Fakta
- 6 stk. 1.096,50
Riesling Štúrovo Château Béla
- 6 stk. 1.096,50
215,-
286,67 pr. l.
6 stk.
1.096,50
182,75 pr stk.
Spar 193,50
Beskrivelse
Det er ikke mange slovakiske vine, der finder vej til Danmark, og havde det ikke været for den ikoniske tyske tryllekunstner Egon Müller havde det næppe heller været muligt at opstøve denne spændende Riesling.
Men nu er det sådan, at Egon Müller kiggede mod øst, da han fandt sin livsledsagerske. Hans hustru Valeska er således barndomsven med grevinde Ilona von Krockow, som købte Château Béla tilbage til familien i 2000, og da det blev besluttet, at de omfattende renoveringer af slottet, der løb op i mere end 100 mio. €, også skulle omfatte en genoptagelse af produktionen af slovakiske Donau vine, spurgte Ilona om Egon Müller ville supporte projektet.
Det ville Egon Müller gerne, og vinene fra Château Béla er således et joint venture mellem Ilona von Krockow, hendes mand Mathias von krockow, Egon Müller og nok så vigtigt den i Slovakiet berømte vinmager Miroslav Petrech.
Vinen er skabt på frugten fra de efterhånden 7 ha. som er tilplantet med dels gamle revitalisere Riesling vinstokke, dels (og hovedsagelig) nytilplantninger med Riesling stokke fra Mosel. Druerne høstes i hånden med en soignering såvel i vinmarken som foran kælderen. Herefter presses de hele drueklaser umiddelbart hvorefter mosten gærer i rustfrit stål uden fremmede gærstammer. Vinen modner "sur Lie" i ståltankene i mindst 9 måneder frem aftapning på flaske, der som regel finder sted i juli-august måned.
En fin vin med noter af æbler, grape og andre citrusfrugter, som bliver leveret på en let mineralsk bund. Fyldig og samtidig aromatisk. Udpræget Riesling karakter, men uden den syre, der løfter de bedste tyskere, og på trods af, at Donau flyder mindre end 10 km. borte, snarere Alsace end Wachau i sin profil.
Måske en lille smule freaky, men bestemt en vin, som alle, der holder af Riesling bør smage en enkelt gang, og på grund af fylden gerne sammen med mad. Prøv den for eksempel til en Wienerschnitzel med blåbærsylt og feldsalat lige som de gør i Château Béla's Vinotheca, der også fungerer som rustik restaurant i sommerhalvåret.
Producent
Château Béla er på en gang et historisk slot med en broget historie, et topmoderne luksushotel med spa, fitness og jagt og så også en moderne vinproducent som efter massive investeringer sigter efter at bevise overfor alverden, at fine Donau-vine ikke nødvendigvis behøver at komme fra Østrig eller Ungarn.
Slottet ligger i Slovakiet små 10 km. fra Donau floden og den verdenskendte katolske Basilika i Esztergom, og dermed i den sydligste af Slovakiets 6 vinregioner, det herhjemme fuldstændig ukendte Južnoslovenská, der igen er sammensat af 8 endnu mere ukendte vindistrikter hvor Château Belá med sine 80 ha. og høje ambitioner hastig er ved at blive den mest betydende spiller i vinohradnícky rajón Štúrovský.
Slotskirken er i sin nuværende form blev indviet i 1780 og slottet inspireret af fransk barok stod færdig i 1874. Der har været adskillige ejere, men vigtigt for forståelsen af det projekt som nu er ved at folde sig ud er adelsmanden Adolf von Ullmann fra Budapest som forelskede sig i og købte slottet i 1910. Ullmann-familien boede på slottet frem til 1945 hvor de tjekkoslovakiske kommunister nationaliserede det og tvang familien i eksil i Schweiz.
Slottet blev herefter et velbesøgt fængsel for politiske fanger, og senere og stadig som en af statens ejendomme blev slottet nærmest ruineret indvendigt og ombygget til en fabrik som producerede kemikalier. Produktionen ophørte i forbindelse med den Tjekkoslovakiets sammenbrud og blev i 1990 en del af Slovakiets National Trust selvom der ikke var meget tilbage at værne om.
Bygningerne, ja hele lokalsamfundet lå herefter øde hen indtil grevinde Ilona von Krockow, der er født Ullmann, købte slottet tilbage til familien fra staten i 2000. Herefter påbegyndtes et kæmpe (+100 mio. €) renoveringsprojekt, som betød, at man i 2008 kunne slå dørene op til et af de måske mest imponerende luksushoteller i Slovakiet.
Sideløbende med hotelprojektet havde familien også en ambition om at genoptage vinproduktionen på slottet, og da grevindens kusine Valeska i mellemtiden havde giftet sig med den seneste Egon Müller, øjnede man muligheden for at involvere Tysklands måske mest ikoniske vinproducent. Egon Müller spottede potentialet, og vinene fra Château Béla er således et joint venture mellem Ilona von Krockow, hendes mand Mathias von Krockow, Egon Müller og nok så vigtigt den i Slovakiet berømte vinmager Miroslav Petrech, der står for den daglige drift og leverer det egentlige drive.
Udenfor Slovakiet handler Château Belá meget om Egon Müller og Riesling, men reelt er det kun omkring 7 af de efterhånden 85 ha., der er tilplantet med den tyske nationaldrue. Så udover den tørre og ind i mellem søde Riesling, som lokalt kaldes "Rizling rýnsky" produceres også 3 andre hvidvine, 1 rosé og de 3 røde vine Cabernet Sauvignon, Rulandské modré (Pinot Noir) og den lokale specialitet Alibernet, der er et kryds mellem Alicante Bouschet og Cabernet Sauvignon, som kom til verden på universitet i Odessa tilbage i 1950.