Domaine du Beauregard
0 resultater
Domaine du Beauregard
Domaine du Beauregard er det sympatiske par Francoise og Michel Dépernons livsværk. De holder sammen med deres datter Stéphanie og sønnen Jérôme til i udkanten af den lille flække Saint Sernin du Plain et par kilometer sydvest for Santenay, der normalt er slutdestinationen for den omfattende vinturisme i Côtes du Beaune og Côtes de Nuits.
Her har familien lavet vin til lokalsamfundet og nogle få restauranter i 5 generationer, og familiens bolig, kælderen og vineriet befinder sig inden for en radius af få hundrede meter hvor alt balancerede på grænsen mellem det smukt pittoreske og det deciderede faldefærdige.
Michel Dépernon, søn af Bernard Dépernon og barnebarn af Germain Dépernon, overtog domænet i 1976, og i de første mange år videreførte han familietraditionerne, mens der blev spinket og sparet. Det ledte frem til at han og Francoise i 1992 fik råd til at investere i mere prestigefyldte parceller, heriblandt Maranges, Maranges Premier Cru Les Clos Roussots og Bourgogne Hautes Côtes de Beaune, hvilket skabte fundamentet for, at de kunne begynde at tappe og sælge deres vine på flasker, og senere at de gav deres lille familievirksomhed det appellerende navn Domaine du Beauregard.
I dag er Jérôme tilbage efter studier på Lycée Viticole de Beaune og praktik på vingårde i Bordeaux og Bourgogne, og det samme er Stéphanie efter studier i vinhandel, vinturisme og kommunikation i Dijon og efter jobs i Australien, og det har ledt til et lykkeligt generationsskifte, hvor det er lykkedes at bevare autenticiteten i vinene og ydmygheden i værtskabet. Når man banker på porten bliver man således mødt af en varme og hjertelighed, som det ellers efterhånden er svært at finde længere nordpå i Bourgogne, hvor den massive vinturisme og store efterspørgsel har resulteret i lukkede døre og forvænte sjæle.
Jérôme og Stéphanie har sat skub i en udvikling væk fra det konventionelle landbrug og når de fortæller om deres projekt fornemmer man tidligt sympatien for ikke bare bæredygtigheden og den økologiske drift, men også for filosofien bag biodynamikken. Således fortæller de med en mund at det først er vinstokkene og siden vinen, som dikterer rytmen i produktionen, og de lægger ikke skjul på at deres arbejde er påvirket af månekalenderens frugt- og blomsterdage, og det har blandt andet betydet, at vinene udelukkende omstikkes fra fad til fad og senere klargøres til aftapning, når månen er i aftagende.
Domaine du Beauregard er medlem af den lille upåagtede "Union des Producteurs et Négociants de l'AOC Côtes du Couchois", der prøver at placere dette lille område, der fik sin egen AOC i 2000 på verdenskortet. Foreningen har i dag bare 14 medlemmer, og med sine 16 ha. tilplantet med vinstokke er Beauregard foreningens største producent.
Det var Christian Grønlykke som tilbage i 2012 i sin søgen efter alternativer til de stadig mere kostbare vine fra de gyldne skråninger fandt frem til Domaine du Beauregard, og selvom vinene dengang var noget mere rustikke end de er i dag, valgte vi med et fast blik på prispunktet, at invitere Francoise og Michel Dépernon ind i Løgismose familien. Du finder de vine, vi aktuelt kan tilbyde her