Fakta
- 6 stk. 759,90
2023 Valpolicella Valpantena Altarol
- 6 stk. 759,90
149,-
198,67 pr. l.
6 stk.
759,90
126,65 pr stk.
Spar 134,10
Beskrivelse
Mauro Bustaggi og Patrizia Gandhi fra Corte Figaretto 9 km. nordøst for Verona har i 20 år begavet os med friske og frugtfokuserede Valpolicella vine, og nu er deres datter Sofia, som i 2018 blev udklækket som ønolog på Istituto Agrario di San Michele all'Adige blevet det nye omdrejningspunkt.
Sofia arbejder således nu skulder ved skulder med Mauro, og det også hende, der ovenpå pandemien har taget over for Patrizia på vinmesserne og rejserne rundt til de altid festlige Winemakers Dinners sammen med Corte Figaretto’s importører og deres kunder rundt omkring i verden. Det er endnu ikke et rigtigt generationsskifte, men det er på vej, og det tegner bare så lyst!
Her er det den altid fristende Valpolicella, der får lov til at åbne ballet, og det vidunderlige er, at det også er vinen, som mange glade gæster efterspørger som den lille afsluttende forfriskning, når de har svælget i Ripasso og Amarone, fordi den kan noget særligt, når det kommer til det vi på godt dansk kalder drinkability. Dem, der har kaldt Valpolicella for det italienske modsvar til den franske Beaujolais, er ikke helt ved siden af!
Der er tale om et lystigt blend af op til 8 forskellige druer med de lokale Corvina, Corvinona og Rondinella i front. Høsten fra de forskellige skråninger er manuel med en soignering nede på vingården inden alle stilke blev fjernet og druerne fra de forskellige druesorter efterhånden som de blev høstet og efter et let knus røg ned i ståltankene hvor de gærede til vin hver for sig. Herefter er den endelige cuvée sammenstukket i december og modnet frem til april, hvor den er filtreret og tappet på flaske.
Som altid en dejlig frisk og livlig vin med herlig duft af kirsebær, blommer og forskellige forfriskende urter, der i munden bliver fulgt til dørs af netop den letløbende saftige let bitre friskhed, som gør oplevelsen læskende og befordrende.
Et klassisk match til fyldige pastaretter, til saftigt rødt kød og til ikke for markante oste. Især hvis der er godt med smør og fedt til stede kommer vinens friskhed virkelig til sin ret.
Producent
Historien om Corte Figaretto handler om Mauro og Patrizia Bustaggi, der en dag ikke længere ville finde sig i, at familiens fremragende druer sank ned i de mægtige middelmådige blandinger hos Cantina Sociale di Valpantena, selvom de deltog i et særligt kvalitetsprojekt på kooperativet.
Mauro og Patrizia satsede hele butikken, og med hjælp fra familie, venner, venners venner og selvfølgelig også en bank lykkedes det dem at skabe fundamentet for etableringen af en helt ny vingård. De hyrede konsulenten og vennen Paolo Grigolli, der også arbejdede for Bertani, og fra og med årgang 2003 var familien klar til at stå på egne ben.
Vi mødte Patrizia Bustaggi første gang i foråret 2006 ved en middag på det hyggelige Enoteca della Valpolicella i Fumane, hvor en række producenter prøvede at fange et dusin importørers opmærksomhed med flaskerne i hånden. Den aften havde Patrizia kun den unge Valpolicella med, men den havde til gengæld lige netop den insisterende saftighed og ekstra kant, at vi måtte smage vinen igen hjemme i Danmark.
Og sådan gik det til at Løgismose blev Corte Figaretos første kunde uden for Italien, og i de år hvor Ripasso feberen rasede i Danmark havde vi den særlige aftale med Mauro og Patrizia at vi kun aftog halvdelen af deres produktion, selvom vi sagtens kunne sælge hele molevitten. Både de og vi vidste at der ville komme en tid efter Ripasso og Corte Figaretto skulle ikke lægge alle deres æg i en kurv.
