Attilio Ghisolfi
0 resultater
Attilio Ghisolfi
Slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990'erne var år præget af store forandringer i Langhe og i Barolo i særdeleshed. Det var her vinene etablerede sig på den internationale scene og kort efter begyndte konturerne til den mad- og vinturisme, som præger hele provinsen i dag, at kunne skimtes.
Attilio Ghisolfi er et barn af den nyvundne stolthed og de nye muligheder som dukkede op. Således var det først i 1988 at familien besluttede at satse på vinproduktionen og tappe sin egen vin. Indtil da havde det handlet lige så meget om frugt og grøntsager som om vin og de druer man dyrkede blev alle kørt ned til kooperativet. Men i 1988 så markedet de flasker fra Attilio Ghisolfi og frem mod årtusindeskiftet gennemførte man en komplet omlægning af produktionsstrukturen. Frugthaverne blev solgt fra eller tilplantet med vinstokke og nye parceller, der var særligt velegnede til Nebbiolo druen på det mægtige Bussia amfiteater, som Attilio Ghisolfi bor på toppen af, blev tilkøbt med henblik på at producere Barolo på et vist niveau i den tilbyggede vinkælder.
Projektet lykkedes, og Attilio Ghisolfi er i dag en af de etablerede og respekterede producenter i Monforte d’Alba med fuld fokus på Nebbiolo, men også med plads til en solid Barbera og en flirt med Pinot Noir, som resulterer i både en Spumante metodo classico extra brut og rødvinen Pinay, der i sit navn spiller både på druen og referencen til ou pair piger fra Filippinerne hvorved den elegant signalerer, at Pinot Noir vinen er den udefra kommende i flokken.
Alle flaskerne fra Attilio Ghisolfi har i 2020 fået en grafisk overhaling for at blive lidt mere iøjnefaldende i en tid hvor meget mere i kommunikation handler om det visuelle. Det er blevet til en lille mand, der bliver fanget i forskellige situationer på sin færd op mod stjernerne i en Nebbiolo drue forvandlet til en varmluftsballon. En poetisk metaforik hvor druen symboliserer de muligheder familien fik, hvor den lille mand symboliserer den usikkerhed og de vanskeligheder, som har omgærdet familiens projekt og endelig stjernen som et symbol på familiens drømme og mål.
Attilio Ghisolfi producerer årligt 60.000 - 75.000 flasker fordelt på 7 forskellige vine.