Fakta
- 6 stk. 5.865,-
Gevrey-Chambertin Clos Prieur 1. Cru - ØKO
- 6 stk. 5.865,-
1.150,-
1.533,33 pr. l.
6 stk.
5.865,-
977,50 pr stk.
Spar 1.035,-
Beskrivelse
Old school er en oplagte betegnelse, når talen falder på Thierry Mortet’s vine, som Løgismose efterhånden har importeret i en menneskealder. Der er tale om klassisk burgundisk Pinot Noir nogle år dyrket på kanten af, hvad der er muligt for druen, og sværger du til feminin og slank Bourgogne med stor aromatisk finesse, er du på rette vej.
Her er det Thierry Mortets insisterende og alligevel charmerende Gevrey-Chambertin fra de bare 2 små frimærker på tilsammen 0,14 ha. med efterhånden 70 år gamle vinstokke, som Thierry fik på den berømte 1. Cru mark Clos Prieur lige nedenfor Mazis-Chambertin, da hans far Charles Mortet tilbage i 1991 så sig nødsaget til at splitte families besiddelser op mellem Thierry og hans lillebror Dennis. Og 0,14 ha. er ikke meget. Bare 2 fade bliver det til og nogle gange en lille sjat, som får lov til at kigge misundeligt på de 2 fade fra en så lille ståltank, at den næsten kunne stå i børnebørnenes legehus.
Thierry praktiserede i mere end 10 år økologisk landbrug midt imellem alle traditionalisterne, men det sluttede i 2014, hvor Thierry efter nogle år med klimatiske udfordringer toppet op af drilske ændringer i det økologiske regelsæt og den rigide administration af samme, besluttede, at økologien ikke længere gav nogen mening for ham. Men efter 5 år uden papir på økologien kom Thierry i 2020 tilbage, og der er ingen tvivl om, at Thierrys hjerte også i perioden uden certifikat har banket for den størst mulige biodiversitet, og i snart 25 år har der aldrig været andre forbudte kemikalier blandt vinstokkene end dem, som er blæst ind fra naboerne.
Thierry praktiserer kraftig beskæring af de grønne druer for at øge intensiteten i de klaser, som får lov at blive hængende frem til høsten. Druerne plukkes i hånden og de mindst smukke klaser bliver efterladt i vinmarken for ikke at ”blande blod” med den bedste frugt. Der sker yderligere en sortering, inden druerne afstilkes og fyldes på en lille rustfri gæringstank, hvor den forvandles til vin uden fremmede gærstammer og efterfølgende fyldes på 1 nyt og 1 én gang brugt fad, hvor den modner i 16 måneder frem mod en let filtrering og aftapningen på flaske.
En smukt transparent vin, som normalt er den mest magtfulde fra Thierry Mortet, men altid kommer med en næsten yndefuld elegance. Fadlagringen er uendeligt diskret og de sødmefulde associationer til granatæbler, saftige mørke kirsebær og søde jordbær får lov til at dominere sammen med et forfriskende syrespil, og da vinen i tilgift ender med at blive generøs og fløjlsagtig i munden bliver der til sidst tale om rendyrket forkælelse.
Prøv den sammen med letsaltet, pocheret og stegt kalvemørbrad med hvidløg, grillet squash, parmesan og persillecreme.
Thierry beretter om en besværlig og tidskrævende vækstsæson, hvor også han fik smæk af frosten i begyndelsen af april og hvor hans lille team dernæst kæmpede med at holde vinstokkene fri for både skimmelsvamp og trist botrytis lige indtil høsten startede den 17. september. Men Thierry har valgt at betragte glasset som halvt fyldt og hæfter sig ved, at de druer, der blev høstet, næsten ikke krævede nogen særlig soignering, og at der var sukker nok til, at chaptalisering ikke var strengt nødvendigt. Så Thierry er glad for sine vine fra 2021 og kalder dem ”friske og levende” og fortæller, at de besidder en ”præcision og finesse som i høj grad er klassisk burgundisk.”
Producent
Thierry Mortet er bror til den berømte nu afdøde Denis Mortet. De arbejdede i en årrække sammen med deres far Charles Mortet, og da han trak sig tilbage 1991 lå det lige for, at sønnerne sammen skulle drive vingården videre.