Det, der startede med blot 5 ha. tilplantet med vinstokke, er efterhånden vokset til mere end 16 ha., hvis vi tæller de senest tilkomne ha., der ligger på en bakketop med den smukkeste udsigt, med. Druerne fra denne mosaik af parceller forvandles til 9 forskellige vine, og det herlige har været og er, at den oprindelige trio har formået at imponere en lille smule mere næsten hver gang en ny årgang blev lanceret ligesom de 6 vine, der er kommet til i årenes løb, alle har været med til at profilere vingården yderligere.
Tiden går og Mauro og Patrizias datter Sofia er nu færdiguddannet som ønolog og arbejder skulder ved skulder med sin far. Fremtiden synes sikret.
Mauro og Patrizia har med årene også udviklet en fin fornemmelse for at et moderne landbrug bør tage vidtgående hensyn til miljøet og de kommende generationer og det har fået dem til at tilslutte sig Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti (FIVI), og de har været/er yderst aktive i Valpolicella-konsortiets spændende forsøg på at gøre producenterne til frontmovers og hele Valpolicella distrikt til en rollemodel, når det kommer til bæredygtighed. Det var således en stolt Mauro, der i juni 2020 kunne meddele at Corte Figaretto havde modtaget den såkaldte Certificazione RRR.
Planen er at 80% af producenterne og/eller 80% af de mere end 8.200 opdyrkede ha. skal være omfattet af den bæredygtige produktionsprotokol, der funderet på det italienske "Sistema Qualità Nazionale di Produzione Integrata" (SQNPI) forener de forskellige certificerings modeller (økologi, biodynamik osv.) med retningslinjer for biodiversitet, ressourceøkonomi og livskvalitets i ordets mest omfavnende betydning. RRR står for Riduci, Risparmia og Rispetta. Eller på dansk reduktion, opsparing og respekt.
Data & fakta:
- Druesorter: Corvina, Rondinella, Molinara, Croatina, Cabernet Sauvignom, Merlot, Oseleta, Corvinone, Dindarella, Turchetta og Garganega.
- Praksis: Bæredygtig såkaldt sustainable farming i henhold til de kodex som defineres af Federazione Italiana Viticoltori Indipendenti og Certificazione Riduci, Risparmia og Rispetta.
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber og svovl
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: 16 ha. med egne vinmarker plus 1,5 ha. lejet tilplantet med Garganega omkring byerne Poiano og Quinto øst for Verona i den del af Valpolicella distriktet som kaldes Valpantena
- Årlig produktion: Omkring 70.000 flasker fordelt på 9 vine
- Certifikater: Ingen
- Relation: En del af Løgismose familien siden 2006
Oprindelse
Region
Veneto er en stor og betydningsfuld vinregion i det nordøstlige Italien. Regionen er rig på vintyper, og har gennem de seneste årtier nydt voksende anderkendelse. Der produceres en bred vifte af rødvine fra de lette Bardolinoer ved Gardasøen til de kraftige og alkoholrige Amarone vine fra Valpolicella. I nordøst produceres den mousserende Prosecco på Glera druen, og Soave har for længst slået sit navn fast for blomstrende, friske hvidvine på Garganega og Trebbiano. Der dyrkes i stigende grad internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir.Distrikt
Valpolicella er et vindistrikt i Veneto i det nordøstlige Italien. Det udgør en god del af det vestlige Veneto og er påvirket af kølige alpine briser og udbredt solskin i vækstsæsonen. Der laves flere vintyper i Valpolicella, som har selvstændig DOC eller DOCG her iblandt Amarone, Recioto og Ripasso. Selve Valpolicella står for lette, lyse rødvine, der jævnligt ses omtalt som Italiens svar på Beaujolais på linje med Bardolino vinene fra nabodistriktet. Druesorterne, der anvendes, er hovedsageligt Corvina, Rondinella og Molinara. Valpolicella er typisk mellemfyldig, frisk og blød med toner af røde bær og sure kirsebær.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter