais Nouveau er en specialitet, der frigives hvert år i november efterfølgende høst og hurtig gæring af druerne. Beaujolais er gennemgående friske og aromatiske rødvine.Distrikt
Fleurie er en af de 10 cru’er i Beaujolais i det østlige Frankrig. Det er en selvstændig AOC skabt i 1936. Der er dyrket 857 ha, hvilket gør Fleurie til en af de større cru’er i Beaujolais. Fleurie ligger nordligt i regionen, og jordbunden er nærmest eksklusivt pink granit, der gradvist eroderer ned af skråningerne i appellationen. Det højeste punkt er 425 m og mange vinmarker ligger over 300 m. Som i resten af Beaujolais er klimaet primært kontinentalt, og endnu mere udtalt her end længere sydpå, hvor der er lidt mere indflydelse fra Middelhavet. Gamay resulterer her i nogle af de mest feminine og elegante vine i Beaujolais med rubinrød farve og florale noter af iris og violer samt stenfrugter og røde bær. De bedste vine udvikler sig op til 10 år på flaske. Kun rødvin er inkluderet i appellationen.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter