Cosimo Maria Masini
0 resultater
Cosimo Maria Masini
Maria Paoletti Masini var oprindeligt advokat og passioneret kunstsamler, men opdagede at hun savnede ro og jordforbindelse, og det ledte frem til, at hun nu residerer på Villa la Selva i San Minatos smukke bakker i Val di Elsa nogenlunde midtvejs mellem Pisa og Firenze. Familien erhvervede sig ejendommen i 2000, og der er tale om historiske bygninger, som blev opført af Buonaparte-familien og i 1800-tallet tilhørte den berømte agronomisk Marchese Cosimo Ridolfi, som byggede kælderen og kultiverede vinmarkerne på en måde som i sin tid vakte opsigt.
Der er tale om 40 ha. som alle ligger på skråninger omkring den samme bakketop og Maria Paoletti Masini har fra starten være på en rejse der handlede om størst mulig bæredygtighed med biodiversitet som et af de bærende principper. Derfor kultiveres der et væld af forskellige afgrøder og Maria fortæller at måden hun driver landbruget på minder om det, hun søger i kunsten: Skønhed, elegance og ligevægt.
Det konventionelle landbrug er vekslet til først økologisk og siden biodynamisk landbrug inklusive kohorn med modnet komøg som den væsentligste kilde til gødning. Til at hjælpe sig har Maria siden 2012 haft den erfarne agronom og biodynamiker, Francesco De Filippis, som er kommet op til Villa la Selva fra Campania, og Maria fortæller, at deres oplevelse er, at særligt vinstokkene drager fordel af de biodynamiske principper i og med det er en flerårig afgrøde, og de oplever, at planterne gradvist styrkes og påvirkes mindre og mindre af de klimatiske udsving.
Det leder frem til et druemateriale, som år efter år gør det muligt at producere dejlige vine, og dertil kommer, fortæller Maria, ”at moderne teknologi har gjort det muligt at gennemføre gæringen på en ikke-invasiv måde, så vinene fremstår autentiske og terroir’et bliver tydeligt”.
15 ha. er efterhånden tilplantet med vinstokke, og ud over de mere velkendte Sangiovese, Canaiolo, Trebbiano, Vermentino og Malvasia, er der også flere af de gamle toskanske sorter, der er i overhængende fare for at forsvinde. Blandt andre Buonamico, San Colombano samt den yderst sjældne Sanforte, som Maria Masini er en af de få, der stadig dyrker, men Maria er ikke fanatisk. De gamle sorter står side om side med de såkaldt internationale, som Maria føler er blevet en naturlig del af Toscana.
Data & fakta:
- Druesorter: Sangiovese, Sanforte, Canaiolo, Malvasia Nera, Bonamico, San Colombano, Vermentino, Trebbiano Toscano, Malvasia Bianca, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc
- Praksis: Bæredygtigt biodynamisk certificeret landbrug og meget lav intervention i kælderen hvor en smule svovl i forbindelse med aftapningen på flasken er eneste "manipulation"
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobberopløsning
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: Omkring 15 ha. omkring den samme bakketop
- Årlig produktion: Omkring 70.000 flasker fordelt på 18 forskellige vine
- Certifikater: Biodynamisk hos Demeter, partner i LIFE Zeowine Project, som handler om at identificere og fremme nye løsninger til forbedring af jordbeskyttelse og fertilitet, og derudover aktiv i bl.a. Agricoltura Vivente (www.biodinamicapratica.it/), Associazione per agricoltura Biodinamica (www.biodinamica.org/), Apab (www. apab.it), Renaissance des Appellations (www.renaissance-italia.it/), Vite-Vignaioli e Territori (vignaiolieterritori.it/)
Relation: En del af Løgismose familien siden oktober 2020