Selvom Silent Pool Distillers blev etableret i Surrey Hills i England tilbage i 2013, og de første flasker Silent Pool Gin ramte det engelske marked i starten af 2015, fik danskerne først fornøjelse i starten af 2016. Og heldigvis for det.
Med Silent Pool Gins indtog på markedet fik de friske, sommerlige ginner en ny alfahan. Den er tilsmagt med hele 24 botanicals, som blandt andet tæller hyldeblomst, kamille, honning (fra lokalområdet), og kaffir limeblade, rosenblade, kardemomme og kassiabark, der i en sirlig proces af forskellige macerationsperioder og avancerede destilleringsmetoder ender ud i en utrolig frisk gin med flot citrus- og blomsterpræg i både næse og mund, og hvor destilleriets famøse fritfossende kilde i baghaven spiller en hovedrolle (i både identitet og smag).
Michael Sperling - December 2016