Fakta
- 6 stk. 462,-
Rueda Chapirete Selección Sobre lías
- 6 stk. 462,-
110,-
146,67 pr. l.
6 stk.
462,-
77,- pr stk.
Spar 198,-
Anbefalinger
Guía Peñín
88
Juni 2024
Beskrivelse
Denne Rueda er ”åbneren” fra Bodegas Viñas Murillo, som ankom i Løgismose familien i 2022 samtidig med den blev fejret som en af de nye stjerne på himlen over Rueda. Distriktet som fik sin Denominación de Origen tilbage i 1980 på et tidspunkt hvor ingen, eller i hvert fald ikke ret mange, havde lært at stave til Ribera del Duero.
Det er brødrene Alfonso og Jose Antonio García Cano, som tilbage i 2014 besluttede, at nu skulle det være slut med at sælge familiens druer til andre. De allierede sig med den erfarne konsulent Maria Sevilla Ruiz og hendes team, der allerede var garant for kvaliteten på Bodega Vicente Sanz Rodilana og Bodegas y Viñedos Vicaral, og i 2019 forvandlede hun så for første gang druerne fra familiens vinstokke til vin i brødrenes nyopførte minimalistiske bodega, navngivet i respekt for deres berømte bedstefar Alfonso García Murillo, der var den sidste "Corredores" i området (Personen der etablerede og forhandlede kontrakterne mellem bønderne og vinproducenterne).
Dette er således blot den 5. udgave af vinen, som udelukkende er skabt på frugt fra Verdejo druer, og derfor er blevet kaldt en ”stille protest” imod den seneste 2020-revision af denominaciónen, der legaliserede helt at ekskludere den historiske drue til fordel for et sammenrend af Sauvignon Blanc, Chardonnay og Viognier.
Der er tale om en blanding af frugt fra yngre og meget gamle vinstokke, som dem der er illustreret i den lille centrale cirkel på flaskerne, og høsten er manuel med en soignering af frugten såvel i vinmarken som på vingården, inden de hele klaser presses til en most, der får lov til at sætte sig forud for gæringen i Thermo reguleret rustfrit stål, hvor vinen også efterfølgende modner 4 måneder på bærmen (Sobre Lias) frem mod aftapningen på flaske.
Det er alt sammen lige ud ad landevejen, men resultatet forbløffer. En bare dejlig ren superforfriskende og meget appellerende Rueda, som smukt viser, at glæden nogle gange gemmer sig i det enkle og underspillede. Og så gør det jo ikke noget, at hele oplevelsen løftes af en salt mineralitet til sidst, som betyder, at man virkelig får lyst til at slukke tørsten!
Producent
Bodegas Viñas Murillo er et af de nyeste og mest interessante skud på stammen i Rueda-distriktet, der siden etableringen tilbage i 1980 som den første D.O i Castilla y León er vokset ud af ubetydeligheden og op i eliten. Ja, det er vel kun Albariño vinene fra Rias Baixas og de andre distrikter oppe i Galicia, som spiller en større rolle på den spanske hvidvinsscene lige nu.
Mindre end en snes producenter, der tappede deres egen vine har passeret de 70, og samtidig er det tilplantede areal eksploderet fra omkring 2.000 til mere end 20.000 ha.
Det har i høj grad været Marqués de Riscal, der har været med til at drive udviklingen. De rykkede ind allerede i 1972, da de opdagede de kunne producere mere interessante hvidvine i Rueda end hjemme i Rioja og siden er det også Riscal, der har stået i spidsen for internationaliseringen af Rueda vinenes udtryk med først Sauvignon Blanc og siden også Chardonnay og Viognier.
Udviklingen var eksplosiv, men det var ikke alle, der var enige i retningen, og her i det nye millennium er der begyndt at dukke nye vingårde op. Ikke kun fordi det er lukrativt med støtten fra det store EU-system, men også fordi de gerne vil vise, at der findes en anden vej. Vise os, at Verdejo-druen solo ikke nødvendigvis er lig med neutrale supermarkedsvine af værste skuffe, men at den også kan begave os med dybe mineralske vine uden støtte fra ”fremmede” druer.
Blandt dem som gerne ville/vil vise at der findes en anden vej er brødrene Alfonso og Jose Antonio García Cano. De er vinbønder i 4. generation, og de besluttede i 2014, at det skulle være slut med at sælge familiens druer til andre. Derfor allierede sig med den erfarne konsulent Maria Sevilla Ruiz og hendes team, der allerede var garant for kvaliteten på Bodega Vicente Sanz Rodilana og Bodegas y Viñedos Vicaral. Der blev foretaget jordbundsanalyser og de gamle, meget gamle og nogle steder ekstremt gamle prefiloxérico Verdejo vinstokke blev aldersbestemt, og det ledte frem til ambitionen om at arbejde med parcelleret vinification og skabe en særlig cuvée på frugten fra de u podede prefiloxérico Verdejo vinstokke, som brødrenes oldefar havde erhvervet i årene op til den spanske borgerkrig.
En ny minimalistisk Bodega blev opført og navngivet i respekt for brødrenes berømte bedstefar Alfonso García Murillo, der ikke blot var vinbonde, men også den sidste "Corredores" i området. Det vil sige den person, der etablerede og forhandlede kontrakterne mellem bønderne og vinproducenterne. Bodega modtog sin første høst i 2019, og efter en afventende modtagelse af debutårgangen stak det helt af, da 2020-årgangen blev frigivet. Resten er som man siger historie.
Blandt andet var Jancis Robinsons smagsløg i det spanske, i skikkelse af Ferran Centelles oppe på den helt store klinge, da han smagte Chapirete Prefiloxérico Verdejo Gran Vino 2020 blindt i januar 2022: ”Lots of concentration and flavour, it flows with elegance, I love the acidity. It is a wine that has nerve and stretches on the palate. Very saline and concentrated. It is one of the finest wines from Rueda. Excellent expression on the stony and steely character. From a promising producer. VGV (very good value) – well, more than VGV, I would say this is a bargain! Buy it now because it will increase in price soon.”
Og vores vinven Rene Langdahl var på vej i samme retning, da han i september 2023 smagte 2021-årgangen i forbindelse med en introduktion til Rueda i Radiotekets vinpodcast. Efterfølgende kaldte han vinen for en "kioskbasker" og noterede: "Druerne giver en smertende intens, let olieret og mikrobitter smag, nærmest som grapeskal, blandet med stenpulver, fedtsten og strandsandsaroma. Afsindigt godt køb. Kioskbasker er egentlig misvisende fordi vinen har kvalitet og intensitet som en vin til 500 eller mere.”
I Løgismose smagte vi vinene fra Viñas Murillo første gang i marts 2023, og vi var ikke i tvivl. Du finder de aktuelle vine her
Oprindelse
Region
Castilla Y León ligger nordvest for Madrid og er den største af Spaniens 17 regioner. Klimaet er kontinentalt med store udsving i temperaturen mellem dag og nat. Regionen dækker over 9 DO'er her iblandt nogle af Spaniens højst estimerede. Den langt overvejende del af produktionen er rødvin og Tempranillo regerer i Ribera del Duero og Toro, mens Mencia har sin højborg i Bierzo. Mest kendt for hvidvin er Rueda, hvor der dyrkes både Verdejo, Viura og Sauvignon Blanc.Distrikt
Rueda (20.724 ha. i 2022) ligger i regionen Castilla Y Leon nordvest for Madrid. Klimaet er kontinentalt med varme dage og kølige nætter i vækstperioden. Rueda er kendt for sine sprøde, friske hvidvine særligt på Verdejo druen med solide tilskud fra Viura, men i de senere år er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Viognier også begyndt at blande sig. Der produceres også lidt mousserende vine i form af Rueda Espumouso efter den traditionelle metode med min 9 måneder lagring sur Lie.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter