Domaine André & Lucas Rieffel
0 resultater
Domaine André & Lucas Rieffel
Domaine André & Lucas Rieffel holder til i et idyllisk gammelt bindingsværkshus i Mittelbergheim i den nordlige ende af den eventyrlige La Route des Vins d’Alsace. Et fredfyldt sted som på ingen måde signalerer, at vi her finder en vinbonde, som funderet på en økologisk og biodynamisk tankegang er kommet i synk med tiden i en sådan grad, at det nærmer sig avantgarde.
Vingården blev grundlagt af Lucas’ farfar, som solgte sin første flaske med Sylvaner i 1946. Dengang var der tale om et blandet landbrug, og rygtet vil vide, at det dengang i høj grad handlede om højt udbytte og så mange flasker som muligt fremfor kvalitet.
Dette ændrede Lucas’ far, da han i 1976 overtog vingården og i højere grad begyndte at fokusere på at druer og producere vine. Kvaliteten steg støt, og med tilkøb af flere vinmarker, og godt hjulpet af Alsace vinenes eksploderende popularitet, blev det rentabelt udelukkende at satse på vin.
Det egentlige kursskifte kom imidlertid først efter, Lucas Rieffel havde fået nøglerne til vinkælderen i 1996. Langsomt og velovervejet begyndte han at ændre på tingene. Først i det små, men snart modnede beslutning om helt at overgive sig til Rudolph Steiners filosofi og månekalenderkalender og implementere de økologiske og biodynamiske principper ude blandt vinstokkene og nede i kælderen, og denne omlægning ledte i 2012 frem til en Demeter-certificering.
En hel del, hvis ikke størstedelen, af inspirationen kom/kommer fra André Ostertag og Patrick Meyer, der holder til i de nærliggende landsbyer Epfig og Nothalten. Og da André Ostertag betragtes som grundlæggeren af den såkaldte nye bølge (Père de la Nouvelle Vague) og Patrick Meyer som den mest kendte af de 4 berygtede, berømte og mytiske musketerer (Les Quatre Mousquetaires), omfavner Lucas Rieffel (sammen med vennerne og bysbørnene Kreydenweiss, Riss og Rietsch) også naturvinsbevægelsen i Alsace.
I kælderen er de rustfri ståltanke således på vej på pension til fordel for små og større brugte fade hvor frugten langsomt og med så lidt intervention som muligt forvandles til vine som efterfølgende får den nødvendige tid at tage på i vægt og kompleksitet inden de tappes på flaske uden klaring og filtrering og uden eller med kun minimal tilsætning af svovl.
Lucas Rieffel ejer i dag knap 11 ha. i bakkerne omkring Mittelbergheim, Barr og Andlau, herunder smukke parceller med Riesling og Gewürztraminer på Grand Cru skråningerne Zotzenberg og Wiebelsberg, og alt efter årgangenes lyksaligheder producerer der i omegnen af 50.000 flasker fordelt på 12-15 forskellige vine.
Lucas Rieffel blev en del af Løgismose familien i januar 2023, og du kan se vores aktuelle udvalg her. Bemærk at Lucas Rieffels vine er så eftertragtede at udvalget altid vil være begrænset og at mængder af de forskellige vine er små.