Sådan blev det imidlertid ikke. Denis og Thierry havde hver sin idé om, hvordan druerne skulle forvandles til vin, og da de heller ikke var enige om, hvorledes vinstokkene skulle passes og plejes, så var der ingen anden udvej end at dele familiens forskellige parceller. Brødrene og faderen blev enige om fordelingen, og endnu engang betød et generationsskifte i Bourgogne, at vi fik flere vine at vælge i mellem, og færre flasker af hver enkelt vin.
Thierry Mortet fik 4 ha. og har siden erhvervet knap 4,5 ha., således at han i dag har 8,5 ha. hvilket er tilstrækkeligt til at producere i omegnen af 40.000 flasker om året fordelt på 11 vine. De omkring 50 (!) parceller omfatter følgende appellationer:
- Gevrey Chambertin: 3,97 ha. (heraf 0,14 ha. 1er Cru “Clos Prieur 1. Cru”)
- Chambolle-Musigny: 0,44 ha. (heraf 0,22 ha. 1er Cru “Beaux Bruns 1. Cru”)
- Bourgogne Rouge: 2,25 ha.
- Marsannay: 0,22 ha.
- Bourgogne Aligoté: 0,25 ha.
- Bourgogne Blanc: 0,83 ha.
- Burgundy Passetoutgrain: 0,44 ha.
Thierry er traditionelt funderet. Han køber sine fade hos Rousseau og Toutan og ved blandt andet fortsat at fjerne hovedparten af stilkene fra druerne forud for gæringen og ved efterfølgende holde igen med fadlagringen efterstræber han frugten og finessen frem for kraft og styrke.
Han blev tidligt optaget af en naturlige cyklus og biodiversiteten og i årevis, mens hans kollegaer lystigt forsatte med at sprøjte løs, har han praktiseret økologisk landbrug. Vi skal dog frem til 2007 før Thierry fandt det nødvendigt at få papir på sine arbejdsmetoder. Herefter var vinene økologisk indtil 2016 hvor vanskeligt vejrlig tvang ham til at sprøjte 2 gange med traditionelle bekæmpelsesmidler fordi han simpelthen ikke havde timer nok i døgnet og folk nok på lønningslisten til at modstå sygdomspresset (råd og meldug) ude blandt vinstokkene, hvorefter vinene formelt var konventionelle i 2016. 2017 og 2018. Siden har vejrguderne været mere nådige og fra 2019-årgangen og frem har vinene igen været certificeret økologiske.
Senest er next generation kommet på plads i skikkelse af datteren Lise Mortet, som i juli 2020 valgte at vende hjem til gården efter 9 år som Brand manager for Campari Group i México og inden da jobs for Tequila industrien i Guadalajara, Hotel Arts i Barcelona og La Maison du Chocolat i New York.
Løgismose importerede allerede vinene inden vingården blev delt, og i mere end 40 år har først Domaine Mortet Charles & Fils og siden Domaine Thierry Mortet og Domaine Dennis Mortet været centrale i Løgismoses sortiment og centrale for de oplevelser, som gæsterne på Falsled Kro og i Kong Hans Kælder fik, når de ønskede sig Bourgogne i glassene.
Du finder vores aktuelle vine fra Thierry Mortet her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Distrikt
Gevrey-Chambertin ligger på Cote de Nuits i den nordlige del af Cote d'Or. Gevrey er navnet på den lille by, hvor omkring markerne ligger, og Chambertin er navnet på kommunens fineste mark samt indgår i flere af Grand Cru navnene. Hele 8 (9 hvis Mazoyeres-Chambertin tælles med, det meste vin fra Mazoyeres-Chambertin markedsføres som Charmes-Chambertin) Grand Cru marker findes i Gevrey-Chambertin, hvorfra der produceres nogle af Bourgognes og verdens mest eftertragtede vine. Kommunen dækker ca 435 ha vinmarker og flankeres mod syd af Morey-St-Denis. Kun rødvin må produceres og druesorten er Pinot Noir. Vinene anses generelt for at være blandt de mest strukturerede og maskuline røde Bourgognevine og vil som oftest have et rigtig godt lagringspotentiale.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter