Fakta
- 6 stk. 2.167,50
Saint-Romain Sous Roche Blanc
- 6 stk. 2.167,50
425,-
566,67 pr. l.
6 stk.
2.167,50
361,25 pr stk.
Spar 382,50
Beskrivelse
Domaine Nicolas har for nylig været igennem et fredeligt generationsskifte og i dag er det det unge søskendepar Mylène og Benoit Nicolas, som er i fuld færd med at trække domænet af sted i en mere dynamisk retning med forstærket fokus på frugt og friskhed. Og det har de gjort med en sådan entusiasme, at de i efteråret 2024 blev fejret som Côtes de Beaune’s ”Jeunes Talent” ved ”Le concours des Jeunes Talents du Groupement des Jeunes Professionnels de la Vigne”.
En af deres mange appellerende vine er denne Saint-Romain, som samtidig også er lidt af et insidertip, hvis man holder af Meursault, Puligny- og Chassagne-Montrachet, men måske synes at priserne på disse er begyndt at galoppere.
Der er tale om frugt fra 0,64 ha. på toppen af den sydøst vendte Sous Roche, der sammen med La Périère er den mest interessante af de 16 Lieux-dits, der blev kortlagt, da Saint-Romain fik sin appellation tilbage i 1947. Vinstokkene er gennemsnitligt 60 år gamle, og høsten er manuel med en soignering af frugten inden den i plastkasser køres de 15 km. over til vingården i den lille søvnige landsby Nolay på den vestligste flanke af Côte-D’Or.
Her forvandler familiens pneumatiske presse de hele drueklaser til en most, som får lov til at stå koldt og udvikle sin aromatiske kompleksitet i et par døgn inden den fyldes på 2 til 6 gange brugte fade, hvor den gærer uden tilsætning af fremmede gærstammer. Der gøres ingen forsøg på at bremse den malolaktiske gæring og de endelige cuvée sammenstikkes, filtreres og tappes på flaske efter 12 måneders modning.
En helt lys Bourgogne med bare en antydning af grønt og gyldent. Mildt blomstrende med en god fornemmelse af moden citrus samt vanilje og tilpas søde krydderier fra fadlagringen. Livlig, frisk, velafbalanceret og løftet af en god underliggende mineralitet. Bare vellavet og vanedannende!
Indlysende til et hav af retter med pandestegt eller dampet fisk, lyst fjerkræ og selvfølgelig også franske osteklassikere så som Bleu de Bresse og Gruyères.
Producent
Domaine Nicolas er en spændende vingård lidt udenfor den lille hyggelige middelalderlandsby Nolay bare halv snes kilometer nord for Santenay, men alligevel fjernt fra strømmen af turister.
Her har den ene generation af familien Nicolas afløst den næste i det der længe var et ydmygt (læs fattigt) blandet landbrug med høns, kvæg, korn og så også vinstokke. I 1970’erne besluttede Bernard Nicolas imidlertid, at nu var tiden inde til udelukkende at fokusere på vinstokkene og til sidst havde han 6 ha. hvorfra druerne blev solgt til Hautes Cotes a Beaune kooperativet.
Bernard fik selskab af sin søn Alain i 1988, efter at han havde taget sig en uddannelse i vinfremstillingsteknikker og været lidt omkring, og i 1992 var det sidste gang, at druerne blev solgt til kooperativet.
Domaine Nicolas har således produceret og tappet sine egne vine siden 1993, og lige siden starten har de traditionelle dyrknings- og vinfremstillingsmetoder været kombineret med bæredygtige overvejelser. Det ledte kort inde i det nye millennium til en HVE3 certificering, hvor hensynet til biodiversiteten blev dokumenteret.
I dag er domænet vokset til lidt mere end 18 ha. overvejende på Hautes Côtes de Beaune, men også suppleret med parceller i appellationerne Santenay, Saint Romain og Pommard, og siden 2019 har Alain stille og roligt sluppet tøjlerne, så børnene Mylene og Benoit kunne komme til fadet.
Mylene har studeret den forretningsmæssige side af vinfremstillingen og Benoit er uddannet ønolog og sammen har masser af planer om via forstærket fokus på frugt og friskhed i vinene at trække domænet af sted i dynamisk retning, som gerne måtte vække resonans.
Talentkonkurrencen ”Le concours des Jeunes Talents du Groupement des Jeunes Professionnels de la Vigne” kårede i efteråret 2024 Benoit Nicolas som årets ”Jeunes Talent” på hele Côtes de Beaune.
Data & fakta:
- Druesorter: Pinot Noir, Chardonnay og Aligoté.
- Praksis: Konventionelt landbrug, men bæredygtig praksis med mekanisk lugning, ingen anti-råd behandlinger, ingen insekticider og ingen herbicider
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber og svovl
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: 18 hektar overvejende på Hautes Côtes de Beaune, men også parceller i Santenay, Saint Romain og Pommard.
- Årlig produktion: Omkring 80.000 flasker, fordelt på 10-12 forskellige vine.
- Certifikater: HVE3 (Haute Valeur Environnementale. Den franske landbrugscertificering, der er fokuseret på de 4 nøgleområder: Biodiversitet, florabeskyttelsesstrategi, reduktion af gødnings- og vandforbrug)
Hvide vine:
- Bourgogne Aligoté
- Haut Côtes de Beaune
- Saint-Romain En Chevrot
- Saint-Romain Sous Roche
Røde vine:
- Haut Côtes de Beaune Vieilles Vignes
- Haut Côtes de Beaune En Château
- Haut Côtes de Beaune Les Jarons
- Saint-Romain Sous La Velle
- Santenay Les Charmes Dessous
- Santenay Grand Clos Rousseau 1. Cru
- Pommard En Boeuf
Domaine Nicolas kom til Løgismose familien i marts marts 2025. Se de vine vi aktuelt kan tilbyde her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter